Lars Engberg-Pedersen
Lars Engberg-Pedersen (født 1964) er forskningsleder og seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier, hvor han arbejder med forskellige sider af udviklingssamarbejdet.
Han har tidligere været rådgiver i Burkina Fasos indenrigsministerium med fokus på decentralisering og kommuner, og han har været international chef i Mellemfolkeligt Samvirke.
Forskningsmæssigt har han især erfaring fra Burkina Faso, men også lidt fra Karnataka i det sydlige Indien.
Han har forsket i emner som lokale organisationer, fattigdom, naturressourceforvaltning, lokal politik, institutionel udvikling og decentralisering.
I bunden af en kortfattet pressemeddelelse fra Udenrigsministeren fredag den 27/8 fremgår det, at ambassaden i Tanzania skal lukkes for at give plads til en styrket indsats andetsteds. Samtidig taler visse observatører om, at Taliban bør modtage udviklingsbistand mod at holde afghanske flygtninge hjemme. Dansk udviklingssamarbejde handler – strategier til trods – ikke længere om udvikling.
Udenrigsministeriet skal omlægges, og udenrigstjenestens evne til at levere på regeringens prioriteter skal styrkes. Det fremgår af en pressemeddelelse og et faktaark, der er blevet offentliggjort i dag.
Pressemeddelelsen konstaterer lakonisk til slut, at i ”forbindelse med omlægningen lukkes samtidig ambassaderne i Argentina og Tanzania.” Det er jo en beslutning med konsekvenser, da det må betyde, at landeprogrammet i Tanzania også lukkes. Det ville i hvert fald være et markant brud med den eksisterende praksis at gennemføre et landeprogram uden en ambassade i det pågældende land.
Selv om der længe har været mumlen om, at Danmarks mere end 50 år lange samarbejde med Tanzania skulle stoppes, er det forbavsende, at man skal læse det i bunden af en pressemeddelelse om organisatoriske ændringer af Udenrigsministeriet.
Hvorfor lukke i Tanzania?
Det er også en kende underligt, at en lang og delvist inklusiv proces til udarbejdelse af en ny udviklingspolitisk strategi lige er tilendebragt, uden at spørgsmålet om landevalg mig bekendt var en del af forhandlingerne.
Just derefter kommer denne beslutning uden anden begrundelse, end at der skal frigøres ressourcer til regeringens andre prioriteter.
Tanzania har været præget af en uheldig politisk udvikling under præsident Magufuli fra 2015 til marts i år, men siden da er der begyndt at komme mere positive signaler. Samtidig har landet haft en ganske pæn økonomisk vækst i en længere årrække, så mulighederne for at opnå gode resultater med udviklingssamarbejdet er ikke ringe.
Som minimum må regeringen levere en klar forklaring på, hvorfor den lukker udviklingssamarbejdet med Tanzania. Hvis der ikke er anden begrundelse, end at der skal frigøres ressourcer, kan man let få den tanke, at det langsigtede udviklingssamarbejde ikke prioriteres af regeringen.
Denne tanke underbygges delvist af de øvrige omlægninger, hvor samarbejdet i Bangladesh og Myanmar nedprioriteres gennem beskæringer af de danske ambassader dér. Danmark har haft langvarige landeprogrammer i de to lande, og selv om militærkuppet i Myanmar nødvendigvis må give anledning til overvejelser, vil nedprioriteringerne utvivlsomt betyde, at mulighederne for at nå udviklingsresultater forringes.
Hvad opprioriteres så? Fokus på migration, Europa- og sikkerhedspolitik, eksportfremme og Arktis. Det er svært at se disse emner som en del af en langsigtet udviklingspolitik med fokus på fattigdomsbekæmpelse og bæredygtighed jævnfør loven om udviklingssamarbejde. Formodentlig kan for eksempel Europapolitikken næppe styrkes med midler fra udviklingsbistanden, men bistanden skal sikkert finansiere mange af de nævnte tiltag.
Samarbejde med Taliban?
Samtidig er der nu en diskussion af, om Danmark fortsat skal levere udviklingsbistand til Afghanistan. I de senere år har den årlige ramme ligget omkring 400 millioner kroner, og nogen tænker, at man skal fortsætte det arbejde, fordi det skylder vi afghanerne, mens andre mener, at vi dermed kan købe Taliban til at forhindre afghanerne i at flygte til Europa.
Jeg har meget, meget svært ved at se et udviklingssamarbejde med Taliban for mig. Man kan sikkert styrke nødhjælpen til Afghanistan, og man kan muligvis kanalisere mindre udviklingsmidler igennem en organisation som DACAAR, der har et stærkt lokalt netværk, men et officielt samarbejde med Taliban er absurd, medmindre Taliban pludseligt ændrer markant karakter.
For det første deler Danmark og Taliban meget få værdier og har ganske forskellige mål med en udviklingsproces. Udvikling handler langt fra kun om brønde og veje, men i nok så høj grad om den langsigtede organisering af samfundet, og den skal afghanerne selvfølgelig beslutte sig for, men Danmark skal kun støtte det, der harmonerer nogenlunde med danske ideer.
For det andet lader det ikke til, at Taliban vil tolerere et mangfoldigt civilsamfund, hvor man kan finde relevante organisationer og arbejde med dem. Det har ofte været strategien, når militær og autoritære ledere har taget magten i danske samarbejdslande, men det lader ikke til at være en mulighed i Afghanistan.
En pind i ligkisten
Danske udviklingsmidler til Afghanistan under de nuværende omstændigheder vil derfor være endnu et skridt i retning af at afvikle det langsigtede udviklingssamarbejde enten til fordel for mere nødhjælp eller for at ’købe’ sig fra at modtage flygtninge fra landet.
Samlet set lader det til, at bedemanden har haft travlt med at banke ligkisten for Danmarks udviklingssamarbejde sammen de seneste dage. Vi har en lov for udviklingssamarbejdet, og vi har for nylig fået en ny udviklingspolitisk strategi, som fik en del roser med på vejen, men begge lader til at være komplet irrelevante i realpolitikken. Vi afsætter 0,7 procent af bruttonationalindkomsten til udviklingsbistand, men de bruges på alt andet end udvikling.
