Den 11. september 1973 bombarderede det chilenske luftvåben præsidentpaladset La Moneda i Chiles hovedstad Santiago. Billederne gik verden rundt.
Chile havde været kendt som et land med en lang demokratisk tradition, hvor hæren i modsætning til andre lande i Latinamerika havde holdt sig væk fra politik.
Gennem tre år havde præsident Salvador Allendes regering søgt at gøre op med enorme uligheder og udfordret eliten med jordreform og nationalisering af banker og af det store amerikanske telekommunikationsselskab ITT og landets givtige minesektor, som også i vid udstrækning var på amerikanske hænder.
Revolution med smag af rødvin og empanadas
Allerede umiddelbart efter Salvador Allendes valgsejr i september 1970 og inden hans indsættelse som præsident havde USA sat sig for at underminere det såkaldte chilenske eksperiment med den første demokratisk valgte marxistiske præsident i verden. Den chilenske revolution med, som Allende sagde, dens ”smag af rødvin og empanadas” (latinamerikanske brød med fyld), skulle standses med et militært kup.
Efter kuppet fulgte 17 års diktatur med et benhårdt ultraliberalistisk eksperiment med privatisering af sundhedsvæsen, pension og uddannelse til fordel for de rige. Et eksperiment, som blev forsvaret af Margaret Thatcher og andre ultraliberalister, også herhjemme. For mange chilenere et mareridt af tortur, forsvindinger, bogafbrændinger og eksil.
Historien om et bebudet kup
Alene gennem det 20. århundrede har USA væltet eller undermineret flere end 40 latinamerikanske regeringer, typisk for at sikre virksomheders interesser. Da Folkeenheden (Unidad Popular, UP, koalition af socialister, radikale og kommunister) vandt præsidentvalget i Chile iværksatte den amerikanske efterretningstjeneste CIA straks en operation, der skulle berede vejen for et senere kup, ved at eliminere den demokratisk sindede hærchef René Schneider.
den chilenske økonomi skulle skrige
Som bekræftet af nyligt frigivne dokumenter fra CIA, helmede USA’s præsident Richard Nixon og hans udenrigsminister Henry Kissinger ikke. Det kunne ikke passe, at Chile ”skulle blive kommunistisk bare på grund af dets befolknings uansvarlighed”, sagde Kissinger.
Nixon beordrede CIA til at lade den chilenske økonomi ”skrige”. En handelsmæssig og finansiel boykot fulgte. Den chilenske industri led snart under mangel på reservedele. CIA betalte penge til vognmænd og andre arbejdsgivere, der iværksatte lockout, og til den største avis El Mercurio, der skabte panik og hamstring med falske sensationshistorier om fødevaremangel.
Kaos voksede. Den galopperende inflation fik minearbejdere til at strejke. En paramilitær højregruppe Fædreland og Frihed (Patría y Libertad) samarbejdede med dele af Chiles hær og spredte frygt i gaderne.
En inspiration for resten af verden
Folkeenheden var også en eksplosion af glæde. Det var det oprindelige folk mapucherne, som fik tilbageleveret jord, der var stjålet fra dem. Det var slumbeboere, jordløse, fabriksarbejdere og ansatte i øvrigt, der pludselig oplevede fremskridt med lønforbedringer, jordreform, opførelse af socialt boligbyggeri og billige feriehuse (som forfatteren Ariel Dorfman skriver, havde mange aldrig set havet!). De organiserede sig i deres kvarterer, overtog undertiden styringen af deres arbejdspladser og følte sig for første gang som del af samfundet. Kulturen blomstrede med vægmalerier, adgang til billige bøger i kiosker, revolutionære sange og dokumentarfilm.
Når USA satte så stor energi ind på at underminere Chiles folkevalgte regering, hænger det sammen med frygten for, at den demokratisk valgte, marxistiske regering, skulle danne skole for venstrefløjskoalitioner i lande som Frankrig og Italien, i fald den havde succes.
Venstrefløjen i det øvrige Latinamerika havde undertiden søgt at følge Cubas vej med fejlslagne væbnede oprør, der blot resulterede i intensiveret undertrykkelse. Den chilenske venstrefløj satsede på reformer, der grundlæggende skulle ændre magtforholdene, udvide demokratiet og indføre socialismen af demokratiets vej.
D. 11. juli 1971 besluttede Chiles kongres enstemmigt at nationalisere Chiles vigtigste eksportprodukt, kobber. Der var andre vidtrækkende reformer, ikke mindst på jordområdet, hvor godsejerne blev udfordret, og indsatser mod underernæringen, som hvert fjerde barn led af, indførelse af et universelt sundhedsvæsen og alfabetiseringsprogrammer.
Højrefløjen prøvede at spænde ben for mange tiltag. Da venstrefløjen gik markant frem ved valget i 1972 takket være sociale reformer, stod det klart for højrefløjen, at et kup var dens eneste mulighed for at vinde magten.
Troen på forandringskraft
Man kan i bakspejlet anfægte legitimiteten i at iværksætte grundlæggende reformer uden et klart befolkningsflertal. Det chilenske valgsystem havde gjort det muligt for Allende at vinde præsidentposten med kun 36 procent af stemmerne.
Imidlertid præsenterede også det kristendemokratiske parti et meget progressivt reformprogram ved præsidentvalget i 1970. Arkiver viser, at CIA aktivt påvirkede ledende politikere fra det kristendemokratiske parti til efter Allendes valgsejr at stille sig på bagbenene over for Allendes reformer.
En dag vil de brede boulevarder atter åbne sig for det frie menneske
Lægen Salvador Allende havde tre gange tidligere stillet op til præsidentvalg. Som leder af socialistpartiet bekendte han sig urokkeligt til grundloven og Chiles demokratiske institutioner.
Det er dobbeltheden i Allendes tilgang, som gør ham til en reference i Latinamerika den dag i dag. På den ene side ubøjeligt at respektere demokratiske institutioner. Og på den anden side altid at holde sig det langsigtede perspektiv for øje med at udfordre grundlæggende magtstrukturer til fordel for den brede befolkning. I modsætning til centrum-venstre koalitionen med socialister og kristendemokrater, som regerede Chile i mange år efter diktaturets fald i 1990 og videreførte Pinochets neoliberale politik.
Uforsonligheden i såvel demokratiets som socialismens tjeneste gør Salvador Allende til en uomgængelig inspiration den dag i dag, hvor for eksempel det autoritære, såkaldt venstreorienterede styre har lidt skibbrud i Nicaragua, og hvor socialdemokrater ofte fører så højreorienteret politik, at de skaber frustration og resignation i de brede masser, og derved åbner vejen for højrepopulister, som vi så det i 2018 med valget af Jair Bolsonaro som Brasiliens præsident. I dag udfordres Argentinas centrum-venstre styre af den højreekstreme Javier Milei, favoritten til at vinde præsidentvalget til oktober.
Også i Chile er der i dag voksende støtte til yderligtgående højrekræfter. Den progressive regering under præsident Gabriel Boric kom til magten efter voldsomme protester i 2019 mod de fortsat store uligheder. Ved en efterfølgende folkeafstemning stemte 78 procent af chilenerne for at kassere forfatningen, der var blevet dem påtvunget i 1980 af den blodige diktator. Men Borics uprøvede venstrekræfter forspildte sidste år chancen for en ny progressiv forfatning. Et meget omstændeligt grundlovsforslag på 178 sider blev forkastet af 62 procent af befolkningen.
”En dag vil de brede boulevarder atter åbne sig for det frie menneske, der vil skabe et mere retfærdigt samfund,” sagde Salvador Allende i en radiotale til befolkningen, inden luftvåbnet bombarderede præsidentpaladset. Hans ord og skæbne og hans efterfølgende status som Latinamerikas måske til alle tider største statsmand er en påmindelse om ikke at miste modet selv i den mørkeste stund.
Niels Boel er journalist og forfatter til bogen ”Det nye Latinamerika”.