KIGALI, 4. august, 2017: Gaderne i Rwandas hovedstad Kigali har i de seneste uger været omdannet til et sandt festfyrværkeri af røde, hvide og blå farver, som er de officielle partifarver for det siddende regeringsparti, Rwanda Patriotic Front (RPF), som med Paul Kagame i spidsen har ledet landet siden afslutningen af folkemordet i 1994.
Overalt i landet i løbet af de seneste ugers valgkamp mødes Kagame af tusindvis af jublende mennesker med flag, t-shirts, kasketter og bannere, alle med ordene Tora Kagame – Vælg Kagame.
Og det gør folket – vælger Kagame, som har været præsident siden 2000 og inden da landets de facto leder i sin rolle som vicepræsident og forsvarsminister under den mindre kendte præsident Bizimungu. Ved sidste præsidentvalg i 2010 vandt Kagame med 93 procent af stemmerne, og uden en reel opposition forventes en mindst lige så stor jordskredssejr denne gang.
Valgkamp uden modstand
En decideret valgkamp er der ikke tale om. Med kun én modkandidat, Frank Habineza fra The Green Party, efter at alle andre modkandidater blev diskvalificeret, har der aldrig været tvivl om udfaldet. Gadebilledet har da også været tomt for plakater og andet kampagnemateriale fra Habineza, som fra første dag har været meget åben om, at hverken pengene eller opbakningen har været nok til nogensinde at have en chance.
Den største hindring for Kagames genvalg blev da også forceret i 2015, da landets forfatning blev ændret, så han kunne genopstille til trods for at have siddet de to tilladte valgperioder. Med 98 procent af stemmerne blev den nye forfatning vedtaget, som betyder at Kagame nu kan – og med al sandsynlighed vil – sidde på præsidentposten frem til 2034. I årene op til 2015 blev Kagame ellers ved med at slå fast, at han ville respektere forfatningen og ikke genopstille, men da forfatningen alligevel blev ændret og gav ham mandat i yderligere 17 år, blev det begrundet med et stærkt ønske fra befolkningen, som han så sig forpligtet til at respektere.
At være eller ikke at være et demokrati
Kagames regeringsførelse og genvalg møder bred international kritik blandt menneskerettighedsorganisationer, politiske kritikere og medier, som beskylder ham for ikke at følge de demokratiske spilleregler, at være en autokratisk diktator – og krigsforbryder – som sætter økonomisk vækst over menneskerettigheder, og som bruger hårdhændede metoder for at lukke munden på sine modstandere.
En kritik, som Kagame aldrig har været bleg for at svare igen på. Faktisk bruger han den ofte aktivt i sin argumentation for, at rwanderne selv skal tage hånd om egen fremtid og at Vestens demokratibegreb ikke kan oversættes direkte til Rwanda. Således sagde han eksempelvis den 1. august, dan han talte til tusindvis af mennesker i Gicumbi i den nordlige del af Rwanda.
”…Når du falder på knæ og beder for din overlevelse, og de kun giver dig krummer, så kalder de det for demokrati. Vi har afrikanske ledere, som har accepteret dette alt for længe.
De kampe vi har kæmpet, alle vores søvnløse nætter, de var alle for at ændre denne tankegang og at transformere vores land. De, som kæmpede denne krig og ofrede deres liv, døde ikke forgæves. De, som stadigvæk er i live og som tilbragte utallige søvnløse nætter, sultede og led, gjorde det ikke forgæves. De gjorde det ikke for at blive fortalt af andre, hvordan de skal leve deres liv.”
”Hvordan kan du fortælle mig, hvordan jeg skal leve mit liv, når det er dig, jeg kæmpede imod for at overleve? Jeg ønsker ikke, at nogen andre skal brødføde mig. Jeg ønsker støtte, som vil gøre mig i stand til at brødføde mig selv.”
”Alt for længe er rwandere og afrikanere blevet set som folk, der kun har brug for almisser – ikke et uafhængigt folk på vej mod velstand.”
Præsenteret som en demokratisk valgkamp, bruges kampagnen altså blandt andet som platform til at kritisere nuværende vestlige demokratiske principper – og til at hylde folkehelten Kagame, som valgets eneste mulige vinder.
Se hans tale i videoen her på Facebook
Et samfund i vækst
Hvad end man bifalder Kagames metoder eller ej, kan man ikke tage hans regerings utrolige resultater fra ham. Rwanda er midt i en udvikling, som ingen troede mulig for to årtier siden. Da Kagame som hærfører generobrede landet og stoppede folkemordet, som slog op imod én million mennesker ihjel på blot hundrede dage, overtog han et land og dets tilbageværende befolkning i fysisk og mental absolut ruin. I dag skønnes Rwanda at have en årlig økonomisk vækst på omkring 8 procent, de har flere kvinder i politik end noget andet land i verden, der er 12 års gratis skolegang og en offentlig sygesikring, som selv de fattigste familier har råd til. Rwanda er et grønt foregangsland, der som det første i verden forbød plastikposer, og regeringen arbejder målrettet ud fra en strategi om at skabe titusindvis af nye jobs hvert år via service- og turismesektoren, IT og innovation og som regional centrum for konferencer og messer.
Kagame er i folkets øjne landsfaderen og motoren bag ikke bare den eksplosive udvikling men også den fredelige sameksistens, som i dag hersker i landet. Freden og udviklingen ses som et resultat af regeringens og Kagames stædige insisteren på dialog og samhørighed på tværs af etnicitet og hierarkier, kombineret med hårdhændet sikkerhedspolitik uden plads til kritiske røster eller politisk slinger i valsen.
Mange rwandere i gadebilledet udtrykker da også stolthed over at få lov til at vælge ham som præsident igen, og han bliver tiljublet overalt i landet, som han og familien har turneret de seneste uger.
Så hvis han er så populær, hvorfor så ikke invitere en mere nuanceret politisk debat, hvor kritik og opposition ikke er lig landsforræderi?
Det bliver ikke i denne valgperiode, at det politiske felt åbnes mere op – og vel næppe inden år 2034. Men rwanderne ser sig ikke til siderne. De har alt for travlt med at bryde rammerne for, hvad verden troede var muligt – og med at hylde den mand, som i deres øjne fik det hele til at ske.