På en skole i et fattigt område af byen Gilgil i Kenya ruller flere spraglede bildæk hen over den støvede, røde jord. Et lille halvtag tillader eleverne at søge skygge på den bare plads, der tidligere var både skolegård og frikvarterernes eneste legeredskab. Nu står der også en samling fodboldmål og basketringe.
Skolegården, nogle skolepulte og et nyt gulv på rektors kontor udgør de materielle fremskridt, som et hold danske tømrer- og snedkerelever gjorde i samarbejde med kenyanske tømrerelever i april.
(Foto: Cathrine Saltbæk Tverskov/NEXT)
“Det har helt sikkert rykket mit billede af Kenya og kenyanerne,” fortæller tømrereleven Julie Amalie fra Herningsholm Erhvervsskole om de ti dage i Gilgil.
Hun havde aldrig besøgt hverken Kenya eller Afrika før, og vidste ikke helt,
hvad hun kunne forvente. Meget af det, hun tidligere havde hørt om Kenya,
handlede “om korruption og fattigdom”.
Hun blev derfor glædeligt overrasket over, hvor let det var at være sammen med de nye, kenyanske kolleger. Særligt den 26-årige tømrerelev Leah Wanjiru Wanjohi blev hun tæt med.
“Til at starte med sad vi hver for sig, når vi spiste, men kenyanerne begyndte hurtigt at komme over og spise med og snakke,” husker Julie Amalie tilbage. “De var meget gæstfrie og omsorgsfulde. Det var rigtig trygt at være der, fordi eleverne var så gode til at gøre det til en tryg og sjov oplevelse.”
Projektet var organiseret af de to civilsamfundsorganisationer Forum for International Cooperation (FIC) og Regional Center of Expertise (RCE) i samarbejde med erhvervsskolerne NEXT i København, Herningsholm Erhvervsskole i Herning og Rybners Tekniske Skole i Esbjerg samt kenyanske Comboni Polytechnic. Skolen er startet af katolske missionærer for “at give nogle af Kenyas fattige unge, der nok ikke ville få en højere uddannelse, en mulighed for at tage sig en håndværksuddannelse”, fortæller rektor Emmanuel Nyongesa.
Og selvom det håndværksfaglige på Comboni måske ikke var på det niveau, som eleverne var vant til fra Danmark, lærte danskerne alligevel noget, de nok ikke ville have gjort derhjemme.
“Eleverne fik et helt andet perspektiv på, hvordan man kan udnytte sine
ressourcer – også mentalt. Selvom kenyanerne ikke har lige så meget, som vi er
vant til, er de stadig glade og prøver på at få det bedste ud af alting,” fortæller Kasper Vedel Eriksen, der er lærer på Herningsholm Erhvervsskole.
“Kenyanerne bruger hver en lille stump af de materialer, de har til
rådighed, hvorimod det i Danmark næsten ikke kan betale sig at reparere på ting
længere.”
(Foto: Cathrine Saltbæk Tverskov/NEXT)
“Det var en gigantisk øjenåbner for vores elever,” stemmer Hernan Bahamondes i. Han er faglærer på NEXT i København. Hernan Bahamondes hæftede sig ved, at samarbejdet mellem danskerne og kenyanerne startede som et kollegialt forhold, men hurtigt udviklede sig til venskaber for flere af eleverne.
“Mange af dem udvekslede også telefonnumre, så de kunne holde kontakten, indtil kenyanerne skulle besøge os til september,” fortæller Hernan Bahamondes.
Det glædede Leah Wanjiru Wanjohi sig meget til. Hun havde aldrig rejst uden for Kenya før, så det ville blive en stor oplevelse at komme til Danmark, se noget helt fremmed og måske lære nogle ting, hun kunne bruge på værkstedet hjemme i Gilgil.
“Det var fedt at møde nye mennesker og få nye venner,” siger hun. “Og jeg lærte rigtig meget af at arbejde sammen med mennesker, der gør tingene på en anden måde.”
Meget af snakken gik på, hvad kenyanerne skulle lave og se, når de kom til Danmark. Nogle af eleverne fra NEXT mente helt bestemt, at kenyanerne ikke kunne besøge København uden at få en kanalrundfart og viste dem billeder af Nyhavn og Den Lille Havfrue.
Men nogle måneder efter danskerne var fløjet hjem, begyndte problemerne at tårne sig op for kenyanernes besøg i Danmark.
Kun rektor får visum, men for sent
Størstedelen af de syv elever fra Comboni Polytechnic samt rektor Emmanuel Nyongesa og lærer Joseph Murage begynder processen med at søge visum til Danmark i midten af maj, resten af dem i starten af juni. Enkelte har ikke et pas og må først have anskaffet sig sådan et.
De udfylder skemaerne, vedlægger den officielle invitation fra FIC, der har modtaget Udenrigsministeriets støtte gennem bevillingen fra CISU’s Engagementspulje. En del af den lille million, som FIC har fået til at afholde udvekslingsprogrammet, er i projektets budget øremærket til at finansiere kenyanernes tur og ophold i Danmark, så de ikke skal betale noget selv.
Visum-sektionen er i Nairobi – som ved mange andre danske ambassader – delvist udliciteret til firmaet VFS Global, der står for at indsamle de fornødne informationer om og dokumenter fra ansøgerne. Det verdensomspændende selskab er stiftet i Indien, har hovedsæde i Dubai, og siden 2021 ejet primært af Blackstone.
På Udenrigsministeriets hjemmeside fremgår det, at visum-sagsbehandlingen for tiden “tager længere end normalt, og der er færre ledige tider til interviews” på den regionale visa-hub i Nairobi, der også håndterer visum-ansøgninger fra Etiopien, Algeriet, Tanzania og Uganda. At få svar på sin ansøgning tager mellem 30 og 45 dage, mens UM opfordrer ansøgerne til at søge så tidligt som muligt, helt op til et halvt år før afrejse.
Globalnyt har set korrespondance mellem flere af de kenyanske ansøgere og den danske visa-sektion i Nairobi. Her fremgår det, at læreren Joseph Murage har indsendt sin ansøgning den 18. maj. Gruppen fra Comboni bliver indkaldt til visum-interview, og de kører halvanden time til Nairobi og afleverer deres pas og dokumenter i midten af juni.
Og så hører de ikke noget i flere uger, fortæller både Emmanuel Nyongesa, der står for processen i Kenya, og Carsten Andersen fra FIC, som vejleder fra Danmark. Carsten Andersen beder kenyanerne om at rykke for et svar, men de får angiveligt blot at vide, at sagerne stadig er under behandling.
Den 31. juli – mere end 2,5 måned efter de første ansøgninger fra Comboni-gruppen – modtager Carsten Andersen en mail fra visa-sektionen i Nairobi. De vil dobbelttjekke, at FIC afholder alle udgifter i forbindelse med kenyanernes besøg i Danmark den 3. til 9. september. Sagsbehandleren vil også “sætte pris på”, hvis Carsten Andersen svarer tilbage senest før lukketid dagen efter.
“Det hele virker meget besynderligt,” siger Carsten Andersen om forløbet og kommunikationen med visum-kontoret.
Carsten Andersen svarer, at kenyanernes besøg er fuldt finansieret af FIC. Han beder også om en bekræftelse fra visumkontoret på, at de har modtaget hans svar. Det kræver ifølge Carsten Andersen nogle mails, før han får bekræftelse på at have indsendt dokumentation.
(Foto: Cathrine Saltbæk Tverskov/NEXT)
Derefter hører hverken kenyanerne eller danskerne ifølge Carsten Andersen og Emmanuel Nyongesa mere fra visumkontoret den næste 1,5 måned.
Først den 9. september får Emmanuel Nyongesa besked om, at hans ansøgning er blevet godkendt. Der er dog to problemer ved den ellers glædelige nyhed. Det er samme dag, hvor kenyanerne ifølge planen skulle rejse hjem igen. Og rektoren er den eneste af de ni ansøgere, som får visum til turen.
Kort efter begynder sagsbehandlere fra visum-sektionen at ringe de resterende deltagere op for at spørge dem, om de vil trække deres visum-ansøgning tilbage, nu hvor tidspunktet for besøget er overskredet. Det vil de fleste af dem ikke, og to uger senere får de officielt afslag på deres ansøgninger, flere af dem netop fordi besøget nu burde være overstået.
Leah Wanjiru Wanjohi får afslag efter Visumbekendtgørelsens paragraf 8(2)(2), 8(2)(3) og 8(2)(4), fordi hun ikke kan retfærdiggøre formålet med sit besøg, fordi hun ikke kan fremvise en bankkonto med midler til hele opholdet og udrejse, og fordi hun ikke kan dokumentere en måde at skaffe dem på.
Ifølge Carsten Andersen og Emmanuel Nyongesa får de fleste andre fra Comboni afslag på samme baggrund som Leah, selvom FIC ad flere omgange har påtaget sig det finansielle ansvar for besøget i Danmark, og ansøgerne ifølge Udenrigsministeriets egne anvisninger oprindeligt var ude i god tid.
“Vi var helt sikkert skuffede, men vi må bevare vores positive indstilling og tro på, der kommer en ny chance,” siger Emmanuel Nyongesa.
Ngo’er: Det er blevet sværere at få partnere på besøg
Det er efterhånden en offentlig hemmelighed i ngo-verdenen, at det er sværere at få visum til partnere fra det Globale Syd, end at få et ja/nej-svar ud af en politiker på tv. Globalnyt har talt med repræsentanter fra DreamTown, Crossing Borders, Spor Media og Dansk International Bosætningsservice (DIB), som alle har eksempler på arrangementer, der har modtaget offentlig støtte gennem Udenrigsministeriets puljer, som er blevet udskudt eller aflyst, fordi partnerne ikke kunne få visum eller svar på deres ansøgninger i tide.
Også fra nogle af de organisationer, der administrerer puljerne med skattekroner til oplysning, udveksling og udvikling, lyder det, at de indviklede visum-krav og lange sagsbehandlinger er et generelt problem for branchen.
“Folk bliver frustrerede over, at de enten ikke kan få deres partnere herop på et almindeligt besøg eller som del af et udvekslingsprogram, der er designet ind i deres projekter,” fortæller Andreas Møller Andersen, administrativ leder ved CISU, der medbestyrer Udenrigsministeriets Oplysnings- og Engagementspulje (OpEn).
Også Niels Larsen, som sidder i bevillingsudvalget for GLOBUS-puljen, får frustrerede tilbagemeldinger fra bevillingsmodtagere, fortæller han. Både han og Andreas Møller Andersen oplever, at det de seneste par år er blevet væsentligt sværere at få visum til partnere fra Syd, selvom det er en del af projekter, der er støttet af Udenrigsministeriet.
“I 2019 var det ikke nær så svært at få visum til kulturelt besøg, som det var sidste år og i år,” fortæller Gitte Jakobsen fra Spor Media. “Det er som om, der er sket et eller andet under corona.”
Spor Medias partnerorganisation i Tyskland, der er med til at invitere teatertrupper fra Afrika og Sydamerika til Europa, har som noget nyt måttet aflyse arrangementer, fordi skuespillerne ikke kunne få adgang til Schengen, gør Gitte Jakobsen opmærksom på. Hun spekulerer i, om det på EU-niveau er blevet besluttet, at det skal være sværere at komme ind i Schengen-området.
Flere får visum til kulturelt besøg end før corona
De fem civilsamfundsorganisationer, Globalnyt har talt med, har alle haft problemer med at få visum til partnere fra Ghana, Uganda eller Kenya. Her viser tal fra Udlændingestyrelsen dog, at flere af ansøgerne til kulturelt besøg i Danmark fra de tre lande får visum i år, end de gjorde før corona-nedlukningen.
I 2018 fik 40 procent af de 442 ansøgere fra de tre lande godkendt et visum til kulturelt bnesøg i Danmark, og I 2019 fik 46 procent af 565 ansøgere godkendt deres ansøgning. Til sammenligning fik hele 71 procent af 314 ansøgere lov til at deltage i et kulturelt besøg i Danmark i 2022, og fra 1. januar til 1. november i år har 59 procent af hele 663 ansøgere fået godkendt deres ansøgning til det såkaldte VU3-visum.
Andel godkendte visum-ansøgninger fra Ghana, Kenya og Uganda til kulturelt besøg i Danmark (i procent).
Over samme periode er det dog generelt blevet sværere for statsborgere fra de tre afrikanske lande at få visum til Danmark. På tværs af alle visum-typer har omkring to procentpoint færre hvert år – eksklusive corona-årene – fået godkendt deres visum til Danmark.
I 2018 fik næsten to ud af tre – eller 64,6 procent – af ghanesiske, kenyanske og ugandiske ansøgere godkendt deres visum til Danmark. Indtil 1. november i år er kun 58,6 procent af ansøgningerne blevet godkendt.
Andel godkendte visum-ansøgninger fra Ghana, Kenya og Uganda til Danmark for alle visa-typer (i procent).
Der er dog et mørketal for de ansøgninger, der bliver trukket tilbage igen af ansøgeren, inden de danske myndigheder når at godkende eller afvise. Kenyanerne fra Comboni Polytechnic takkede pænt nej til at trække deres ansøgninger tilbage. Men det gjorde et hold unge, ugandiske aktivister ikke.
De 15 unge mennesker skulle i to grupper flyve til København den 16. og 17. september. Her skulle de blandt andet deltage i et Urban Lab, hvor de sammen med danske unge fra VUC, der tidligere havde været på besøg i Uganda, skulle diskutere og udvikle måder at arbejde med Verdensmålene på i deres lande. Derudover skulle de også besøge Københavns VUC, der er partner på det GLOBUS-støttede projekt sammen med organisationen DreamTown og det ugandiske Nework for Active Citizens.
Da de danske unge skulle på besøg i Kampala, var der ingen problemer med visum, fortæller Benedicte Bertelsen, der er ansvarlig for unge-engagement i DreamTown. Men selvom de unge ugandere indsendte deres ansøgninger i midten af maj og fik tider til interviews fra midten af juni til midten af juli, havde kun to ud af 15 fået svar, da der var lidt over en uge til afrejse. Én havde fået godkendt sin ansøgning den 6. september, mens en anden fik afslag den 8.
Undervejs i forløbet rykkede DreamTown ad flere omgange visum-kontoret i Nairobi for at finde ud af, hvornår de kunne forvente svar, men uden det store held. DreamTown endte med at afholde engagementsbesøget med den ene aktivist, der fik visum, mens de resterende 14 deltog i aktiviteterne online.
Uforståelige afslag frustrerer
Benedicte Bertelsen er særligt frustreret over, at det er svært at gennemskue præcist, hvorfor partnerne ikke kunne få visum. DreamTown gik i gang med at indhente de fornødne dokumenter allerede i november 2022, fortæller hun. Desuden har de levet op til alle de krav, de kunne finde på Udlændingestyrelsens hjemmeside samt anbefalingerne i den guide til visum-ansøgninger for partnere, som Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF) har udarbejdet.
Organisationen vejleder og varetager visum-ansøgninger for mange af deres bevillingsmodtagere. Og de har ligesom CISU og GLOBUS-puljen fået mange frustrerede henvendelser, ligesom deres medarbejdere selv bruger mange arbejdstimer på processen, fortæller forkvinden Christine Ravn Lund. For at give organisationerne et større overblik over kravene og bedre chancer for at få besøg af deres partnere, udsendte DUF i maj en opdateret udgave af deres visum-guide.
På Udlændingestyrelsens hjemmeside hedder det, at besøgende på VU3-visum som “udgangspunkt” skal “være i besiddelse af 350 kr. pr. døgn og evt. et mindre beløb ved privat indkvartering, hvor værten indestår for alle udgifter”. Det kryptiske “og” angiver altså, at partnerne skal bruge et uspecificeret, men mindre beløb, hvis de får indkvarteringen betalt, som aftalen var med besøgene fra både Kenya og Uganda. I DUFs visum-guide er det mindre beløb oversat til 100 kroner pr. dag på kontoen.
Ifølge Benedicte Bertelsen havde alle partnerne fra Uganda, undtagen én, det beløb på deres konti, da de ansøgte. En af aktivisterne, der kun ønsker at medvirke med sit fornavn Oscar, nåede ikke at skaffe de fornødne penge, og derfor fik han afslag med begrundelsen om for få midler til sit besøg. Men både Andreas Møller Andersen fra CISU, Benedicte Bertelsen og Carsten Andersen mistænker, at afslagene snarere drejer sig om den såkaldte “immigrationsrisiko”.
I visum-systemet er verdens lande inddelt i hovedgrupper, alt efter hvor høj sandsynlighed landets indbyggere ifølge de danske myndigheder har for at blive i Danmark og Schengen-området, når deres besøgsvisum er udløbet. For ansøgere fra hovedgrupperne 4 og 5 skal myndighederne ifølge visumvejledningen fra 2023 eksplicit vurdere immigrationsrisikoen, også for visum til kulturelt besøg.
Ghana, Kenya og Uganda er dog alle placeret i hovedgruppe 3, og ansøgere herfra burde “som udgangspunkt meddeles visum med henblik på privatbesøg hos relativt nære familiemedlemmer samt forretningsbesøg og kulturelle besøg.”
Men i Oscars afslag lyder begrundelsen på, at han ikke kunne dokumentere nok midler til besøget, men det “kan også være baseret på sektion 8(2)(13) i Visumbekendtgørelsen”, der netop omhandler risikoen for at blive ulovligt i Danmark. Det har Benedicte Bertelsen kun hovedrysten tilovers for.
“De her seje, unge aktivister, vi havde inviteret til København, er netop inviteret, fordi de er nogen, der virkelig kæmper for deres lokalmiljø og gør noget. Flere af dem sidder som ungdomsrepræsentanter i deres lokale byråd, så det er mennesker, der er dybt forankrede i deres lokalområde,” påpeger hun.
Oscar er direktør i en lokal udviklingsorganisation, som han selv har stiftet for to år siden.
Carsten Andersen og Emmanuel Nyongesa tvivler ligeledes på, at de unge fra Comboni skulle have planer om at blive i Danmark.
“Det drejer sig om ti elever under opsyn. De ville blive transporteret med mig og deres lærer fra den ene aktivitet til den næste,” siger rektoren Emmanuel Nyongesa. “Og de her unge mennesker kender ingen i Danmark. De kender ingen steder i Danmark, så det ville være meget svært for dem at stikke af på egen hånd.”
Bureaukrati kan koste frivilliges engagement
Hvilke skøn, der rent faktisk ligger til grund for afslagene til de, der nåede at få svar i tide, ved kun sagsbehandlerne på den danske ambassade i Nairobi.
I et skriftligt svar skriver Udenrigsministeriet, at ministeriet “skal behandle visumansøgninger ud fra gældende lovgivning og retningslinjer på området. Heraf følger, at det ikke er tilstrækkeligt for visumudstedelse, at ansøger er fuldt finansieret af en værtsorganisation. Det er et krav, at visumansøgerens socioøkonomiske situation skal kunne fastslås, herunder at der foreligger dokumentation for, at ansøger er i besiddelse af eller lovligt kan skaffe, egne midler.”
Ministeriet skriver også, at de “meget lange sagsbehandlingstider” ikke “er tilfredsstillende”, og at der arbejdes på at nedbringe tiderne, blandt andet ved at tilføre ekstra ressourcer.
Lige nu er det en dobbeltudgift, når de planlagte, godkendte og budgetterede genbesøg ikke bliver til noget. Det er skattekroner, som er blevet givet, men nu ikke kan bruges. Hvis besøgene endelig bliver til noget efter forsinkelserne, er priserne på flybilletter ofte steget, nogle gange til det dobbelte.
Benedicte Bertelsen vurderer, at DreamTown har mistet næsten 80.000 kroner på hotel-bookinger, flybilletter og omkostninger til visum-ansøgninger for deres ugandiske partnere. Carsten Andersen anslår, at FIC har mistet i omegnen af 50.000 kroner til det aflyste besøg fra Comboni.
De beløb vælter ikke statsbudgettet, men de to ngo-medarbejdere understreger begge, at den allerstørste udskrivning nok i virkeligheden er den tid, som både danskere og afrikanere har postet i besøget. Benedicte Bertelsen har talt omkring 150 arbejdstimer, der primært er gået med at skubbe på visum-processen, fortæller hun.
De mange frugtesløse arbejdstimer ser Andreas Møller Andersen som et af de helt store problemer, når langsomme og uigennemskuelige visum-sager kommer i vejen for udvekslingsbesøgene.
“Det er dræbende for engagementet, når en frivillig oplever ikke at kunne gennemføre et projekt på grund af dansk bureaukrati,” siger den administrative leder i CISU. “Og vi er en branche, der er dybt afhængige af mange frivillige for at skabe et mangfoldigt civilsamfund.”
Og det er mindst ligeså ødelæggende for engagementet i partnerlandene, påpeger Benedicte Bertelsen. De ugandiske unge, hvoraf størstedelen ikke fik svar i tide, gik sammen om at skrive en solidaritets-mail til de danske visum-myndigheder, da de trak deres ansøgninger tilbage på myndighedernes opfordring.
“Som del af et langvarigt og direkte partnerskab med en dansk organisation og som del af danske udviklingsinitativer for offentlige midler udtrykker vi alvorlig bekymring for, at vi er blevet nægtet muligheden for at udveklse vores erfaringer med danske unge,” skriver de 15 ugandere blandt andet.
“Følelsen af samhørighed, der ikke på samme måde kan realiseres virtuelt, retfærdiggør nødvendigheden af at besøge hinanden. Vi kan ikke, ligesom vi ikke ser nogen grund til at, give en bedre begrundelse for at rejse end vores mission om at samarbejde om fælles løsninger på vores fælles, globale udfordringer.”
I deres snakke om forløbet, er det kommet frem, at det særligt er de manglende svar, der har ramt uganderne hårdt, fortæller Benedicte Bertelsen.
“Selv en afvisning er bedre end ikke at få noget svar, for så er du i det mindste blevet anerkendt som ansøger,” påpeger hun. “Men vores partnere føler sig endnu mere ydmyget nu, fordi de ikke engang har fået svar.”
“Det ser ikke helt ligeværdigt ud”
Benedicte Bertelsen, Carsten Andersen og flere af de organisationer, Globalnyt har talt med, mener alle, at visum-systemet lige nu er for snørklet og uigennemskueligt. Andreas Møller Andersen fra CISU argumenterer for, at partnere på projekter, der allerede er godkendt og bevilget penge til fra Udenrigsministeriet, skal have en dispensationsordning i visum-systemet.
“Det findes der allerede for sportsfolk, forskere og forretningsfolk, så det må også være til at lave for partnere i udviklingssamarbejdet,” påpeger han.
Der findes allerede en ordning, der lader civilsamfundsorganisationer blive forhåndsgodkendt til at modtage visumpligtige udlændinge til kulturelle besøg. Men både Garba Diallo fra Crossing Borders og Lykke Valentin fra Dansk International Bosætningsservice fortæller, at deres organisationer er forhåndsgodkendte, men at de alligevel har oplevet samme visum-problemer som FIC og DreamTown.
“VI sendte referencenummeret fra vores forhåndsgodkendelse med vores partners ansøgning, men VFS vidste ikke, hvor de skulle taste nummeret ind,” fortæller Lykke Valentin, der er sekratariats- og projektleder i DIB.
For Benedicte Bertelsen er det labyrintiske visum-system bare et symptom på et større mere grundlæggende problem om Danmarks prioriteter i udviklingssamarbejdet.
“Det er vigtigt, at politikerne overvejer, om udvekslingsbesøg er noget, de ønsker at prioritere og ser værdi i. Hvis Danmark beslutter at prioritere dette område, bør der tages skridt for at minimere de tilfælde, hvor ansøgere ikke modtager svar,” lyder det fra Benedicte Bertelsen.
Hvis politikerne rent faktisk mener, der skal være mulighed for at møde mennesker fra andre dele af verden på lige fod, bør de reformere systemet, så det rent faktisk bliver muligt, siger hun.
I den nye udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi, som udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) præsenterede i maj, lyder det blandt andet om Afrika, at Danmark her skal “opbygge målrettede, ligeværdige og troværdige partnerskaber baseret på fælles interesser”.
Det er dog ikke en følelse af troværdighed eller ligeværd, som de afrikanske partnere på DreamTowns og FIC’s udvekslingsprogrammer sidder tilbage med.
To måneder efter de ugandiske unge modvilligt trak deres visum-ansøgninger tilbage og sendte deres solidaritets-mail, manglede fire af dem stadig at få deres pas tilbage fra ambassaden den 15. november. Det fik en af deltagerne til at skrive til Benedicte Bertelsen:
“Hele den her proces er traumatiserende. Det får dig til at føle, du har begået en forbrydelse bare ved at ansøge om et visum.”
Også kenyanerne i Gilgil føler sig snydt.
“Det er ikke en god måde at gøre det på, når regeringen i Danmark slår alle over én kam og går ud fra, de her unge mennesker ville stikke af for at blive i Danmark, hvis de kunne. De burde i stedet vurdere på, hvem der kommer og med hvilket formål,” lyder det fra rektoren Emmanuel Nyongesa. Hans elev, Leah Wanjiru Wanjohi, er mindre diplomatisk:
“Det får dig til at føle dig mindre værd, når du bliver lovet noget, og så bliver det bare taget væk for næsen af dig. Det ser ikke helt ligeværdigt ud, når I kan få visa til Afrika så let som ingenting, men vi kan ikke den anden vej.”
I en tidligere udgave af artiklen fremgik det fejlagtigt, at Kinas og Emiraternes investeringsfonde også havde andele i VFS Global. Det fremgik ligeledes fejlagtigt, at VFS var ansvarlige for at vurdere visum-ansøgningerne og havde ringet de afrikanske partnere op for at spørge, om de ville trække deres ansøgninger tilbage.
Tak, fordi du læste vores historie. Hvis du vil have lignende historier direkte til din indbakke, kan du skrive dig op til Globalnyts nyhedsbrev, der udkommer tre gange ugentligt.
