Da jeg nærmer mig den nordlige del af byen Lezha ser jeg flere ruiner, mere skrald, flere bilvrag i vejkanten. Jeg er på vej ind i romaernes område.
Hvor stor den blandede etniske gruppe er, vides ikke, for de fleste er slet ikke registrerede som borgere i det albanske samfund. Men European Roma Rights Centre vurderer, at der er op mod 120.000 romaer i Albanien.
Europas fattigste land
Jeg er på reportagerejse i Albanien for at beskrive befolkningen i det, der stadig er Europas fattigste land. Albanien var hermetisk lukket for omverdenen fra 1967 til 1991, hvor diktatoren Envar Hoxha forbød enhver religion og kontakt med udlandet. Han gik især efter kristne og muslimske gejstlige, og borgere risikerede op til 8 års fængsel for at være i besiddelse af religiøst materiale. Jeg fik at vide, at alle katolske præster blev anholdt og sat i fængsel i perioden.
Men i 1993 kom en delegation fra den nyvalgte demokratiske regering til Danmark for at lære om demokrati, foreningsliv og kristen kultur. Det er her Brødremenigheden kommer ind i billedet. I løbet af få år blev der dannet 11 søndagsskoler, som nu er blevet til seks menigheder spredt over et område på størrelse med Jylland.
Fem år i stank fra gummifabrik
Jeg stiger ud af Range Roveren og bliver mødt af en særlig lugt, en blanding af affald og kemikalier. Lugten stammer fra en gummifabrik, får jeg at vide. Men den uofficielle og mere ærlige forklaring er, at stanken stammer fra en forbrændingsanstalt, der destruerer slagteriaffald.
Jeg er sammen med præst Dena Fortuzi, der er den eneste ordinerede kvindelige præst i hele Albanien. Sammen med hendes ungdomsleder Elona Mandro og generalsekretær for Brødremenighedens Danske Mission, Arngeir Langås, bliver vi med det samme omringet af børn og kvinder, der dels nysgerrigt, dels tiggende, følger vores bevægelser hen imod ruinerne af en nedlagt fabrik. Her har flere romafamilier søgt ly i rum anvist af myndighederne, efter romaernes hytter og skure blev jævnet med jorden ved et kraftigt jordskælv i 2019.
Fem år har de boet her og draget ud i Lezhas gader for at tigge sig til det daglige brød.
Teenagepiger i arrangerede ægteskaber
Jeg får lov til at kigge ind i familien Osmani’s stue, hvor Oligerta og Eduart Osmani bor sammen med deres teenagedatter Lediona. Der er rent og pænt i værelset med ganske få møbler. Et fjernsyn kører uafbrudt med en sæbeopera, da familien byder velkommen indenfor og gerne stiller op til fotografering.
Hvilke fremtidsmuligheder er det for en ung pige som Lediona? Jeg får fortalt, at piger allerede i 13-årsalderen bliver lovet væk i arrangerede ægteskaber. De bliver typisk gift året efter, og inden de fylder 18 har de allerede 3-4 børn.
Hvad det betyder for deres fremtidsmuligheder er ikke svært at gætte.
Fra et andet rum tæt på ”fabrikken” myldrer det ud med små nysgerrige børn. Et af dem, lille Sara, klamrer sig fast til mor Sonila Medja, der kigger ud sammen med svigerfamilien, Sanie og Nafi Sabani.
Børn og kvinder lærer at læse og skrive
Præst Dena Fortuzi kalder dem ”vores familier”, fordi de jævnligt kommer til kirkens gudstjenester og måske med tiden kan blive rollemodeller for andre i romasamfundet, komme væk fra gaden, ind på en uddannelse og ud på arbejdsmarkedet.
En mand har allerede fået job som parkeringsvagt. En kvinde er nu rengøringsassistent.
Det hele begyndte med, at de lærte at læse og skrive i Brødremenighedens sidelokale. For kirken er ikke kun optaget af det åndelige hinsides. Især kvinder skal lære at læse og skrive, og børn med udviklingsvanskeligheder skal have lektiehjælp efter skole, så de måske kan få en uddannelse bagefter.
Romaerne i Lezha stiftede første gang for bekendtskab med Brødremenigheden, da det omtalte jordskælv ramte Albanien i 2019. De havde ingen mad, ingen senge, og deres hytter blev totalt ødelagt. Menigheden var de første til at uddele nødhjælp i form af mad, bleer, tøj og tæpper.
Et åndehul i en kaotisk hverdag
Vores lille delegation ruller hen til Brødremenighedens kirke nogle få hundrede meter væk, og flere romafamilier følger efter til fods. Snart er vi en snes kvinder og børn i det lille kirkerum, og Dena begynder at lede i sang. Alle synger ivrigt med, og selv om der også er uro blandt børnene og småsnak i krogene, er der en hjemlig atmosfære.
Da jeg interviewer tre af kvinderne bagefter, går det op for mig, at der ligesom ved nødhjælpen er helt fysiske årsager til at de kommer i kirken. Alle tre havde sygdomme inde på kroppen hos dem selv eller deres børn og opsøgte kirken for at bede om hjælp og forbøn. En mor og et barn fik det faktisk bedre, en anden kvindes søn har en uvis fremtid med kræftknuder flere steder i kroppen. Men moren lyser alligevel af mild glæde. Måske er det blot at kunne læsse af og blive hørt, der gør den lille kirke til et fristed, et åndehul midt i en kaotisk hverdag.
Jeg går ind i sidelokalet for at fotografere børnene, mens de tegner og maler. Der er ikke umiddelbart nogen forskel fra andre børn; de er kvikke og ivrige efter at lære. Det giver håb for næste generation, tænker jeg.
Små fremskridt for børn og voksne
Efter gudstjenesten går turen tilbage til Albaniens hovedstad Tirana. Der er stille i bilen, indtrykkene bearbejdes: synet af armod, lugten af affald, åbenheden i de spartanske hjem, glæden i kirken. Selv om det er op ad bakke at løfte romasamfundet, give børnene en uddannelse og gøre de voksne klar til at passe et arbejde, er der små fremskridt.
Men lige nu er romaerne de fattigste af de fattige i Albanien. Og det er slemt. For de andre unge albanere, jeg interviewede, ville bare ud af landet for at søge lykken i Tyskland, Frankrig og Storbritannien. Den løn, de får i Albanien, kan de slet ikke klare sig for.
I udlandet er de som migranter nederst i systemet. Mange af dem bliver sendt retur til Albanien, hvorefter flugten kan begynde igen. Jeg mødte en familie, der havde søgt til udlandet tre gange og havde opbrugt alle deres sparepenge.
