Der er mange helte her under coronakrisen. Sundhedspersonalet bliver fuldt fortjent hyldet med klapsalver hver aften verden over, og de sociale medier herhjemme flyder over med taknemmelighed til kassemedarbejdere, lastbilchauffører, buschauffører, skolelærere, renovationsarbejdere, frivillige, der handler ind for særligt udsatte og mange, mange flere, der udviser stort samfundssind i den her tid.
Men en vigtig gruppe, vi glemmer at hylde, er de journalister, der dækker coronakrisen fra dens brændpunkter og fortæller os historier, vi ellers aldrig ville kende til.
Én af dem er freelancejournalisten Lise Josefsen Hermann, der er bosiddende i Ecuador og netop har tilbragt ti dage i Guayaquil, Ecuadors største by og epicenter for landets Covid-19-udbrud.
”Er det nødvendigt, jeg går ind og ser det her lig?”
“Det er noget af det sværeste og hårdeste, jeg har været med til at dække. Det har været voldsomme oplevelser,” fortæller Lise Josefsen Hermann.
“Det er en sygdom, du er bange for at blive smittet med. Hele tiden. Det var en ekstra ting at have hængende over hovedet. Normalt ville jeg som journalist gå så tæt på som muligt, men er det nødvendigt, jeg går ind og ser det her lig? Det er det måske ikke, så jeg kan godt holde afstand. Jeg prøvede at holde hovedet koldt, så jeg ikke udsatte mig for unødvendig risiko. Vi (hun var af sted med fotografen Ivan Castaneira, red.) er stadig ved godt helbred, men det kan godt være, vi er blevet smittede,” fortæller hun over telefonen fra sit hus i bjergene uden for hovedstaden Quito.
Hun tog til Guayaquil for at producere en udsendelse til Horisont på DR, hvor hun følger den ecuadorianske journalist Blanca Moncada fra den lokale avis Expreso, når hun besøger de mange familier i Guayaquil, der har lig af familiemedlemmer liggende derhjemme. Udenfor på gaderne er der ligkister overalt, fordi myndighederne ikke kan følge med de høje dødsrater.
Det er til at forstå, når Blanca Moncada i udsendelsen siger:
“Vi bliver aldrig de samme igen efter det her.”
Også journalister dør
Guayaquil er Ecuadors største by med tre millioner indbyggere. Byen er epicenter for coronaudbruddet i Ecuador, som desuden er det land i Latinamerika med det højeste antal coronasmittede og -relaterede dødsfald per indbygger.
Officielt er der per 20. april bekræftet 521 døde med Covid-19 i Ecuador, men samtidig siger myndighederne, at der i de første to uger i april er registreret 6.703 dødsfald i Guayas-provinsen, hvor Guayaquil er hovedstad. Det er 5.700 flere dødsfald end normalt. Det vides dog ikke, hvor mange af disse dødsfald skyldes Covid-19, og hvor mange, der skyldes andre sygdomme, som ikke blev behandlet, fordi sundhedssystemet er brudt sammen.
Da Lise Josefsen Hermann rejste af sted var fire journalister døde med Covid-19 i Guayaquil, og derfor var det ikke en let beslutning at tage af sted. Siden har yderligere otte journalister mistet livet.
I Horisont, der blev vist tirsdag den 14. april, fortæller Blanca Moncada, at hun er gået fra at være observatør til pludselig at være en del af fortællingen. Hun er med i Whatsapp-grupper, hvor lokale journalister normalt diskuterer journalistik. Nu snakker de i stedet om ilt, masker og medicin, de kan give væk til deres kilder.
“De (journalisterne, red.) er dybt involverede, og det kan jeg godt forstå. Hvis jeg boede der, var det nok også svært at opretholde rollen (som objektiv journalist, red.), men vi tog hjem igen, og nu sidder jeg i Quito og følger med i tallene, så det er lettere at holde en professionel distance,“ siger Lise Josefsen Hermann og tilføjer:
”Det gjorde indtryk at se, hvor bange de lokale journalister var. Der er så mange journalister, der har dækket situationen, der er døde.”
En journalistisk forpligtelse
Som journalist er jeg nysgerrig efter at vide, hvorfor hun alligevel tog af sted, og hvilke overvejelser hun gjorde sig i den forbindelse.
“Jeg har boet i Ecuador i snart fem år, og jeg følte mig forpligtet til som journalist at tage af sted. Jeg oplever stadig både i Ecuador og internationalt, at nogle tror, situationen i Guayaquil er fake news og spørger, om det er rigtigt, hvad der sker der. Men der sker noget alvorligt, og myndighederne dækker over det, og derfor kan jeg ikke sidde herhjemme og hygge mig på bjerget. Det er grundessensen af min journalistik, at hvis jeg kan få noget frem, så skal jeg gøre det,” forklarer Lise Josefsen Hermann.
Inden hun rejste til Guayaquil, gjorde Lise Josefsen Hermann som alle andre i Ecuador: Quedaté en casa. Holdt sig for sig selv og gik kun udenfor én gang om ugen, når hun skulle handle.
Hun lægger ikke skjul på, at det var en svær beslutning at tage af sted:
“Fotografen (Ivan Castaneira, red.) sagde, han ville tage med, hvis jeg besluttede mig for det. Og fotograferne hænger altså ikke på træerne, for de fleste har jo ikke lyst til at gå uden for døren for tiden. Der var flere af mine venner, der blev sure på mig, for hvad havde jeg gang i?”
Lise Josefsen Herman pitchede idéen til flere af de danske redaktører, hun normalt samarbejder med, men mange af dem hørte hun aldrig fra. Det var hendes indtryk, at historien fra Guayaquil ikke står lige så højt på listen over, hvad danske medier er interesserede i sammenlignet med situationen i Italien, Spanien og USA.
Men så slog DR til, og det blev pludselig alvor.
Kindkys fra sundhedsminister
Fordi Lise Josefsen Hermann arbejder som freelancejournalist, gjorde hun ekstra meget ud af at forberede de ti dages reportagerejse grundigt: Sikkerheden skulle være på plads, og hun ville ikke gå på kompromis. Det er situationen for alvorlig til.
Hun fik en god aftale med DR, som sørgede for, hun blev tjekket ind på et godt hotel, havde dragt og maske til rådighed og kunne gå to uger i karantæne, når hun kom tilbage til sit hus uden for Quito.
Forberedelserne og hendes forholdsregler blev næsten gjort til skamme, da Ecuadors sundhedsminister under et interview om situationen i Guayaquil på latinamerikansk manér prøvede at kindkysse hende og jokede med, at han ‘da ikke har coronavirus’.
Det var en absurd situation, siger hun.
“Vi grinede jo lidt af det, for ved han egentlig, hvad der foregår? Da jeg snakkede med de fattige i Guayaquil, gav de også udtryk for, at politikere og præsidenten godt kan have den her attitude, for hvis de bliver syge, skal de nok få behandling på hospitaler. Det virker så kynisk og arrogant. Hvordan kan man forvente, at befolkningen følger reglerne, hvis sundhedsministeren ikke gør det?”
I Guayaquil var der kister over det hele, og alligevel var der ikke nok til de mange lig.
Foto: Ivan Castaneira
”Vi var overvældede over kisterne over det hele. Og stanken.”
Lise Josefsen Hermann havde bedt mig om, først at ringe dagen efter hun kom tilbage til sin bjergtop uden for Quito. Hun var udmattet. Og hun skulle lige komme sig for ikke at bryde sammen, for selvom hun har arbejdet som freelancejournalist i regionen i mange år, har hun aldrig dækket noget lignende:
“Vi prøvede at forberede os mentalt på, hvad vi ville møde, men det var umuligt. Det sværeste var den følelsesmæssige del. Vi var overvældede over kisterne over det hele. Og stanken, selvom vi havde masker på. Det var meget overvældende. Især den første dag hvor vi så det hele på få timer,” siger hun.
Hun forklarer, at kravet om at holde afstand betød, hun ikke kunne komme så tæt på kilderne og historierne, som hun plejer. Men på trods af afstand, beskyttelsesdragt og maske ramte det hårdt:
”Det var svært ikke at blive berørt, når vi var hjemme og besøge familier, der er desperate og sørger.”
Du er sej, siger jeg til hende, for jeg beundrer virkelig journalister, der brænder så meget for at fortælle de vigtige historier, der udspiller sig rundt om i verden. Især fra Latinamerika, som vi sjældent hører om i danske medier.
“Men det var en svær beslutning,” siger hun – og selvom oplevelsen sidder i hende, fortryder hun ikke, at hun tog af sted. Det var historien for vigtig til:
“Jeg fortryder ikke, for det var vigtigt at være her som journalist, og hvad skulle jeg ellers dække fra Ecuador? Det er det vigtigste, der sker i landet, mens jeg har boet her, så jeg kunne ikke gøre andet. Men måske jeg siger noget andet, hvis jeg bliver testet positiv.”
I karantæne på bjerget
Nu venter to ugers karantæne, medmindre hendes prøve viser sig at være negativ.
De uger skal hun først og fremmest bruge på at hvile ud, men hun skal også fortsat arbejde og følge situationen i Guayaquil for DR, og så har hun også andre opgaver at se til, mens hun er i isolation.
Inden vi afslutter samtalen, kan jeg ikke lade være med at spørge, om hun overvejer at rejse tilbage til Danmark, når nu Ecuador er så hårdt ramt?
“Det er et relevant spørgsmål. Det er mere kompliceret at komme hjem, for lufttrafikken er lukket. Måske siger jeg noget andet, hvis jeg bliver syg, men jeg er journalist, jeg bor her, og jeg skal være her. Det her er det allervigtigste tidspunkt, at jeg som journalist er her på, så jeg kan ikke bare smutte til Danmark,” siger hun, men skynder sig at tilføje:
“Men det kan godt være, min mor synes noget andet.”
Mette Mølgaard er freelancejournalist.
