Artiklen bygger på interviews med Philip Clarke, tidligere direktør i Læger uden Grænser, samt rapporter og artikler fra tilbage til 1999, hvor sagen for første gang blev rapporteret om, og helt frem til 2021, hvor retssagen skal til at begynde. Globalnyt skrev om selve anklagen i sidste uge. Denne artikel går i dybden med, hvad der leder op til retssagen, som går i gang om få måneder.
Læs også: Sverige lægger sag an mod oliegigant
Historien om svenske Lundin Energys olieeventyr begynder tilbage i 1991, da firmaet underskriver en aftale med Sudans regering. Aftalen giver olie-virksomheden tilladelse til at udforske et område i Det Røde Havs ud for landets kyst for mulige oliekilder. Lundins olieeventyr er finansieret af svenske investorer, som kunne opkøbe aktier i projektet gennem børsen i Stockholm.
I 1997 udvider Lundin sine aktiver i Sudan og køber en eksklusiv licens til at lede efter olie i et næsten 30.000 km2 stort område tæt ved Nilen i det nuværende Sydsudan. Området, der hedder Block 5A, får afgørende betydning for den retssag, som snart skal for den svenske domstol. Her anklager den svenske anklagemyndighed Lundin Energy for medvirken til krigsforbrydelser begået i Sudan i perioden 1997-2003.
Den canadiske virksomhed Arakis, hvis bestyrelse Lundin er en del af, opererer også i området og begyndte at udvinde olie i 1996 sammen med andre oliefirmaer fra Kina, Malaysia og Sudan. I 1998 opkøber canadiske Talisman Energy Arakis’ andel i olieeventyret, og selvom virksomheden kun ejer 25 procent af licensen til oliereservaterne, overtager de styringen som det ledende olieselskab. Det betyder, at det aldrig er Lundin Energy, der udvinder olien – men udelukkende Talisman Energy, som står for arbejdet med at udvinde og eksportere olien. Derfor kommer Talisman også til at spille en afgørende rolle i retssagen mod Lundin Energy, som udspiller sig nu, mere end tyve år senere
Et år senere, i 1999, begynder Talisman at eksportere olie ud af Sudan, hvilket betyder et markant økonomisk opsving for den sudanesiske regering, som tjener heftigt på olieeventyret. De skatter, som regeringen får ind på olieeksporten, bliver senere brugt til at finansiere en militærkampagne mod oprørsgrupper fra det sydlige Sudan og kampene i Darfur, vurderer Philip Clarke, tidligere direktør i dansk Læger uden Grænser, i rapporten ’Justifying blood money’ udgivet af Bloodhound i 2013, som er grundlagt af Philip Clarke selv i 2006.
Block 5A’s betydning
Block 5A er et område i frontlinjen af den sudanesiske borgerkrig, som på daværende tidspunkt har raset mellem det sudanesiske regime og oprørsbevægelser fra den sydlige del af landet i mere end 14 år. Lundin udnytter området til at udvide sit oliekonsortium og bygger en bro over Nilen, som skal lette adgangen til oliefeltet. Lundins investeringer i lokal infrastruktur er med til gøre det nemmere for regeringens tropper at føre kamp mod de sydlige oprørsgrupper.
Borgerkrigen eskalerer i Block 5A mellem 1997 og 2003, og Philip Clarke – blandt andre – vurderer, at dette skyldes oliefirmaernes økonomiske indsprøjtninger til den sudanesiske regering, som blev brugt på våben og ammunition og fik regeringens styrker til at stå stærkere.
De dyre våben og den øgede mængde ammunition gik også ud over befolkningen i området, som blev angrebet fra militærkøretøjer og kamphelikoptere, fordrevet fra deres hjem eller slået ihjel i kampene mellem regeringens militærenheder og oprørsgrupperne fra syd:
”Øjenvidner har beskrevet, hvordan regeringens styrker angreb landsbyer med militærkøretøjer og kamphelikoptere og brændte hjem ned og dræbte dem, der ikke nåede at flygte,” skriver Philip Clarke i rapporten fra 2013. Der gik også rygter om, at børnesoldater blev brugt til at beskytte Lundins oliefelter.
Under Lundins olieeskapader fra 1997-2003 i Block 5A blev 160.000 mennesker fordrevet fra deres hjem og tusindvis dræbt, fortæller Philip Clarke i dag.
Den første rapport
I 1999 udkommer den første rapport, der sætter spot på Lundin Energys rolle i Sydsudan. Den er udarbejdet af Peter Verney, som har en fortid som biolog og engelsklærer foruden at være Sudanekspert. Rapporten er skrevet og udgivet af Verney selv.
Han skriver, hvordan det sudanesiske folk havde ventet, håbet og drømt om de oliepenge, som regeringen lovede ville komme fra aftalerne med udenlandske olieselskaber og ved salget af ”det sorte guld”. Men de blev holdt for nar. Verney beretter om, hvordan tidligere præsident Omar al-Bashir i maj 1999 via nationalt tv tilskyndede alle unge mænd at lade sig indrullere i en brigade, som skulle forsvare oliefelterne. Han kortlægger også, hvordan regeringen i stedet angriber de civile bosat tæt på oliefelterne i Block 5A og bruger omkring en million dollars om dagen på at holde borgerkrigen i live – hvilket olieselskaberne bidrager til:
”Var det ikke for udviklingen af olieudvindingen, ville militæret ikke fordrive civile fra de områder,” skriver Peter Verney.
I beskrivelsen af, hvad der foregår i Block 5A inddrager han vidnesbyrd fra en sydafrikaner, Derek Hammond, som besøgte området i 1999. Hammond var chokeret over den tilstand, befolkningen var i, og beskriver situationen i en canadisk avis, National Post.
”Jeg var målløs. Jeg har rejst igennem mange krigszoner i Afrika, men jeg har aldrig set noget i nærheden af det her,” fortæller Hammond i avisen, som Verney citerer i sin rapport.
Tidslinje – artiklen fortsætter nedenunder
Manglende konsekvenser
I 2000 tager Philip Clarke, som var direktør i Læger uden Grænser på daværende tidspunkt, til Sudan, da han har læst Amnesty Internationals rapport fra maj 2000 om Lundins indflydelse på borgerkrigen i landet. Rapporten kortlægger, hvordan jagten på olie er afgørende for udviklingen af borgerkrigen, der startede i 1984. Allerede i år 2000 havde krigen fordrevet 4,5 millioner mennesker fra deres hjem gennem voldlige brud på menneskerettighederne begået af både regeringen og oprørsgrupper.
Fra 1999, da olien begynder at blive eksporteret ud af Sudan, intensiveres den voldlige konflikt, og antallet af anmeldelser af brud på menneskerettighederne som ødelæggelse af hjem, mord, bortførelser og voldtægter stiger. Titusindvis af mennesker forlader deres hjem, beretter Amnestys rapport.
Philip Clarke bliver forarget, da han hører om sagen, som han tager ned for at kigge nærmere på.
”At der skal være store oliefirmaer fra Kina eller Canada, som er impliceret i borgerkrig i Sudan, kan jeg måske nemmere forstå, men at det skulle være et oliefirma fra et demokratisk, skandinavisk land som Sverige. Det er for dårligt, tænkte jeg,” siger han.
Philip Clarke bruger nogle år på at presse Læger uden Grænser til at reagere på de alvorlige konsekvenser af olieselskabernes tilstedeværelse, men han kunne mærke, at der hverken var lyst eller interesse for at gå ind i sagen:
”Det kan være svært, når man sidder i en borgerkrig at se en sammenhæng mellem, hvad der sker på højere niveau, og hvad man ser ude i felten. Læger uden Grænser udtaler sig kun om det, organisationen ser, for eksempel hvis der kommer nogle med skudsår til en af vores klinikker. Men du kan ikke sige, hvem der har afskudt de kugler – eller hvem der har betalt for de våben, kuglerne kom fra.”
Amnesty International når til samme konklusion i sin rapport: Organisationen vil ikke tage stilling til økonomiske eller andre former for sanktioner eller boykots, men opfordrer den sudanesiske regering og det internationale samfund til at fordømme forbrydelserne mod menneskerettighederne, som foregår omkring olieudvindingen.
Derfor får Lundins påvirkning af borgerkrigen endnu ikke konsekvenser for virksomheden, og olieeventyret fortsætter.
Religiøse kræfter i Sudan råber også op
Også organisationen Christian Aid udgiver en rapport, ’The Scorched Earth: Oil and war in Sudan’, om Lundins olieeventyr og dets indflydelse på borgerkrigen i Sudan, hvor organisationen har arbejdet i mange år. Den udkommer i 2001 og stiller skarpt på, hvordan Lundin har accelereret borgerkrigen gennem blandt andet økonomiske indsprøjtninger til regeringsmagten. Daværende politiske medarbejder i Christian Aid, Dan Silvey, udtaler i en pressemeddelelse fra 2001:
”Vores position er, at olieselskabernes tilstedeværelse er brænde på bålet til borgerkrigen […] Konkret afslører vores rapport en landingsbane bygget af olieselskaberne, som bruges af den sudanesiske stat til at sende bombefly af sted på mission mod civilbefolkningen. Det seneste angreb bekræfter, at alt er det modsatte af fredfyldt i oliekoncessionsområderne på trods af forsikringer om det modsatte fra olieselskaberne.”
Christian Aid beder Lundin om at standse alle olieaktiviteter, indtil en fredsaftale er på plads. Rapporten skaber en del debat i svenske medier, men afvises af Lundin, der har en række argumenter for, hvorfor olieeventyret tilgodeser sudaneserne, klar som modangreb:
Olie er godt for udviklingen og bidrager til fred i Sudan, er et af argumenterne. Lundin har bygget veje, der er gode for infrastrukturen, er et andet. Et tredje er, at vestlige virksomheder sætter Sudan på verdenskortet og forhindrer brud på menneskerettighederne.
Derudover bliver den tidligere svenske statsminister Carl Bildt i denne periode medlem af Lundin Oils bestyrelse og afviser overfor de svenske medier, at der er noget om snakken, fortæller Philip Clarke. Det offentlige ramaskrig udebliver, og olieudvindingen fortsætter upåagtet.
Talisman sagsøges
I 2001 sker der dog noget, som kan have betydning for den forestående Lundin-retssag.
Det canadiske olieselskab Talisman sagsøges nemlig i en erstatningssag for meddelagtighed i den sudanesiske regerings brud på menneskerettighederne under borgerkrigen.
Det er en sudanesisk kirke, der sagsøger olieselskabet, og fordi Talisman er børsnoteret i USA, er det også her, retssagen skal føres. Søgsmålet går på, at den sudanesiske regering har deltaget i en etnisk udrensning af ikke-muslimer på grænsen til folkedrab på Talismans oliefelter. Anklagerne lyder blandt andet på massiv fordrivelse af civile, udenomretslige mord på civile, tortur, voldtægt og nedbrænding af landsbyer, kirker og afgrøder, skriver mediet Business Human Rights.
Talisman får afvist sagen, blandt andet fordi den sudanesiske kirke har lagt sag an på vegne af hele Sydsudans befolkning, hvilket er teknisk set umuligt, da civilsagen i princippet ”kun” handlede om cirka 20 forurettede, der i praksis havde anklaget virksomheden. Derudover fandt domstolen, at der ikke var bevis nok for Talismans meddelagtighed i krigsforbrydelserne.
Men fordi mange af de vidner, der afgav vidneforklaringer i Talisman-retssagen fra 2001, faktisk boede på Lundins oliefelter, kan de, fordi de var offentlige, bruges i nutidens retssag mod Lundin, forklarer Philip Clarke.
I 2002 sælger Talisman sin andel af oliefelterne til det indiske firma ONGC Videsh of India og trækker sig ud af Sudan på grund af kritik fra civilsamfundet i USA. Lundin følger trop og sælger sine licenser til malaysiske Petronas og forlader området i 2003. Et salg, som firmaet tjener 100 millioner dollars på, som Lundin Energy efterfølgende bruger på at investere i norske farvande.
Men selvom den svenske virksomhed dermed er ude af Sudan, slutter sagen ikke her.
Den afgørende rapport
Retssagen mod Talisman i 2001 fører nemlig til dannelsen af paraplyorganisationen ECOS, den europæiske koalition om olie i Sudan, der skabes med det formål at sætte en stopper for oliekrigen. Over 50 europæiske organisationer samles i ECOS og bidrager sammen med den sudanesiske kirke til en rapport om Lundins aktiviteter og indflydelse på borgerkrigen i Sudan, som ECOS efterforsker fra 2007 til 2010.
I 2006 sender Philip Clarke ECOS nogle afgørende satellitbilleder, som han har fået stillet til rådighed af en bekendt, satelliteksperten Erik Prins. Prins kan hjælp af satellitbillederne bevise, hvor og hvornår indbyggerne er blevet fordrevet fra Lundins oliefelter ved at kortlægge kvægbestanden omkring Lundins olieoperationer:
”Hvor der tidligere havde været kvæg, der stamper jorden på en særlig måde, som satellitter kan optage, var der ingen dyr tilbage. Heller ikke jorddyrkning, som afgiver en anden signatur på satellitbilleder. Manglen på begge var tegn på, at befolkningen var flygtet – ikke bare kortvarigt, men totalt,” forklarer Philip Clarke.
”Og det vi kunne se var, at der, hvor selskaberne begyndte at bore, blev der samtidig totalt tomt for mennesker. Man kunne også lave en beregning på, hvor mange mennesker der var flygtet. Og den beregning lød på, at det måtte dreje sig om 83 procent af befolkningen, som svarede til 160.000 mennesker.”
Satellitbillederne bliver overdraget til ECOS, som overtager herfra. I 2008 er organisationen klar til at præsentere en rapport, men da det sker, står Lundins advokater klar og truer med at lægge sag an mod alle organisationer i ECOS. Truslen får ECOS til at lægge en dæmper på afsløringerne, mens den dobbelttjekker sin rapport, som først officielt udgives i 2010.
Kort før udgiver den svenske journalist Kerstin Lundell en omfattende bog om Lundins olieaktiviteter i Sydsudan, ’Affärer i blod och olja: Lundin Petroleum i Afrika’, som sammen med ECOS’ rapport leverer den afgørende dokumentation, der gør, at den svenske anklagemyndighed tager sagen i egen hånd og indleder efterforskningen af Lundin Energy i 2010.
Siden har der været mindst tre statsanklagere og mindst fire detektiver fra svensk politi på sagen, og de har samlet over 80.000 siders bevismateriale mod firmaet, ”og nu er vi så endelig kommet til, at retssagen kan offentliggøres,” som Philip Clarke siger.
Det viser sig, at Lundin ikke kun er anklaget for krigsforbrydelser, men bliver undersøgt af svensk politi for at forsøge at påvirke vidner ved bestikkelse og trusler.
”Og dét er ikke bare en forbrydelse mod sudaneserne, det er også en forbrydelse mod den svenske stat, så det er meget alvorligt,” siger Clarke.
Præcedens for lignende sager
Sagen om Lundins indblanding i krigsforbrydelser begået mod den civile befolkning i Sydsudan er kun den anden af sin slags i verdenshistorien. Sidst man anklagede en privat virksomhed for krigsforbrydelser, var efter 2. verdenskrig, hvor kemigiganten IG Farben, der havde produceret den gas, man brugte i koncentrationslejre, kom på anklagebænken.
Samtidig tyder meget på, at der i modsætning til den fejlslagne retssag mod Talisman i 2001, denne gang vil falde dom. Mens sagen mod Talisman var en privat erstatningssag, som en organisation valgte at føre, føres kriminalsagen mod svenske Lundin af den svenske anklagemyndighed, der har efterforsket siden 2010 og derfor har langt mere bevismateriale.
Selvom sagen først skal til at begynde, er Philip Clarke overbevist om, at den kan få betydning for lignende sager i fremtiden:
“Vi skal ikke overse den enorme betydning, som Skandinavien har i verden. Vi er nogle små lande, men når vi danner præcedens – ligesom med denne retssag – kan det påvirke dagsordenen i resten af verden.”
Philip Clarke fortæller, at der er interesse i at føre lignende retssager mod olieselskaber fra Østrig og Canada, der har opereret i Sudan, og her kan Lundin-sagen altså blive et forbillede. Det viser sig også, at der er interesse for at genåbne sagen mod Talisman, fortæller han.
”Det vil være svært for dommere i andre lande at ignorere udfaldet af Lundin sagen,” siger Philip Clarke, der også peger på, at den fortæller os noget om, hvor svage vores retssystemer egentlig er, når der er tale om at retsforfølge store firmaer.
”Der er jo masser af firmaer, der medvirker til – og endda puster til krigsforbrydelser. Og for min egen regning, må jeg sige, at hvis alle kan slippe af sted med lignende forbrydelser uden at blive retsforfulgt – ikke engang i Skandinavien – så har vi ikke noget håb om retfærdighed i verden. Nu får vi heldigvis lidt håb tilbage gennem denne retssag, selvom den kun er rettet mod to [direktøren og bestyrelsesformanden, red.] af Lundins ansatte.”
Bestyrelsesformanden, Ian Lundin, der er en del af familien bag Lundin Energy, har været med i virksomheden siden 1984. Han var direktør mellem 1998-2002, hvor han blev bestyrelsesformand.
Direktøren, Alex Schneiter, har arbejdet direkte for Lundin Energy siden 1998. Han har været direktør for forehavendet siden 2016.
