Danmark skal nu have en repræsentation i Rwanda. Ikke en ambassade, men et såkaldt ’projektkontor’. Det oplyser Udenrigsministeriet i dag.
Det er ikke helt klart, hvad kontoret skal beskæftige sig med. Ministeriet skriver, at kontorets arbejde ”vil ligge i forlængelse af de to samarbejdsaftaler om asyl- og migrationsspørgsmål samt om politisk dialog og samarbejde, som Rwanda og Danmark indgik i 2021, og det voksende udviklingssamarbejde med landet.”
Aftalerne med Rwanda handler om, at landet skal være vært for et modtagecenter for personer, som Danmark giver asyl. Og det nævnte ”voksende udviklingssamarbejde” er en udløber af aftalen om asyl og migration. Før aftalen blev indgået, var der ikke noget officielt udviklingssamarbejde mellem Rwanda og Danmark.
Der er ikke noget nyt om etableringen af modtagecentret, og udviklingsminister Flemming Møller Mortensen (S) taler dog også kun om udviklingssamarbejde i pressemeddelelsen fra Udenrigsministeriet:
”Rwanda er et land, der arbejder aktivt for både at fremme sin socio-økonomiske udvikling og løfte Afrikas udfordringer, og som arbejder for at skabe bedre betingelser i Afrika, så uligheden mellem de mennesker, der bor i Afrika og i Europa, bliver mindre. Landet har sat ambitiøse udviklingsmål blandt andet for den grønne omstilling, ligestilling og korruptionsbekæmpelse og har påtaget sig en stor rolle som værtssamfund for flygtninge og fordrevne. Det er vigtige dagsordener, som regeringen ønsker at understøtte. Med det nye kontor vil Danmark arbejde for at styrke det allerede tætte partnerskab med Rwanda, herunder klimaområdet, og afsøge nye mulige samarbejdsområder.”
Der er heller ikke noget nyt om modtagecentret i det citat udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S), som Udenrigsministeriet valgt at sende ud i en sin pressemeddelelse:
”Danmark og Rwanda deler ønsket om at hjælpe flere flygtninge bedre end i dag og bekæmpe den irregulære og livsfarlige migration blandt andet over Middelhavet. Vores fælles mål er at gøre op med det nuværende fejlslagne asylsystem og sikre en værdig og bæredygtig fremtid for flygtninge og migranter. Jeg glæder mig derfor over, at vi inden længe kan åbne et kontor i Rwanda.”
Når der ikke står noget nyt om modtagecentret i dagens pressemeddelelse, så er der nærliggende at tro, at der simpelthen ikke er noget nyt at fortælle.
Så spørgsmålet er, om meddelelsen om det nye kontor i Rwandas hovedstad, Kigali, ikke først og fremmest er en del af den danske valgkamp op til det valg, som de fleste regner med kommer i efteråret.
Hvis andre partier kommer med kritik af, at den socialdemokratiske regering ikke er kommet videre med at sende asylansøgere til Rwanda, kan regeringen nu henvise til dagens pressemeddelelse.
I april underskrev Storbritannien også en aftale om asylsamarbejde med Rwanda. Ligesom Danmark ville Storbritannien sende folk, der har fået asyl, de godt 6.500 kilometer væk. Den britiske plan fik dog en kæp i hjulet, lige før det første fly med syv passagerer skulle til at lette fra Storbritannien i juni. Den europæiske menneskerettighedsdomstol kom med en afgørelse, der blandt andet sagde, at de syv passagerer ikke havde opbrugt alle deres muligheder for at appellere den britiske regerings afgørelse.
Om den britiske oplevelse har haft indflydelse på, at der ikke kommer nyt om det danske samarbejde med Rwanda er ikke til at vide.
Ikke en ambassade
Kontoret skal åbne inden nytår, og det skal angiveligt bemandes med to diplomater, som skal referere til den danske ambassade i nabolandet Uganda. For den skal fortsat have det overordnede ansvar for Danmarks forbindelser med Rwanda.
Kontoret i Kigali skal sikre en dansk, fysisk tilstedeværelse og også være bindeled til Rwandas myndigheder og internationale organisationer, som er til stede i landet.
Hvis Rwandas udenrigsministerium og præsident Paul Kagame havde sat næsen op efter en dansk ambassade, så må de være skuffede i dag, for det er nok ikke unfair at kalde det nye kontor for en filial under den danske ambassade i Uganda.
Ambassader tjener både praktiske og symbolske formål. De praktiske giver sig selv; diplomaterne kan for eksempel nemt holde kontakt til lokale myndigheder og følge med i, hvad der rører sig i landet.
På det symbolske plan er en ambassade naturligvis en anerkendelse af værtslandets suverænitet, men det er også et signal om, hvor stor en vigtighed man tillægger landet.
Så når Danmarks ambassade i Uganda historisk har varetaget de danske interesser i blandt andet Rwanda, handler det om, at Uganda har været vigtigere for os end Rwanda.
Så afhængigt af om man ser glasset som halvt tomt eller halvt fuld, kan etableringen af det nye projektkontor ses som en (mindre) opgradering af Rwandas vigtighed eller en lunken skulder til Rwanda.
Udviklingssamarbejdet er blevet noget-for-noget
Udviklingssamarbejdet med Rwanda er en nyskabelse. For det første er Rwanda et nyt land for det officielle Danmark, og for det andet er måden, som samarbejdet blev til, noget anderledes end tidligere.
For eksempel har det været almindeligt, at der var en offentlig diskussion om valget af nye lande, men i dette tilfælde er det blot blevet meddelt fra Udenrigsministeriet.
Lidt på samme måde som da Kosovo pludselig skulle have danske udviklingsbistand, hvilket kom som noget af en overraskelse for de fleste, der følger dansk udviklingspolitik.
I begge tilfælde er udviklingssamarbejdet en del af en slags handel, noget-for-noget, hvor Danmark sender midler fra udviklingsbistanden mod at Rwanda eller Kosovo hjælper Danmark med et problem. I Kosovos tilfælde var det fængselspladser til udvisningsdømte udlændinge, mens det er en asyllejr i Rwandas tilfælde.
