I forrige afsnit af min serie fra Malawi var jeg netop nået igennem rundkørslen. Jeg er overbevist om, at jeg er på rette vej. Derfor er jeg helt ligeglad med, hvad der ville være sket, hvis jeg havde valgt en anden vej ud af rundkørslen. En undersøgelse, som den jeg foretager, kræver en stærk fornemmelse for, hvor man befinder sig og en god orienteringsevne.
Stedsans
Man taler om stedssans, men hvad vil det egentlig sige at have stedsans? – instinktivt at vide, hvor man befinder sig, når som helst og aldrig at fare vild. Det er ikke noget, man tænker over, men bare noget som sker. Jeg skulle til at sige, at det sker af sig selv, men det gør det jo altså ikke. Det er en bestemt evne til at gøre noget, ligesom at lytte eller at se. En hvilken som helst sans kan blive sløvet, når den ikke bliver brugt eller skærpet gennem øvelse. Der er ikke forskel på det, som kroppe kan og andre menneskelige færdigheder, og det sker aldrig af sig selv, men kun gennem mange gentagelser.
Stedssans bliver for det meste kun opfattet som evnen til at kunne finde vej, men jeg taler om meget mere end at kunne finde vej. Den almindelige evne til finde vej er her eksploderet til en kartografisk antropologi, hvor der ligger en utallig række imaginære og potentielle kort i kroppen, som kan aktiveres under bestemte og særlige omstændigheder – i mødet med lokaliteter, der Interfererer med et kartografisk tableau.
Den evne, som stedssansen repræsenterer, opstår gennem konkret erfaring. Hver eneste gang jeg bevæger mig rundt i byer og landskaber, oplever jeg nysgerrigt, hvad der sker omkring mig. Min nysgerrighed har aldrig været tilfældig, men har altid været systematisk ordnet og en automatisk reaktion på omgivelserne. Derfor kan man tale om en undersøgelsesmetode – en antropologi.
Gadesælgernes genealogi
Gaden er et særligt element med sine bestemte vilkår. Hver eneste gadesælger, som jeg møder, får mig til at genopleve alle de andre gadesælgere, jeg har mødt. I Blantyre møder jeg nogle stykker af dem på et hjørne, hvor jeg tøver lidt. Jeg er ikke sikker på, hvilken vej jeg skal gå, fordi gaden svinger på en uoverskuelig måde, så jeg for et øjeblik mister orienteringen. Jeg står stille og kigger. Det er lige foran en forretning, men jeg husker den ikke. Jeg er kun interesseret i gadesælgerne.
Det er faktisk ikke rigtigt, at jeg standser, fordi jeg mister orienteringen. Jeg køber noget af den ene af sælgerne på fortovet – en elektrisk installation, men jeg har glemt hvilken slags. Det er sandsynligvis en stikkontakt-omformer, fordi alle dem, jeg allerede har, ikke passer til kontakten på hotellet.
Jeg taler med den kvindelig gadesælger, men hun siger ikke så meget. Måske fordi hun er kvinde, og jeg er mand, eller også er det sproget, der kommer imellem os. Den mandlige gadesælger ved siden af bryder ind i samtalen og overtager den. Vi taler et stykke tid, inden jeg fortsætter rundt i byens gader. Jeg lader som om, jeg er vej til et bestemt sted, selvom det ikke er tilfældet. På forhånd har jeg læst noget om byen, hvilket dirigerer min færden.
Jeg drejer omkring et hjørne på et tidspunkt og ser en bager, hvilket faktisk overrasker mig. Jeg krydser gaden og går ind i forretningen, hvor jeg køber brød og nogle kager – ikke kun fordi jeg er sulten, men det er også en del af min kartering af kvarteret. Jeg passerer forbi en del banker længere henne ad den samme gade. De fleste har en hæveautomat, men nogle af dem virker ikke. Jeg leder efter markedet. Det ligger ikke så langt derfra.
Hvis jeg havde været en traditionel geograf, ville jeg have optegnet gadernes forløb og kvarterets fysiske struktur. Derefter ville jeg have påført, hvilke funktioner der fandtes, og lavet en optælling. Den ophobning af information ville efterfølgende danne baggrund for en analyse af kvarteret og byen ud fra en række parametre.
Jeg foretrækker at gøre det på en lidt anden og mere tilfældig måde. Det er meningen, at min vandring gennem byens gader skal være tilfældig, men ingen retning er fuldstændig tilfældig. Der er altid et princip.
Jeg arbejder med en organiseret tilfældighed, hvor jeg forinden har udvalgt nogle koordinater, som jeg styrer efter. De har ikke i sig selv nogen betydning, men de sikrer, at jeg bliver ført gennem byens gader på en ikke alt for fastlagt måde. Det er vigtigt, at der er en vis åbenhed i min registrering. Den eneste koordinat, som jeg bruger i Blantyre, er et hotel, hvor jeg har læst, at der er en god udsigt fra tagterrassen. Det viser sig at være forældet information. Der er ikke længere en restaurant på øverste etage, men kun en konferencesal, som jeg ikke får lov til at besøge. Jeg får ingen udsigt over byen, men det er heller ikke vigtigt. Det var bare en koordinat for at lede mig en tilfældig vej gennem byen.
Om service og bedrevidenhed
Uden for hotellet møder jeg et par taxachauffører, som jeg falder i snak med. Jeg skal til lufthavnen den næste formiddag, derfor kan jeg ligeså godt tjekke prisen. Godt nok har jeg allerede har fået tilbudt en taxa på mit eget hotel, men jeg holder meget af at forhandle om prisen. Det er ikke, fordi prisen interesserer mig, men jeg får meget anden information undervejs. Den information, jeg får, kan jeg ikke nødvendigvis bruge til noget, da jeg forlader byen og landet dagen efter, men jeg kan aldrig vide, hvornår jeg vender tilbage. Om ikke andet går tiden med noget, og det er ikke uvæsentligt.
Om aftenen spiser jeg på mit hotel og tilbringer nogle timer i baren. Det er en livlig aften, selvom det kun er tirsdag. Her er mænd med venner, par, der er på date, og en gruppe af unge kvinder i byen. Hotellet har ry for at være et sted, hvor hvide udlændinge foretrækker at overnatte.
Den næsten morgen sidder jeg og spiser morgenmad, inden jeg tager til lufthavnen. Ved et bord i nærheden sidder to piger og en fyr. Senere i lufthavnen møder jeg den ene af pigerne, som viser sig at være fra Israel. Hun beklager sig højlydt og irriteret til servitricen i cafeteriet, fordi hun ikke kan få det, som hun ønsker sig, og der går lang tid, inden hun får, hvad hun har bestilt. Jeg tænker, at hun må have det meget hårdt.
Hun fortæller mig, at hun har arbejdet som frivillig forskellige steder i Malawi, Mozambique og Sydafrika, men mest af alt beklager hun sig over manglende service. Jeg forsøger at afdramatisere og dæmpe hendes irritationer, men det lykkes ikke. Hun minder mig om mange unge hvide, som jeg har mødt i forskellige afrikanske lande, der opfører sig bedrevidende og nedladende. Jeg vil gerne kunne tage hendes attitude fra hende, men jeg ved godt, det ikke kan lade sige gøre. Det er måske også lige meget.
Vores veje skilles, ligeså hurtigt som vi mødte hinanden, men hun opførte sig ikke pænt over for servitricen. Jeg går ombord og flyver til Johannesburg, hvilket på alle måder er en helt anden historie.
