Bevæbnet gruppe i Sydsudan frigiver 10 nødhjælpsarbejdere

steve_evans_wiki
Forfatter billede

Mandag frigav en bevæbnet gruppe i Sydsudan 10 nødhjælpsarbejdere efter at have holdt dem fanget siden den 25. april.

To af de nu frigivne gidsler arbejder for FN’s børneorganisation, UNICEF. De forsvandt under en køretur fra Yei til Tore i den sydvestlige del af landet.

Det oplyser UNICEF i en pressemeddelelse.

”Vores kollegaer i Sydsudan arbejder under ekstremt farlige forhold. Flere områder er præget af konflikt, og risikoen for at blive kidnappet eller dræbt er desværre høj,” siger Line Grove Hermansen, der er kommunikationsdirektør i UNICEF Danmark.

Nødhjælpsarbejderne var i færd med at skabe overblik over civilbefolkningens behov for hjælp, da de blev taget til fange.

Vigtig og farlig indsats

Sydsudan lider i øjeblikket under massiv fødevareknaphed. Allerede nu er 250.000 børn så alvorligt underernærede, at de risikerer at dø, hvis ikke de får akut hjælp. Endnu flere lider under mangel på næringsstoffer, der er afgørende for deres fysiske og kognitive udvikling.

I de kommende måneder, hvor tørken for alvor ventes at sætte ind, risikerer flere delstater i landet at blive ramt af decideret hungersnød.

”Det vil især gå hårdt ud over små børn,” siger Line Grove Hermansen.

”Hvis vi skal yde effektiv hjælp, bliver vi nødt til at vide, hvor behovene er størst, og det kræver, at vi tager rundt i landet. Derfor er mine kollegaers indsats lige så vigtig, som den er farlig.”

De frigivne ser ikke ud til at have lidt fysisk overlast. De er blevet genforenet med deres familier og tilbydes psykologisk hjælp.