Manglende adgang til rent drikkevand, medicin og lægehjælp. Ringe og tidskrævende transportmuligheder.
Befolkningerne i udviklingslandene lever med mange forskellige udfordringer, som både spænder ben for dem selv og de virksomheder, der er afhængige af deres arbejdsindsats.
Et nyt menneskerettighedsbaseret værktøj kan hjælpe virksomheder med at finde bæredygtige løsninger på disse udfordringer. Værktøjet er udviklet af Institut for Menneskerettigheder i samarbejde med investeringsvirksomheden Kukula Capital, der er baseret i Zambia.
Det giver virksomheder i udviklingslande i Afrika og andre dele af verden mulighed for at bidrage til at forbedre forholdene for de ansatte og deres familier.
Forbedringerne øger samtidig de ansattes loyalitet og motivation og hermed virksomhedens produktivitet og overskud.
IFU: Værktøjet kan bruges i hele verden
En række zambiske virksomheder, der har deltaget i udviklingen af værktøjet, har på kort tid gennemført markante forbedringer. Ved at bruge værktøjet har de identificeret specifikke problemstillinger og udviklet løsninger, som eksempelvis har resulteret i øget adgang til lægehjælp og indkøb af cykler til de ansatte.
Forbedringerne har ført til styrkelse af de ansattes motivation og loyalitet over for virksomhederne, hvilket konkret udmønter sig i færre sygedage, øget ligestilling og arbejdsglæde, og en række andre faktorer, der styrker virksomhedernes produktivitet.
Investeringsfonden for Udviklingslande, IFU, har investeret i Kukula Capital og deltaget i styregruppen, der har fulgt udviklingen af værktøjet tæt.
Praktiske guidelines og inspirerende case-historier
Værktøjet fungerer online som en komplet vejledning for virksomhederne med guidelines til, hvordan virksomheder identificerer, kortlægger og analyserer problemstillinger for deres medarbejder. Og hvordan de på den baggrund udvikler bæredygtige menneskerettighedsbaserede løsninger, der både styrker medarbejdernes rettigheder og levevilkår og virksomhedens omsætning. Sitet indeholder desuden en række cases, der beskriver de positive resultater, forskellige virksomheder har opnået efter at have brugt værktøjet.
The social impact toolkit, som værktøjet er navngivet, er offentligt tilgængeligt her.
Se mere her om værktøjet og nogle af de zambiske virksomheder, som har anvendt det: