Den langvarige konflikt i Libyen har betydet, at sikkerhedssituationen i landet er ekstremt skrøbelig. Terrorgrupper som Islamisk Stat har en tilstedeværelse i Libyen, og landet er blevet et transitområde for migranter, der søger mod Europa.
”Derfor er vi nødt til at sætte ind for at stabilisere situationen og skabe en sikker tilværelse for lokalbefolkningen,” siger udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) om det nye danske bidrag på 6,54 millioner kroner til afholdelse af lokalvalg i Libyen.
Det danske bidrag vil gå til at fremme opbakning til og deltagelse i valgprocessen blandt den libyske befolkning.
Indsatsen omfatter blandt andet kapacitetsopbygning af de libyske institutioner med ansvar for valgprocessen, der i perioden 2014-2015 har afholdt mere 90 vellykkede lokalvalg i Libyen. Derudover skal støtten øge befolkningens kendskab til lokalvalg og sikre større inddragelse af kvinder i valgprocessen.
”Hvis vi skal opnå varig fred i Libyen, er det helt afgørende, at der findes en politisk løsning og at der opbygges legitime og demokratiske institutioner. Et centralt element i den proces er afholdelse af lokalvalg i Libyen med opbakning fra den libyske befolkning”, siger Anders Samuelsen i en pressemeddelelse fra Udenrigsministeriet.
Støtte til ”migrationsudfordringerne”
Det danske bidrag vil blive udmøntet via et delegeret samarbejde med den amerikanske regerings udviklingsorganisation (USAID). Den primære implementeringspartner for projektet er The International Foundation for Electoral Systems (IFES), der har mange års erfaring med afholdelse af valg i demokratier under udvikling.
Danmark støtter aktivt op om FN’s bestræbelser på at sikre en fredelig politisk løsning på konflikten i Libyen og forbedre sikkerhedssituationen i landet. Derfor bevilligede regeringen i 2017 10 millioner kroner til UNDP’s arbejde for at stabilisere konfliktramte områder og støtte den internationalt anerkendte libyske samlingsregering.
Derudover støtter Danmark arbejdet med at håndtere migrationsudfordringerne i Libyen gennem bidrag til EU’s Trustfund for Afrika på 150 millioner kroner, hvoraf 50 millioner kroner er øremærket til FN’s beskyttelsesindsatser i Libyen, samt bidrag til humanitære indsatser i Libyen på samlet 70 millioner kroner til International Røde Kors og UNHCR, oplyser Udenrigsministeriet.