Egyptisk populærmusik er under konstant pres for at indordne sig regimets krav

gettyimages-1152438524
Revolutionens stemme, Ramy Essam, flygtede, overlevede og modtog Havels Frihedspris.
Foto: Julia Reinhart/Getty Images
Kirsten Larsen

26. januar 2021

“Det er ikke fængslet, der dræber mig. Det er ensomheden,” skrev den 24-årige producer og fotograf Shadi Habash i oktober 2019. Syv måneder senere afgik han ved døden i Tora-fængslet uden for Kairo.

En retssag imod ham kom i løbet af hans to-årige fangenskab aldrig i gang, selvom hans sag virkede oplagt: Han var sigtet for terror, efter at have produceret en grovkornet musikvideo med rocksangeren Ramy Essam. som med et refræn bygget på et af præsident Abdel Fatah al-Sisis øgenavne, ”Ballaha” (en dadel), hamrede fast, at al-Sisi var ”en tåbenakket taber,” som sammen med sin ”bande” (militæret), havde ”stjålet egypternes land.”

På YouTube var musikvideoen fløjet til vejrs i raketfart, og ”Ballaha’s” tekstforfatter, Galal el-Bahairy, blev i marts 2019, en månedstid efter lanceringen, hevet for en militærdomstol og idømt tre års fængsel uden appelmulighed.

Revolutionens stemme
Rocksangeren Ramy Essam, derimod, havde regimet ikke kunnet nå. Han var flygtet fra Egypten i 2014, og indspilningen af musikvideoen var foregået et sted i udlandet.

Ramy Essam opnåede under ”januar-revolutionen” i 2011, kultstatus som ”revolutionens stemme” ved at sætte musik til Tahrir-pladsens enkle slagord mod præsident Mubarak som ”Irhal, ya Mubarak” (forsvind, Mubarak) og få hele pladsen til at synge med.

Han var del af en ny anti-autoritær generation af autodidakte politiske kunstnere, som straks efter Mubaraks fald i februar 2011 sluttede sig til modstanden imod Egyptens nye ”midlertidige” magthavere, Det Øverste Militære Råd, og bed sig fast på Tahrir-pladsen for at ”fuldende revolutionens krav om brød, frihed og social retfærdighed.”

Det kostede ham en tur hen på det nærliggende egyptiske museum, hvor militæret udsatte ham for tæt på dødelig tortur. Da han var kommet sig, var han imidlertid kun blevet endnu mere bandsat og sang ”Irhal, ya Asker” (forsvind, militær) – og fik stadig hele pladsen til at synge med.

Men to år senere, da daværende forsvarsminister, general al-Sisi, ”korrigerede 2011-revolutionen” og afsatte den første demokratisk valgte præsident i Egyptens historie, islamisten Mohamed Morsi, var Ramy Essam blevet gjort til jaget vildt i sidegaderne.

Det havde Mohamed Morsis magtbase, Det Muslimske Broderskab, været med til. De delte generalernes afsky for de sekulære unges musik, bemægtigede sig scenerne med religiøse slagord, og allierede sig med militæret.

Militærpolitisk korrekt musik
Men militæret snød Brødrene, og mens de unge sekulære havde svært ved at finde ud af, hvem der var deres værste fjende, og demonstrationer mod den tonedøve Morsi og Broderskabet tog til, hyrede ”De Væbnede Styrkers Afdeling For Moralske Affærer” i samarbejde med musikersammenslutningens formand og det gamle regimes mediemoguler en sværm af falmende popstjerner, som revolution og Broderskab havde gjort mere eller mindre arbejdsløse.

Og da tiden var inde til ”million-mand-marcher” mod Morsi, lancerede de som på kommando en ørehænger: ”Vær velsignet dine hænder,” som var et begejstret svar på en tale, al-Sisi havde holdt til kunstnerne, da de et par måneder tidligere havde optrådt under den årlige fejring af hærens bedrifter i krigen mod Israel i 73: ”Vi (hæren) vil hellere skære hånden af os selv end at løfte den imod jer,” havde han sagt, ”for blodet i hver en egyptisk soldats årer er gjort af kærlighed til Egypten”.

”Vær velsignet dine hænder” var en modernisering af det gamle regimes propagandamusik, nu udstyret med en musikvideo med billeder af glade, hoppende og flag-besmykkede sangere, af sortsværtede, muskuløse elitesoldater med eksploderende missiler – og af al-Sisi, Egyptens kommende frelser, som dirigerede hærens frygtindgydende krigsmaskine til kamp mod alskens fjender. Dens refræn overdøvede alt og blev dundret ud og skrålet overalt; under præsident Morsis afsættelse, under gadekampene og under de blodige massakrer på Morsi-støtterne i august 2014. Og herfra gik det slag i slag.

”Vi delegerer magten til vores drøm (al-Sisi). For I (Det Muslimske Broderskab) er ikke os, I er ikke fra vores land, I handler med djævelen,” sang uniformerede sangerinder med skrig-rød læbestift, og selv i de store byers fattigkvarterer, som huser langt over halvdelen af Egyptens befolkning, var lettelsen over at udskifte de håbløse Brødre med en stærk, guddommelig Farao, tilsyneladende så stor, at hyldesterne til Al-Sisi kom på toprepertoiret, når orkestre og DJ’s fyrede op under bryllupsfester ude i gaderne.

Og da al-Sisi året efter blev valgt som præsident med 97 procent af stemmerne, havde en emiratisk verdensstjerne, Hussein al-Jasmi, hjulpet han til magten ved at få det meste af Egypten til at synge med på en glad sang, ”Boshret Kheir” (gode tidender), i en musikvideo, hvor renvaskede fattige fra hver en krog af Egypten dansede med.

Men de gode tider udeblev. Og selvom produktionen af hyldestsange til militæret, politiet og al-Sisi er fortsat i en uendelig strøm, klinger de mere og mere falskt i takt med den voksende fattigdom og den vedvarende jagt på regimets fjender. Og dén musik, der nu får murene til at vibrere i fattigkvarterernes snævre gader, er for det meste langt fra regimets smag.

Alkohol og hash
”Mahraganat” (”festivaler”) hedder den mest dominerende og mest uregerlige genre. Den er en blanding mellem techno, rap og traditionel arabisk musik, og den bygger på en gammel tradition, kaldet ”shaabi” (folkelig), som med sit saftige frisprog og ligefremme beskrivelse af fattigdommens råhed kun sjældent høres i medierne.

Men i takt med, at det egyptiske internet er kommet op i et anstændigt tempo, er den alligevel nået ud til de unge overalt, og det har gjort den mainstream i en sådan grad, at én af dens forholdsvis stuerene repræsentanter, sangeren Hassan Shakoush, sidste år blev inviteret til at optræde i den årlige, tv-transmitterede koncert på Valentine’s Day, hvor hjerte og smerte – og ikke social elendighed – er temaet.

Det var det også i Shakoush’s sang, ”Naboens Datter.” Men så bragte han alligevel alt for meget social virkelighed med sig ind på scenen:

”Hvis du forlader mig, vil jeg hade mit liv, miste mig selv og drukne mig i alkohol og hash,” lød omkvædet fra hans rå falset. Og værst af alt – i hvert fald for dem, der mener at Egypten er renhedens land: Sådan som de 30.000 unge publikummer skreg med på ”alkohol og hash,” lød det som om, at de på forhånd kunne sangen udenad.

Det virkede som et chok på regimestøtterne. I talkshows blev mahraganat-genren stemplet som ”farligere end corona-virus.” Parlamentsmedlemmer ville forbyde denne ”samfundsnedbrydende musik” og tidoble straframmen for at besudle Egypten, og i musikersammenslutningen fratog man prompte Shakoush hans tilladelse til at optræde i al evighed – med dét resultat, at sangen nu er blevet afspillet over 450 millioner gange.

Musikersammenslutningen er en regimestyret ”fagforening” med myndighed til at arrestere musikere, som optræder uden tilladelse. Den er en papirtiger for så vidt, at intet bestyrelsesmedlem tør nærme sig fattigkvartererne og arrestere en mahraganat-sanger. Men den er også en guldkalv, for medlemskab giver adgang til de fede jobs. Så da Shakoush fik forbud mod at optræde, blev han desperat og udgav en militant hymne til al-Sisi på YouTube, ”Til Ørnens Pris”, med pyramider, templer, moskeer, hæren, politiet og masser af ørkensand, som forvandledes til funklende byer.

Og nu fremkaldte Shakoush’s ”smukke stemme” ifølge musikersammenslutningens formand pludseligt ”et sandt billede af egyptisk kultur”, og Shakoush blev tilgivet.

En lignende rutsjetur har den ellers så absolut apolitiske og stuerene popsangerinde, Sherine Abdel Wahab været igennem – to gange endda. Første gang for to år siden, fordi hun på tourné i Emiraterne gjorde sig vittig over, at den, der drikker af Nilens vand, ikke – som en berømt sang ellers foreskriver – for altid vil ønske sig tilbage til Egypten, men snarere bliver syg. ”Drik Evian i stedet. Det er bedre,” røg det ud af hende, og det kostede hende tilladelsen til at optræde plus en betinget dom på et halvt års fængsel.

Efter at have betalt sig ud af fadæsen med et eksorbitant beløb, plumpede hun så i igen, denne gang på tourné i Bahrain, hvor hun fik sagt, at det var umuligt at sige noget som helst i Egypten uden at havne i fængsel. Det kunne hun jo have ret i, men hun slap endnu engang med en kæmpe bøde efter at have fremstammet en undskyldning – udsendt på de fleste af Egyptens TV-kanaler – hvor hun bad ”Egyptens præsident, som er vores far, om tilgivelse. For jeg gjorde jo ingenting, og jeg elsker Egypten.”

Det er ikke fængslet, der dræber mig
Hendes undskyldning lød mere som angst end anger. Det var i begyndelsen af 2020, og på det tidspunkt var enhver i musikermiljøet via Facebook blevet gjort opmærksom på den 24-årige fotograf og producer af ”Balaha”, Shadi Habash’s bøn om hjælp fra Tora-fængslet:

”Jeg har brug for jeres støtte, og jeg har brug for, at I fortæller andre om, at jeg langsomt er ved at dø. Jeg ved, jeg har en masse venner, som elsker mig, men som er bange for at skrive om mig, og som tænker, at jeg vil blive løsladt uden deres støtte. Men jeg har brug for jer mere end nogensinde. Det er ikke fængslet, der dræber mig. Det er ensomheden.”

Den 2. maj 2020, da Shadi Habash døde, var ”Revolutionens Stemme” Ramy Essam, netop ved at sætte sin vens bøn om hjælp til musik i et alt for sent forsøg på at komme ham til undsætning.

Året forinden havde Ramy Essam fået Vaclav Havel-prisen for ytringsfrihed ved Oslo Freedom Forum og kvitterede med at sætte den tjekkiske nobelpristager, forfatter og præsidents ord om livet under kommunismens diktatur til musik:

”Jeg bor i sandhed i et system, hvor ord er i stand til at ryste hele samfundets regeringsstruktur,” sang han.

Den nye generation af mahgranat-sangere og DJ’s reserverer angiveligt en del af deres seksuelle frisprog og sociale vrede til deres unge publikum på ydmyge scener, mens de lukker mere indpakkede udgaver ud på YouTube og til gadefesterne.

Men deres tekster cirkulerer alligevel, og ingen kan nogensinde styre, hvad der kommer ud af munden på 100 millioner egyptere.