Hvem er outsideren, der kan blive Nigerias næste præsident?

Peter Obi under en ceremoni, hvor de politiske partier og præsidentkandidater underskriver en fredsaftale forud for parlamentsvalget i 2023.
Foto: Olukayode Jaiyeola/NurPhoto via Getty Images
Morten Scriver Andersen

17. februar 2023

Afrikas største økonomi og mest befolkningsrige land skal have ny præsident, da Muhammadu Buhari efter otte år ved magten ikke kan genopstille. Og mere og mere tyder på, at det ikke bliver en af kandidaterne fra de to historiske magtpartier.

Den 61-årige forretningsmand, tidligere bankmand og politiker Peter Obi har helt ekstraordinært formået at skabe plads til sig selv i den toparti-duel, som det nigerianske valg traditionelt er. I de seneste meningsmålinger fører han sågar.

Så hvad er det Peter Obi og hans fagforeningsstøttede parti, Labour Party, kan?

Meget handler ifølge eksperter om den situation, Nigeria er i med enorme økonomiske og sikkerhedsmæssige problemer og en befolkning, som længes efter forandring. Den forandring har Peter Obi i høj grad formået at svøbe sit eget navn ind i med lige dele populistisk retorik og et fast greb i særligt de unge vælgere, som på sociale medier forstærker hans kampråb.

Han bliver af mange – ikke mindst af de unge – opfattet som én, der for en gangs skyld repræsenterer en form for håb

Niels Kastfelt, historiker og Nigeria-kender

“Det er tid til at tage jeres land tilbage,” lyder en af parolerne ofte fra Peter Obi med hans beherskede stemmeføring.

Og som han siger til BBC: “Dette valg er det gamle mod det nye.”

Repræsenterer håb

Som historiker og Nigeria-kender Niels Kastfelt fortalte i Globalnyts podcast, Højtryk, kommer landets enorme ressourcerigdom i form af særligt råolie ikke den almindelige nigerianer til gavn på grund af korruption og tyveri. Det har skabt stor utilfredshed med den politiske klasse. Særligt blandt de unge i byerne, der kalder sig selv “the coconut generation”, fordi de er viljestærke, selvstændige og foragter ældre politikere.

Lyt til: Højtryk – En ny præsidentkandidat planter håb blandt Nigerias ungdom

”Det er der, det kan blive interessant, at Peter Obi er kommet ind i billedet, for han bliver af mange – ikke mindst af de unge – opfattet som én, der for en gangs skyld repræsenterer en form for håb,” siger Niels Kastfelt.

Ifølge en ny meningsmåling fra analyseinstituttet ANAP står Peter Obi til 21 procent af de nigerianske stemmer. Det er et betydeligt forspring til hans to konkurrenter, Bola Tinubu og Atiku Abubakar, som henholdsvis 13 procent og 10 procent af de 2000 respondenter peger på. De forholdsvist lave procentsatser skyldes, at hele 53 procent af de adspurgte enten er uafklarede eller ikke ønskede at svare.

At Obi er “ny” siger nok mest om hans rivaler. Både Tinubu og Abubakar har begge haft anklager om korruption og skattesvig hængende over hovedet i en årrække. 70-årige Bola Tinubu er leder af det regerende parti All Progressives Congress (APC) og ses som favorit til at overtage magten fra Buhari. Den 76-årige oppositionsleder og tidligere vicepræsident, Atiku Abubakar, fra People’s Democratic Party var også Buharis førsteudfordrer ved valget i 2019.

61-årige Peter Obi har været i nigeriansk politik siden 2002 og har skiftet parti fire gange. Senest valgte han at forlade Peoples Democratic Party, da partiet i maj valgte Abubakar som formand.

Ikke et ord om klima

Men hvad vil Obi med magten?

I en klumme i The Economist tidligere på ugen remser Obi problemerne i landet op. Det handler om elektricitets-blackouts, faldende indtægter på råolie, religiøs splittelse og en “ufatteligt korrupt elite”. Løsningen for Obi er langt hen ad vejen troen på ungdommen.

Derfor varsler han store investeringer i uddannelse og sundhedssektoren samt bedre muligheder for unge iværksættere. Og ifølge Foreign Policys Nigeria-korrespondent Pelumi Salako har Obi allerede som guvernør i den nigerianske delstat Anambra vist, at han kan lave uddannelsesreformer.

Læs også: Teknologien spiller en nøglerolle i Nigerias præsidentvalg

“Vi må overbevise vores klogeste unge mennesker om ikke at forlade landet ved at åbne økonomien op, fremme privatisering og skabe muligheder for iværksættere,” skriver Peter Obi blandt andet i sin klumme.

En af Obis store slagnumre er skabelsen af “den mest omfattende landbrugsrevolution, verden nogensinde har set”. 

“Det vil kræve investeringer i landbrugsteknologier og innovation og vedtagelsen af ​​lovgivning, der opgraderer og forbedrer landbrugsproduktionen i Nigeria,” lyder det fra præsidentkandidaten.

Det er bemærkelsesværdigt, at klima ikke bliver nævnt med ét ord, selv i et medie med en stor international læserskare.

TikTok-tække

I Nigeria er hovedparten af befolkningen under 30 år – gennemsnitsalderen ligger på bare 18 år. Derfor er der stort potentiale i at mobilisere unge mennesker, som ellers er præget af en desillusion på deres lands vegne og mangler tillid til magteliten.

Mange af Peter Obis støtter deltog i de omfattende protester mod den brutale føderale politistyrke SARS, som blev mobiliseret over sociale medier under hashtagget #EndSARS. I kølvandet på protesterne har man set et rekordhøjt antal nye – og særligt unge – vælgere registrere sig frem mod valget.

På samme måde trender Peter Obi ofte på sociale medier som særligt TikTok og Instagram i modsætningen til hans ældre konkurrenter. De kalder sig selv “OBIdients” med reference til det engelske ord for lydighed (obedience), og de viser ofte enten Peter Obi selv eller hans partis hvide, røde og grønne logo i deres profilbillede.

Afsløret i Pandora-papirerne

Peter Obis kritikere stiller dog spørgsmålstegn ved, om han virkelig repræsenterer det brud med korruptionen, han taler dunder imod. 

Hans navn dukkede i 2021 op i de lækkede Pandora-papirer, som afslørede enorme summer i skattely.

Selvom han ikke blev anklaget for at stjæle penge, er han blevet taget i ikke at oplyse om udenlandske konti og aktiver med henvisning til uvidenhed.

Han blev også anklaget for at have investeret statsmidler som guvernør i et selskab, han selv havde økonomisk interesse i. Anklager, han nægter sig skyldig i, men i stedet påpeger, at værdien af ​​investeringen siden er vokset.

Med godt en uge til valget er det svært at benægte den medvind Peter Obi befinder sig i. Men skeptikere peger også på The Labour Partys mangel på en landsdækkende partistruktur, som en stor akilleshæl for håbet blandt landets “Obidients”