Jordans udenrigsminister: Vi vil aldrig tvinge flygtninge hjem

gettyimages-_zaatari_jordan_marcus_valance
Den enorme Zaatari flygtningelejr huser kun en mindre del af de over én million syriske flygtninge i Jordan.
Foto: Marcus Valance/SOPA Images/LightRocket via Getty Images
Laurits Holdt

14. oktober 2019

Jordan huser 1,3 millioner flygtninge, og det tærer på både landets ressourcer og befolkningens velvilje. Arbejdsløsheden i landet er for eksempel meget høj, især for de unge og for kvinderne. Alligevel har man givet masser af syrere arbejdstilladelser, og flygtningene har også adgang til skole og sundhedssystemet, siger landets udenrigsminister Ayman al Safadi.

Ifølge ham er det ikke bare Jordan, men alle værtslandene i regionen, der gør hvad de kan. Men landene savner hjælp udefra. Krisen er et globalt problem, siger han, og hvis ikke alle lande samarbejder om at løse det, så klarer nabolandene til Syrien det ikke, og situationen risikerer at blive endnu værre.

“Men vi vil aldrig tvinge nogen flygtning hjem, uanset hvor svær udfordringen er. De er mennesker, der bekymrer sig om deres familiers sikkerhed, som spekulerer på, om de stadig har deres hjem, om skolen er åben, om de kan få et job og så videre. Det seneste år er kun 25.000 vendt hjem. Det er et tydeligt tegn på, at der stadig er store udfordringer i Syrien, selv om kamphandlingerne er taget af i størstedelen af landet,” vurderer udenrigsministeren.

Jordan vil have mere samarbejde

Al Safadi talte ved et møde med Danmarks og Estlands udenrigsministre, som Det internationale Fredsinstitut i New York, Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) og Danmarks udenrigsministerium havde arrangeret. Et møde om små og mellemstore landes interesse i at styrke multilateralismen – altså samarbejdet i globale institutioner – og respekten for internationale regler i en tid, hvor det internationale system er under pres.

Patrioter tror på globalt samarbejde

Udenrigsminister Ayman al Safadi understregede, at han har et noget andet perspektiv end de to europæiske udenrigsministre, der før ham havde hyldet multilateralismen. Hans region er præget af konflikt og krise, og han mærker svaghederne i det internationale system. At det ikke kan levere den forventede hjælp, og at der mangler vilje til at hjælpe. Men det betyder ikke, at han er imod samarbejdet i FN og fælles regler.

“Hvis du er patriot, så må du tro på multilateralisme. Patriotisme handler om at gavne dit land, og det gør internationalt samarbejde,” sagde udenrigsministeren

Jordans udenrigsminister er altså stor tilhænger af globalt samarbejde, af internationale regler og retningslinjer, og siger, at man konstant skal arbejde for at forbedre det multilaterale system, uanset hvor besværligt det er. Men han beklager, at systemet ikke fungerer i Mellemøsten. Reglerne bliver ikke fulgt i forhold til konflikter, og systemet svigter, når det gælder håndteringen af flygtninge fra Syrien. De bliver overladt til nærområderne.

Farligt svigt

“Hvis man svigter unge mennesker, hvis man lader dem synke ned i had, bitterhed og uvidenhed, så er det ikke til at sige, hvad der vil ske. Hvis vi derimod prøver at sikre dem et anstændigt liv og en uddannelse, så er det en investering i vores fælles sikkerhed og i fremtiden,” sagde Ayman al Safadi.

Han gjorde opmærksom på, at hvis ikke de unge kan få deres grundlæggende behov opfyldt i Mellemøsten, så søger de andre steder hen – for eksempel til Europa. Det multilaterale system skal fungere meget bedre for at sikre flygtninge et ordentligt liv i nærområdet. Det er i de flestes interesse.

Udenrigsminister Ayman Hussein Abdullah Al Safadi.


Foto: Alexander ShcherbakTASS via Getty Images
“Langt de fleste flygtninge vil helst blive i nærområdet, tæt på deres hjem. Der er også større chance for, at de vender hjem engang, når de har opholdt sig i et land, hvor man for eksempel taler det samme sprog. For flygtningebørn, der vokser op i Danmark eller Tyskland, vil Syrien falme til en fjern erindring om en anden kultur og et andet sprog. Hertil kommer, at det er meget billigere at huse flygtninge i nærområderne end i Europa. Men det kræver støtte fra resten af verden,” sagde al Safadi.

Ifølge Ayman al Safadi tænker vi for kortsigtet, når det gælder flygtninge. På lang sigt vil det give os alle meget større problemer, hvis ikke vi tager os ordentligt af flygtningene.

“Det sidste vi ønsker, er at give Islamisk Stat mulighed for at rekruttere desperate og håbløse flygtninge – uanset om det er Jordan eller Europa vi taler om. Desperation, bitterhed og uvidenhed er radikaliseringens bedste allierede,” lød advarslen fra Jordans udenrigsminister.

Set med hans øjne svigter omverdenen ikke bare flygtninge og nærområder, men risikerer også at skade alles sikkerhed.

Danmark med i ny alliance for multilateralisme

Ved FN’s generalforsamling, næsten samtidigt med at USA’s præsident Trump erklærede, at fremtiden ikke tilhører globallisterne, men patrioterne, blev en ny alliance lanceret. Alliancen for multilateralisme skal genskabe tilliden og støtten til det internationale samfund og fælles spilleregler. Det i en tid, hvor FN er under gevaldigt pres, respekten for forlængst vedtagne retningslinjer smuldrer, og FN mangler penge.

Det er en tysk ide, Tyskland og Frankrig går i spidsen for indtil videre mindst 50 lande, og udenrigsminister Jeppe Kofod (Soc.) har meldt Danmark ind i klubben.

Det giver ifølge seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) Louise Riis Andersen god mening for et land som Danmark.

“For små og mellemstore lande er det en absolut fordel at have et velfungerende internationalt system. Det er dem, der betaler prisen, når systemet ikke virker, mens fælles løsninger gavner alle.“ Sådan trak hun fordele og ulemper op efter udenrigsministrenes møde.