I de mørke morgentimer den 1. februar anholdt militæret i Myanmar landets præsident Win Myint og dets statsleder, Aung San Suu Kyi, sammen med en lang række parlamentsmedlemmer og omkring 100 civilsamfundsledere og aktivister. Siden har hærchefen overtaget magten, dannet en ny regering og udpeget en ny præsident.
Militæret har erklæret et års undtagelsestilstand og lovet at afholde et nyvalg, som erstatning for valget i november, hvor Aung San Suu Kyi og hendes parti, den Nationale Liga for Demokrati (NLD), vandt stort i det, der blot var Myanmars andet demokratiske valg siden afslutningen på over 50 år med militærdiktatur.
Allerede to dage efter kuppet blev der rejst tiltaler mod Win Myint og Aung San Suu Kyi, der risikerer tre års fængsel og kan blive pålagt at forlade NLD. Hvis det sker, vil hun være udelukket fra at stille op til nyvalg.
Kuppet var ikke forventet
Militærkuppet har sendt en chokbølge gennem befolkningen og kommer som en stor overraskelse for mange observatører. Godt nok har vi alle vidst, at militæret kunne lave et militærkup, hvis dets magt var presset, men at det rent faktisk ville ske, var der ikke mange, der havde troet.
Tværtimod har tendensen været at fremhæve, at militæret faktisk har nydt godt af de seneste fem år under Aung San Suu Kyi. Militærets magtposition er ikke blevet mindre, og militære topfolk har tjent godt på landets økonomiske åbning, hvor sanktioner er blevet løftet, og mange har investeret i landet. Aung San Suu Kyi er også blevet kritiseret internationalt for at have beskyttet militæret efter anklagen om folkemord på etnisk mindretal, som var et resultat af militærets angreb på de muslimske rohingyaer siden 2017.
Desuden var det militæret selv, som igangsatte Myanmars demokratiske åbning tilbage i 2011. Det skete under en forfatning, som militæret selv har forfattet, og som sikrer, at militæret bibeholder væsentlig politisk magt: 25 procent af pladserne i parlamentets to kamre – både i centralregeringen og ude i delstaterne – er således reserveret til militæret og altså ikke på valg, og militæret styrer en række centrale ministerier, der har ansvar for ikke bare forsvaret, men også politi, domstole og grænseovervågning.
En forfatningsændring kræver i øvrigt et flertal i parlamentet på minimum 75 procent, hvilket praktisk talt betyder, at det ville kræve opbakning fra militæret.
Med andre ord så har militæret sikret sig et politisk system, der kun delvist er demokratisk ved at give plads til en civilt valgt regering, men hvor militæret stadig har markant indflydelse. Så hvorfor skulle der være grund til et kup?
Er det et kup?
Militærets officielle årsag for at have overtaget magten er anklager om valgsvindel ved valget i november. Anklagerne, som valgkommissionen har afvist, blev først rejst af det militær-støttede oppositionsparti USDP og siden altså af militæret selv.
Med reference til forfatningen har militæret begrundet undtagelsestilstanden med, at landets suverænitet og sammenhængskræft er blevet truet, fordi 1) valget ikke er foregået efter reglerne og befolkningens ønske, 2) valgkommissionen har nægtet at reagere på valgsvindlen, og 3) implementeringen af demokrati ultimativt ikke er foregået ordentligt.
Disse anklager holder dog ikke vand.
På trods af problemer med vælgerlisterne, som også har været tilfældet ved tidligere valg – herunder valg organiseret af militæret selv – så har både internationale og lokale observatører godkendt valget som frit og retfærdigt.
Mellissa Crouch, som er juridisk ekspert i Myanmars forfatning, vurderer samtidig, at anklager om valgsvindel i sig selv ikke kan være belæg nok til at erklære undtagelsestilstand. Militæret kan heller ikke tage magten uden den siddende præsidents godkendelse ved underskrift; den har han ikke givet – i stedet er han blevet arresteret.
Derfor er det, vi ser, et reelt militærkup, selvom det forsvares med, hvad der klart tyder på at være utroværdige påstande om beskyttelse af forfatningen, demokratiet og folkets vilje.
Årsag og timing
Hvad er det så, militæret vil med dette kup og hvorfor lige nu?
Det er stadig ikke klokkeklart, hvad der reelt ligger bag, men meget peger på, at det handler om militærets ære og et behov for at demonstrere, hvem der reelt har magten i Myanmar. Der er også tegn på, at militæret ønsker at sikre sig øget civil politisk magt ved et nyvalg – og her er der nok både institutionelle og personlige magtpolitiske ting på spil.
Aung San Suu Kyis valgsejr i november understregede, at hun, selv efter fem svære år ved magten og med et begrænset politisk spillerum, stadig er enormt populær blandt befolkningen. Til gengæld tabte USDP, det militær-støttede oppositionsparti med mange tidligere militærfolk, pinligt stort og endte uden reel indflydelse.
Det er min vurdering, at militæret havde håbet på, at USDP ville gå frem og få så meget indflydelse i parlamentet, at det for eksempel kunne modvirke reformer, der var skadelige for militærets position. USDP’s nederlag var et slag i ansigtet på militæret, der er ydmyget af Aung San Suu Kyis store popularitet.
Samtidig har Myanmars hærchef, Ming Aung Hlaing, personlige politiske ambitioner. Han skal gå på pension i år, og der har tidligere været indikationer på, at han gerne så sig selv som præsident. Selvom han ikke er gået ind i partipolitik, stemplede USDP’s nederlag alligevel nok de politiske drømme som uopnåelige. Sidst i januar truede hærchefen indirekte med, at militæret ville tage magten, hvis ikke der blev gjort noget ved valgsvindelanklagerne.
Måske brugte han disse trusler mod Aung San Suu Kyi i et forsøg på at sikre sig en position i toppen af hendes regering? Og siden hun ikke gav ham noget, faldt hammeren så i form af et kup.
Kuppet kan også ses som en personlig udvej for Ming Aung Hlaing, der er anklaget ved den internationale domstol i Haag for folkedrab i forbindelse med overgrebene på rohingyaerne.
Det er svært at sige, om disse personlige årsager reelt ligger til grund for militærkuppet, men i hvert fald sidder Ming Aung Hlaing nu på magten og har allerede udpeget en ny valgkommission, der skal stå for det annoncerede nyvalg. Det giver ham og militæret gode muligheder for at styre valgets udfald, og med anklagerne mod Aung San Suu Kyi er håbet måske at skubbe NLD delvist ud af parlamentet.
Hvis formålet med militærkuppet er øget civilmagt til militærets støtteparti gennem frie og retfærdige valg, så tyder alt på, at det vil fejle. Jeg mener ikke, at militærkuppet er en realistisk strategi i forhold til at vinde befolkningens gunst, men der hersker nok ikke nogen tvivl om, at militæret vil prøve at bruge et nyvalg til at genvinde æren og manifestere sin magt – ikke ud fra demokratiske principper, men ved at skræmme oppositionen, civilsamfundet og politiske aktivister.
Folkelig foragt og civil ulydighed
I sin officielle erklæring refererer militæret til demonstrationer og folkelig modstand mod valgresultatet, og ja, det er sandt, at der har været sådanne demonstrationer, men i begrænset omfang og med lav deltagelse. Bottom line er, at den almindelige befolkning ikke vil tilbage til et militærstyre. Folk er chokerede, bange og utroligt oprørte og gale.
Som en nær ven skrev til mig, så har hun bare lyst til at flygte, for hun vil ikke se sine tre børn vokse op under et militærstyre, ligesom hun selv har gjort.
Det har også skabt stor angst, at militæret ikke blot har arresteret politikere, men også mange aktivister og ledere af civilsamfundsorganisationer, hvilket er et tydeligt tegn på, at militæret ikke vil tolerere kritiske røster. Alligevel er der en udbredt stemning blandt befolkningen for at gøre modstand, og NLD har da også opfordret på Facebook til ikkevoldelig civil ulydighed.
Men hvad er mulighederne for modstand? Og vil militæret tolerere det?
På de sociale medier er folk varsomme, og mange er gået over til krypterede og mere sikre kommunikationsplatforme. Samtidig gør folk, hvad de kan for at mobilisere forsigtig modstand. Om aftenen den 2. februar begyndte beboerne i Yangon at banke på potter og pander for åbne vinduer og på alterner – en praksis, der signalerer, at man vil drive onde kræfter på flugt. Aktionen var organiseret via Facebook og gentog sig de to følgende dage, på trods af en udtalelse fra militæret efter første aktion om, at folk ikke skulle protestere.
Militærkuppet har også mødt modstand i den offentlige sektor. Der har været fredelige strejker blandt sundhedspersonale, ansatte i landets landbrugsministerium, universitsfolk og personalet i det nationale luftfartsselskab.
Mulighederne for mobilisering er meget større i dag end ved sidste militærkup i 1990, hvor Aung San Suu Kyi blev sat i husarrest. Tiden er en anden, og efter et årti med et meget mere åbent system, har den almindelige befolkning adgang til internettet og sociale medier, de følger med i uafhængige medier og har internationale forbindelser. De er også mere oplyste og tror ikke bare på, hvad militæret siger. Det giver et lille håb om, at folkeligt pres, måske også inden for statsapparatet, kan få militæret til at genoverveje den proces, det har sat i gang. Man kan endda krydse fingre for, at der opstår modstand inden for militærets egne rækker.
Militæret gør, hvad det kan for at stoppe den online mobilisering og lukkede torsdag den 4. februar for Facebook, men folk er hurtige til at bruge andre tjenester eller bruge VPN-adresser for at omgå systemet. Frygten er, at militæret lukker helt for internettet.
Hvad kan Danmark og det internationale samfund gøre?
Danmark og andre vestlige lande har sammen med FN været meget kritiske over for militærets overgreb på de muslimske ronhingyaer og Aung San Suu Kyis manglende vilje til at stoppe disse overgreb.
Kritikken har mest været rettet imod Aung San Suu Kyi, som ellers har været anset som et demokratiikon og en menneskerettighedsforkæmper. Lige efter valget i 2015 herskede der en næsten naiv, eller om ikke andet så urealistisk international tro på, at demokrati og fred hurtigt ville indfinde sig i Myanmar under hendes ledelse. Dermed overså man, eller fejlede i at forstå, at knap 60 års militærdiktatur sætter sine spor og gør demokratisering til en både vanskelig og langsommelig proces. Selvom Aung San Suu Kyi har svigtet i forhold til at forsvare angreb på minoriteter og ikke formået at samle mindretallene under sig, så har man fra international side overset det store pres, militæret har lagt på hende.
Jeg tror på mange måder, at hun har handlet, som hun har, af frygt for at netop et militærkup ville finde sted, hvis ikke hun trådte varsomt over for generalerne. Det har til gengæld betydet, at hun har mistet meget af sin internationale opbakning, endda i en sådan grad at der har været overvejelser om at skære i udviklingsstøtten til landet blandt andet fra dansk side.
Det nye militærkup lægger tydeligt op til, at hvis det internationale samfund ønsker demokrati og bæredygtig udvikling i Myanmar, må der bakkes op om den civil valgte regering og sendes klare signaler om, at problemet ligger hos militæret. De seneste dage har det været yderst positivt at observere, hvordan både et samlet EU og rigtig mange lande som Danmark og USA på det kraftigste har fordømt militærets magtovertagelse og krævet, at de anholdte løslades, og at den civile regering genindsættes. Det er dog også vigtigt, at der handles.
USA har truet med sanktioner. Selv om det kan være effektivt til en vis grad, så har de hidtidige erfaringer med sanktioner ikke været positive – toppen af militæret har med blandt andet støtte fra Kina ikke lidt nogen nød, mens befolkningen til gengæld har været offer for både diktatur og international isolation. Målrettede sanktioner kan være et vigtigt signal, men understøtter ikke i sig selv reelle forandringer i Myanmar. Det er helt afgørende, at sanktionerne ikke går ud over befolkningens levevilkår, og at det sker i takt med mere direkte demokratistøtte inde i landet.
Den danske udenrigsminister Jeppe Kofod (S) har meldt ud, at Danmarks bilaterale bistand til Myanmar suspenderes, så længe militæret sidder på magten. Men ministeren har også lovet, at Danmark ikke vender ryggen til de demokratiske kræfter og befolkningen i Myanmar.
Det er et godt signal, for det er nemlig helt afgørende, at vi fra dansk – og vestlig side generelt – ikke truer med at trække os ud af Myanmar, men tværtimod truer med at blive.
Det er vigtigt, at Danmark fastholder en fuld diplomatisk tilstedeværelse i Myanmar. Dette for at sikre maksimal udnyttelse af diplomatiske muligheder for at lægge pres på militæret og engagere sig kritisk med myndighederne.
Dansk tilstedeværelse er også vigtig for at fastholde kontakt og støtte til civilsamfund, medier og andre demokratiske kræfter, herunder NLD og andre demokratiske partier, i det omfang det er muligt i Myanmar. Støtte gennem ambassaden til civilsamfund, frie medier, fagbevægelserne samt privat sektor-programmerne bør fortsætte og gerne styrkes, og der skal være en klar udmelding om, at den bilaterale bistand genoptages, når det er forsvarligt. En sådan udmelding vil sende et afgørende signal til befolkningen i Myanmar og de demokratiske kræfter om, at vi fortsat står på deres side.
Det er også vigtigt at man ikke glemmer landets fattige befolkning; isolerede og udsultede grupper er nemme ofre for militærets undertrykkelse og del og hersk-strategier. Vi skal holde os konsekvenserne af at afbryde den bilaterale bistand for øje – herunder de store konsekvenser, som fastfrysning af bistand under et militærregime kan have for folks levevilkår og deres adgang til sundhed og uddannelse, som vi har set tidligere i Myanmars historie.
I dette lys, skal der ikke udelukkende være fokus på demokratistøtte i en snæver forstand, selvom den er den mest presserende lige nu, men også på hvordan man kan justere bistanden og oprette særlige instrumenter til at støtte områder, der berører befolkningens sundhed, uddannelse og levevilkår.
Helene Maria Kyed er forskningsleder på DIIS, Dansk Institut for Internationale Studier
