Tragisk endeligt for modig egyptisk LGBT-aktivist

4988338912_2755567650_c
Det var det ikoniske regnbueflag, som Sarah Hegazi svang til en koncert, der sendte hende i fængsel.
Foto: Benson Kua/CC BY-SA 2.0
Forfatter billede

16. juni 2020

Den blot 30-årige egyptiske LGBT-aktivist Sarah Hegazi blev søndag fundet død i sin lejlighed i eksilet i Canadas største by, Toronto. Efterfølgende bekræftede hendes advokat, at der var tale om selvmord.

Det var i øvrigt anden gang hun forsøgte, efter hun i 2017 blev arresteret, fængslet og torturet af myndighederne i hjemlandet. Årsag: Som stolt lesbisk svingede Sarah Hegazi det regnbuefarvede flag, der signalerer homoseksuel, til en koncert under en musikfestival i Cairo. 

I forbindelse med sit selvmord efterlod Sarah Hegazi (efternavnet betyder ’kvinde fra Hijaz’, altså det hellige område hvor Mekka ligger, red.) et meget afklaret selvmordsbrev, hvor der med flot arabisk håndskrift poetisk stod:

”Til mine søskende – jeg prøvede at finde forløsning og mislykkedes, tilgiv mig. Til mine venner – oplevelsen (rejsen) var hård, og jeg er for svag til at modstå den, tilgiv mig. Til verden – I var i vid udstrækning grusomme. Jeg tilgiver jer.”

Forud for sit selvmord havde Sarah Hegazi tilbragt to år i Canada, hvor hun havde søgt politisk asyl efter sine tre måneder i fængslet i Cairo. Hun led af – og blev behandlet for – en meget stærk grad af posttraumatisk stresssyndrom (PTSD) samt en dyb depression. Efter selvmordet er Hegazi blevet hyldet mange steder på nettet for sit mod og politiske arbejde, som går helt tilbage til Det Arabiske Forår.

Eneste kvinde
Der er forskellige versioner af, hvad der skete den oktoberdag i Cairo, hvor Sarah Hegazy blev arresteret. 

Det ligger fast, at det var en musikfestival, og det ekstremt populære libanesiske indierockband Masrou’ Leila skulle spille. Masrou’ Leila har en karismatisk forsanger i amerikansk-libanesiske Hamed Sinno, som er åben bøsse og en kendt LGBT-aktivist i Mellemøsten. Det er også sikkert, at Sarah Hegazi sammen med en anden aktivist, den nu 24-årige Ahmed Alaa, midt under koncerten svingede det store regnbuefarvede flag. 

Tilsyneladende var det, efter at koncerten var slut, og aktivisterne stolt havde foreviget øjeblikket ved at uploade billeder på sociale medier (blandt andet et ikonisk billede af en lykkeligt smilende Sarah Hegazi med flaget), at arrestationerne faldt.

I alt blev godt 100 aktivister arresteret i forbindelse med koncerten, men fokus blev rettet mod Sarah Hegazi – der i øvrigt var den eneste kvinde blandt de anholdte – og Ahmed Alaa, der begge blev sigtet for at have svunget flaget. 

Chikane, overfald og voldtægt
I Sarah Hegazis tilfælde lød sigtelsen på at “promovere seksuel afvigelse og skørlevned” med en strafferamme på 15 års fængsel. Ahmed Alaa, der også endte i Canada efter sin fængselsstraf, blev sigtet for “medlemskab af en ulovlig gruppe” – unægtelig en noget mildere udlægning af den samme handling.

I fængslet blev Sarah Hegazi chikaneret og overfaldet af medfanger, der fik fri bane til at udtrykke modstand mod hendes seksuelle orientering. Hun kom i isolation, tilsyneladende for at beskytte hende mod de andre fanger, men det førte i stedet til, at vagterne nu kunne overtage og fortsætte chikanen. Hegazi blev voldtaget og måtte dagligt høre på nedsættende kommentarer om sit seksualliv. Hun nåede at tilbringe tre måneder i fængslet, inden hun blev løsladt mod kaution.

Sarah Hegazi var i forvejen kendt af regimet. Hun havde i en årrække allerede markeret sig som modstander af Abdel-Fattah al-Sisis brutale regime og bekendte sig til socialismen og det nu forbudte venstreorienterede parti Hizb al-Eish Wa al-Horria, som betyder Brød- og Frihedspartiet.

Fængslet var ikke meget bedre for unge Ahmed Alaa, som til amerikansk national radio har fortalt, hvordan fanger på samtlige fire etager i fængslet råbte hans navn og kaldte ham ”bøssen fra Mashrou’ Leila-koncerten”, ligesom der var konstante trusler mod ham.

Inden det lykkedes for ham at slippe ud af Egypten, forsøgte også han at tage sit liv.