Frygt og lede på den koreanske halvø

Donald Trump, USA’s forhenværende præsident, og Nordkoreas leder, Kim Jong-un mødtes i den demilitariserede zone på grænsen mellem Nord- og Sydkorea i juni 2019.


Foto: Dong-A Ilbo via Getty Images/Getty Images
Laurits Holdt

31. marts 2023

Nordkorea nåede igen overskrifterne forleden, da landet afslørede, at det nu har udviklet taktiske atomvåben – altså mindre atomvåben som kan bruges i direkte kamphandlinger – og muligvis også en undervandsdrone til militært brug. Og det er ikke længe siden, at landet afprøvede sit hidtil kraftigste interkontinentale missil – et missil der kan nå dele af USA.

Som (næsten) altid når vi hører om Nordkorea handler det om våben og trusler om at bruge dem. Men hvordan går det inde i landet, og hvordan ser verden ud, hvis man forsøger det at se på den gennem en nordkoreansk optik? Det spurgte vi Geir Helgesen om, da han i denne uge var gæst i Globalnyts podcast, Højtryk.

Geir Helgesen var i ti år leder af Nordisk institut for Asienstudier ved København Universitet, som han har været tilknyttet i omkring 40 år. I alle årene har Nordkorea været et af hans specialer.

”Jeg tror, at den almindelige befolkning i Nordkorea først og fremmest er interesseret i dagen og vejen. I deres arbejde, at få mad på bordet, at deres børn får en uddannelse, at de har tøj, og at de har varme i deres bolig. Alt det, som også er hverdag for danskerne. Problemet i Nordkorea er, at det ikke er sikkert, at de har det.”

”Det går godt nok ikke så skidt, som vi hører i nogle medier. Men det går heller ikke godt. Det er rigtigt at der er en del fejlernæring, men jeg tror ikke vi kommer til at se en ny hungersnød, som vi så i 1990erne.”

”På landet har man fået lov til at dyrke sine egne private jordlodder, og der er markeder i alle landets byer – også i Pyongyang. Så folk kan gå ud og købe ting for penge, som de dog ikke har ret mange af. Det lyder lidt småkapitalistisk, og det er det muligvis også. Men det virker bedre, end den meget mere centraliserede måde man har gjort det på tidligere.”

Vil ikke ende som Saddam Hussein

Det kan virke som om Kim Jong-un og hans far og farfar, som ledede landet før ham, har en forkærlighed for at stille sig frem ved siden af store og potente våben, mener Geir Helgesen. Men han mener, at det tunge fokus på militær i Nordkorea er en form for overlevelsesstrategi.

For selvom landet er meget lukket, ved de godt, hvad der foregår ude i verden. Og de har bidt mærke i, at andre ledere, som var i konflikt med USA, fik en voldsom død – Saddam Hussein i Irak og Moammar Gadaffi i Libyen. Sådan vil den nordkoreanske ledelse ikke ende, og det er et stærkt medvirkende årsag til, at landet har så stort et militær og bruger så mange penge på våben og udvikling af nye våben, forklarer han.

Nordkoreanerne er bange for en invasion fra USA, og derfor har de svedige håndflader i disse dage, hvor USA og Sydkorea gennemfører en enorm fælles militærøvelse i Sydkorea. Øvelsen omfatter blandt andet landsætning. ”Bølger af amfibiske angrebskøretøjer vælter ind på standen, og grupper af infanteri springer ud og indtager deres går i land og løber for at tage positioner,” som det udtrykkes på britiske Sky News.

USA og Sydkorea fastholder, at øvelsen handler om at være klar til at beskytte Sydkorea, hvis Nordkorea skulle angribe. Men sådan ser man ikke på det i det nordkoreanske hovedstad, Pyongyang.

Her opfatter man store dele af omverdenen som fjender og har i virkeligheden nok lige så svært ved at forstå USA og Vesten, som vi har det ved at forstå dem.

En af de ting, som nordkoreanerne har svært ved at forstå, er de store forandringer som præsidentskifter i USA nogle gange medfører, forklarer Geir Helgesen.

I 1990’er var USA daværende præsident, Bill Clinton fra Det demokratiske parti, ved at indgå en aftale med Nordkorea om, at landet skulle droppe sit atomprogram mod at få bistand fra USA. Aftalen blev dog lagt i skuffen, da George W. Bush fra Det republikanske parti overtog præsidentposten i 2001.

Han udråbte senere Nordkorea til medlem af ’ondskabens akse’ sammen med Iran og Irak. Da Barack Obama så kom til magten i 2009, håbede nordkoreanerne på en tilbagevenden til Clinton-årene, men blev skuffede, da Obamas opmærksomhed var rettet andre steder hen.

Men i 2017 skete der noget, som gav nordkoreanerne – og Nordkorea-eksperten – håb igen:

”Jeg var lige ved at komme til at kunne lide Donald Trump,” siger han med et smil.

”For allerede inden han blev valgt, sagde han jo, at han kunne tale med hvem som helst, og at han ville tage sig en burger og en cola sammen med Kim Jong-un og så finde ud af en løsning på de to landes problemer med hinanden. Så pludselig var Nordkorea ikke det her umulige problem længere.”

Ikke krig, ikke fred

De to Koreaer udkæmpede en krig mellem 1950 og 1953, hvor der blev indgået våbenhvile. Nordkorea blev støttet af Kina og det daværende Sovjetunionen, mens Sydkorea blev støttet af blandt andet USA.

Men våbenhvilen er aldrig blevet afløst af en fredsaftale, så på papiret er de to lande fortsat i krig. Men på trods af det, virker det som om, der stadig er stærke følelsesmæssige bånd mellem de to befolkninger.

Geir Helgesen fortæller om en undersøgelse i Sydkorea, som blandt andet spurgte ind til ideen om, at Nordkorea var en del af en ”ondskabens akse”. Den idé var der ikke mange sydkoreanere som var med på.

”Ikke fordi de var tilhængere af det nordkoreanske system, men fordi ’koreaner er jo koreanere’. Og det er millioner af mennesker i Sydkorea, som har familierelationer i Nordkorea, og derfor kan de ikke forestille sig, at nordkoreaner kan være direkte onde. Og det samme med den nordkoreanske leder. Han er ikke født ond, og han agerer heller ikke ondt. Han agerer, som systemet giver ham mulighed for, mente mange.”

Hør hele interviewet med Geir Helgesen i afspilleren herunder, eller find podcasten Højtryk der, hvor du plejer at finde dine podcasts.