Snesevis af mennesker er dræbt, efter Nigerias militær har bombet en lejr for internt fordrevne i byen Rann.
Tidligere på aftenen satte Læger uden Grænser antallet af dræbte til 52, mens andre kilder på stedet taler om omkring 100 dræbte, skriver den nigerianske avis Premium Times.
Seks af de dræbte er hjælpearbejdere fra Internationalt Røde Kors, bekræfter organisationens nigerianske afdeling i en meddelelse på Twitter.
Det er ikke umiddelbart oplyst, hvilken nationalitet de dræbte havde.
Uacceptabelt angreb på sårbare mennesker
Læger uden Grænser meddeler ifølge flere medier, at organisationen har behandlet mindst 120 sårede mennesker i flygtningelejren.
Mange af de dræbte er endnu ikke identificeret, men en stor del menes at være mennesker, der er tvunget på flugt fra deres hjem på grund af Boko Harams hærgen i det nordøstlige Nigeria. Her har gruppen i årevis kæmpet for at få etableret en islamisk stat.
Præsidenten beklager
Regeringen i Nigeria havde sent tirsdag aften ikke oplyst et præcist dødstal, men havde i stedet samlet alle kræfter om at komme de sårede til undsætning.
Læger uden Grænser oplyser, at der ikke er de store muligheder for at evakuere de sårede i løbet af natten. Lægekilder forventer ifølge flere medier, at dødstallet vil stige, fordi flere vil dø i løbet af natten, inden evakueringer af de sårede bliver mulige onsdag.
Nigerias hær har gennem lang tid været engageret i en blodig kamp mod Boko Haram i det nordøstlige Nigeria.
Tirsdagens fejlslagne mission var sat i værk efter der var kommet meldinger om, at krigere fra Boko Haram var samlet i området.
En talsmand for Nigerias hær oplyser ifølge flere internationale medier, at piloten troede, at han angreb oprørere.
Nigerias præsident, Muhammadu Buhari, har på sin Twitter-profil erkendt, at militæret begik en alvorlig fejl.
Buhari blev valgt på et løfte om at sætte hårdere ind i kampen mod Boko Haram.
Tirsdag aften lyder det i en meddelelse fra præsidentkontoret, at regeringen vil hjælpe Borno-delstaten med at håndtere den katastrofale situation i flygtningelejren i byen Rann.