Kim Hartzner
Kim Hartzner er grundlægger af hjælpeorganisationen Mission Øst, hvor han nu engagerer sig i fundraising. Organisationen arbejder i otte lande ud fra kontorer i København, Berlin og Bruxelles og er medlem af Integral Alliance, der har 22 medlemmer medlemsorganisationer, der tilsammen arbejder i 90 lande.
Han grundlagde Mission Øst sammen med sin far René Hartzner i 1991 – kort efter Berlinmurens fald og Sovjetunionens sammenbrud. I dag er han fuldt engageret i at rejse midler i Danmark og Tyskland til gavn for 250.000 nødlidende, som er direkte afhængige af Mission Østs hjælpearbejde.
Nordkorea står over for det, som landets myndigheder kalder den værste tørke i 100 år. Høsten slog fejl i både 2017 og 2018, og lige nu tegner den til at blive endnu dårligere. Det har kun regnet tre gange siden nytår. Markerne er afsvedet. Der er rationering siden januar. Voksne får 300 gram ris om dagen. Børn 100 gram – under en kvart skål ris om dagen.
Og det en befolkning, hvor 40 procent i forvejen er kronisk underernærede – det vil sige 10 millioner mennesker. Tørken kan koste tusindvis af menneskeliv, hvis ikke verdenssamfundet træder til med hjælp – hurtigt!
Jeg har netop besøgt Nordkorea og tilset Mission Østs uddeling af majs og soja til omkring 8.000 børn og 4.000 gravide eller ammende kvinder. Jeg så en lille dreng, der var så underernæret, at det gav mindelser om de døende børn, jeg så i 2011, 2012 og 2013, da anslået flere tusinde børn døde på grund af fejlslagen høst tre år i træk. Jeg sad en meter fra tre knægte, som var så underernærede, at de slet ikke ænsede mig. De var skind og ben og kunne ikke kunne rejse sig selv op. Musklerne var fuldstændig hensygnede, håret var faldet delvist af, og der var parasitter i huden og betændelse i øjnene.
Dengang gik vi ind med mad og kosttilskud til 48.000 børn. Nu sætter vi alt ind på at fortsætte hjælpen, og håber danskere vil hjælpe os at hjælpe.
Sanktioner rammer befolkningen hårdt
Uanset hvad man mener om Nordkoreas politik, kan vi konstatere, at befolkningen lider. En grund er, at landet er øretævernes holdeplads, når det drejer sig om naturkatastrofer. Der har været rigtig mange naturkatastrofer på grund af klimaforandringerne. Igennem de senere år meget tørre forår og somre.
Sidste år var der 40 dage i træk med op mod 40 graders temperatur. Efterfølgende kom en tropisk storm med meget voldsomme regnskyl og oversvømmelser. Sådan har det faktisk været systematisk de senere år: Hyppige tørkeperioder og voldsomme regnskyl.
Den anden årsag er, at landets landbrugsproduktion halter. Det meste drives med håndkraft, og har man en traktor, ja, så mangler man diesel – delvist på grund af de sanktioner, som vi fra det internationale samfund har iværksat mod Nordkorea. Det er sanktioner, der ifølge FN’s egen vedtagelse fra december 2017 ikke skulle påvirke den humanitære situation i landet, men det gør de faktisk.
Når et land i forvejen er i knæ på grund af naturkatastrofer og ineffektivt landbrug, så rammer det befolkningen hårdt, når der så også er blokade fra omverdenen. Folk sulter, simpelthen.
Jeg frygter, at det kommer til at gå rigtig galt de kommende måneder. Dér har vi som internationalt samfund en forpligtelse – uagtet den politiske situation, og uagtet hvad vi mener om styret i Nordkorea. Det her handler om 25 millioner mennesker, hvoraf 10 millioner nu er ude at hænge på grund af underernæring. Hvis ikke de får noget at spise de kommende måneder, kan tusinder dø af sult.
Vi er nødt til at hjælpe – for befolkningens skyld.
