I 1960’erne kunne en bistandskonsulent på feltarbejde nøjes med at sendte et luftpostbrev hjem til Danida og vips! Så havde han startet et u-landsprojekt og åbnet et nyt ærefuldt kapitel i historien om dansk hjælp til de fattige lande!
Jørgen Harboe
Jørgen Harboe (født 1943) har over 40 år på bagen som udviklingsjournalist og forfatter med særlig fokus på Sydasien.
Han har også haft fingrene nede i det praktiske udviklingsarbejde som projektkoordinator i Bangladesh, menneskerets-monitor i Rwanda og våbenhvile-observatør i Sri Lanka.
Desuden har han deltaget i solidaritetsarbejde omkring Den Tredje Verden i Danmark og været med til at starte både de danske udviklingsjournalisters forening, Nairobiklubben og Timbuktufonden, der støtter journalistik og oplysningsarbejde om udvikling og globalisering.
Sådan cirka skrev en af konsulenterne for mange år siden om Danidas glade 60’ere.
Det var næsten så let som at knipse med fingrene. Jeg er som journalist barn af den samme gyldne tid, og husker, hvordan der var noget sorgløst og Wild West-agtigt over u-landsbistandens ungdom, både for fagfolkene og for os journalister, der fulgte med fra sidelinjen og fortalte om Danmarks mange velgerninger.
Vi journalister red med på en bølge, og var vi glade og stolte over at have en lille aktie i det globale humanitære eventyr, hvor Danmark nød voksende beundring og respekt.
Det var spændende, men det var dengang!
For The Carnival is Over, som The Seekers synger i deres hit fra 1965. Festen er forbi.
Det gik først rigtigt op for mig, da bestyrelsen for Nairobi-klubben i maj lukkede og slukkede.
Jeg havde i 1976 været med til at starte det faglige fællesskab for mediefolk med u-lande som speciale i Nairobi (deraf klubbens navn).
Vi var i byen i anledning af konferencen UNCTAD IV, hvor de fattige lande krævede en garanti for høje priser for de råvarer, de sendte til os i den rige Verden. UNCTAD er FN’s organisation for handel og udvikling, og syv af os danske journalister, der dækkede konferencen, besluttede på stedet at starte en forening for udviklingsjournalistik – en ny betegnelse, som vi vist opfandt til lejligheden.
Danida havde kun 15 år på bagen, og UNCTAD var endnu yngre, men organisationen oprullede allerede spændende visioner om global befrielse.
Vi journalister var blandt de privilegerede, der fulgte det globale drama fra første parket i Nairobi. Global retfærdighed var et nyt og spændende tema i den daglige nyhedsstrøm.
Jørgen Harboe
Mellemøsten havde netop lukket for oliehanerne og tvunget priserne i vejret. Vesten tørstede efter olie og virkede bange og rådvild. Nu ville andre råvareproducenter gøre olielandene kunsten efter, så alle fattige fik del i Verdens velstand.
Vi journalister var blandt de privilegerede, der fulgte det globale drama fra første parket i Nairobi. Global retfærdighed var et nyt og spændende tema i den daglige nyhedsstrøm. Og vi kunne endda give vores historier en dansk vinkel, i og med at UNCTAD IV blev holdt i Nairobi, og Danmark gav bistand til Kenya, hvor Karen Blixen engang havde levet.
Der var masser at fortælle, og medierne hjemme i Danmark åd det hele. Vi journalister var sikre på, at vi havde fat i en nøgle til at nytolke historien om Danmark og Verden, som den virkelig var derude, hvor de fleste af dens mennesker levede.
Ønsket om en anden slags udvikling
I dag – 48 år senere – ser billedet anderledes ud.
UNCTAD IV’s mål om at skabe en ny økonomisk verdensorden blev kun et fatamorgana. Det viste sig hurtigt, at Afrikas og Latinamerikas råvareproducenter stod langt svagere end olielandenes OPEC. Vesten var og er ikke nær så afhængige af kaffe og kakao, som de dengang var af olie. I dag er UNCTAD næsten glemt.
I Danmark fik både befolkningen og vi journalister svært ved at holde gejsten oppe for u-landenes sag. Og det viste sig lettere af skabe sympati for nødlidende børn i fjerne lande end for de indvandrere, der begyndte at myldre ind over vores egne grænser. Mange var endda brune muslimer og blev opfattet som uvelkomne fremmede i det homogene Danmark.
Efterhånden holdt både jeg og andre op med at bruge ordet u-land. I denne artikel skriver jeg derfor kun u-land, når jeg fortæller om den tid, da vi sagde sådan.
’U’-et står for udvikling eller underudvikling. Alle, jeg kender, går ind for udvikling, men jeg opdagede, at mange i Afrika og Asien i virkeligheden stræber mod andre slags udviklinger, en anden lykke, end den, som danske bistandsfolk vil hjælpe dem frem til.
I Danmark fik både befolkningen og vi journalister svært ved at holde gejsten oppe for u-landenes sag
Det er lidt tomt at fortælle begejstret om en udvikling, som modtagerne måske slet ikke ønsker. Gentager jeg bare mine egne ønskedrømme?
Der blev langt mellem dem, der virkelig interesserede sig for Danida og den danske udviklingsbistand. Bistanden er efterhånden fjernt fra noget, der minder om den folkesag, vi i Nairobi-klubben gerne vil tale op. Så selv om jeg havde været med til at starte foreningen i 1976, er jeg enig i at lukke den i 2024. Klubben har overlevet sig selv.
The Carnival is Over. For længst. Men udviklingsbistanden har givet mig et meningsfuldt liv, og jeg ved, at andre har samme oplevelse. Mange tusind danskere fik en rigere tilværelse i den danske udviklingsbistands gyldne år, selvom selve bistanden måske ramte ved siden af.
Fra Kenya til Bangladesh
Efter at have dækket UNCTAD i Nairobi rejste jeg til Dhaka i Bangladesh for selv at arbejde med udvikling. Jeg forlod Kristeligt Dagblad til fordel for to år som volontør for U-landsforeningen Svalerne. Jeg kom til et lille projekt i Sherpur, en distriktsby i det nordvestlige Bangladesh. Projektet tog sig af sundhed og andre sider af samfundsudviklingen for de fattige.
Jeg var ikke den eneste, der dengang tog skridtet fra at fortælle om udvikling til at sætte handling bag ordene, der hvor det foregik. En anden af Nairobi-klubbens fædre, Knud Vilby, var et smut i Tanzania midt under UNCTAD IV.
Ud over a være journalist på Information sad Vilby nemlig i Danidas styrelse, og da han nu alligevel var i Østafrika, kunne han passende snuse lidt til præsident Nyereres socialistiske Ujamaa-landsbyer. Burde Danidas støtte kollektive landbrug i Afrika?
Jeg ved ikke, hvad Vilby fik ud af turen, men Ujamaa (broderskab) slog aldrig an i Tanzania.
Knud Vilby blev senere formand for Mellemfolkeligt Samvirke og fik endnu senere sit eget bistandsprojekt i Etiopien. Lis Garval, den ene af klubbens mødre, uddannede sig som antropolog – et populært fag blandt danskere med interesse for fremmede kulturer.
Hun forlod Århus Stiftstidende og journalistikken og flyttede til Udenrigsministeriet, hvor hun med tiden fik ansvar for dansk udviklingsarbejde i Nepal og Uganda.
En tredje af klubbens stiftere blev projektmedarbejder i Folkekirkens Nødhjælp og endte sin karriere som bistandskoordinator i Dansk Missionsråd.
En fjerde, Jesper Søe, købte som ung en bil og rejste Afrika tyndt på egen hånd. Da han blev gammel, skabte han netmediet Globalnyt.dk.
De to sidste gik andre veje. Men dengang var der ikke langt fra at være udviklingsjournalist til selv at arbejde med udvikling.
Forankring glemmes
I 1960’erne og ’70erne greb mange muligheden for at rejse ud og gøre en forskel for Verdens fattige. Det var ikke bare journalister, der så lyset. Mellemfolkeligt Samvirke (MS) havde allerede i 1963 skabt Dansk Ungdoms U-landsarbejde, et stort frivilligprogram, der var modelleret lidt efter den amerikanske præsident Kennedys Fredskorps.
Programmet gav yngre danskere med de rette kvalifikationer mulighed for at arbejde to-tre år i Afrika eller Asien. Alle kendte dengang tilbuddet om at rejse ud som u-landsfrivillig for MS. Nogle kunne endda aftjene deres værnepligt på den måde.
Udsendelserne ebbede ud i begyndelsen af dette årtusinde, men i sidst halvdel af 1900-tallet var MS’ frivilligprogram den mest omtalte del af dansk bistand. En bistand som vi alle i princippet kunne søge om at være med i som landmænd, sygeplejersker, læger, håndværkere eller endda som journalister.
MS og flere tusinde u-landsfrivillige gav på den måde dansk bistands et folkeligt islæt. Det samme gjorde Svalerne, der sendte mig ud, IMCC, en frivillig organisation, der tilbød lægestuderende udviklingsarbejde, og Tvinds Rejsende Højskole.
Den tids brede folkelige forståelse for udvikling for de fattige er ved at blive glemt, nu hvor 1960’ernes unge er blevet gamle, og der ikke kommer mange nye entusiaster til.
På vej hjem fra Bangladesh mødte jeg i Dhakas lille lufthavn en snes danskere, der rejste den anden vej. Lufthavnen havde en klokke på taget, der ringede, når en flyveleder i kontroltårnet så et fly på vej ned til os. Klokken var praktisk, hvis vi ventede gæster hjemmefra.
Det var i forsommeren 1978, og danskerne var på vej ud til den fattigste, og mindst udviklede del af landet ved den nordlige bred af Den Bengalske havbugt. Her skulle de arbejde som rådgivere for et udviklingsprojekt, som Danidas souschef, Kaj Baagø, havde skabt i Noakhali.
Vi i Sherpur vidste godt, hvad der var undervejs.
Vores eget lille projekt var startet af en ung statskundskabsstuderende, som Baagø nu havde hyret ind i Noakhalis administration. En stud.med., der havde arbejdet for os i Sherpur, blev også indrulleret i Baagøs stab.
Projektet blev hurtigt hypet som Danidas flagskib. Det blev det største, det mest omtalte og det længst løbende danske udviklingsprojekt nogensinde.
Noakhali-projektet var bl.a. inspireret af vores beskedne erfaringer med bistand til landsbyer i Sherpur og lidt mere af et større projekt i den nordligste del af landet, som Folkekirkens Nødhjælp var med i.
Jeg mener, det var Danidas chef, Wilhelm Ulrichsen, der spurgte os udviklingsjournalister, hvad vi skulle kalde Noakhaliprojektet. Baagøs idé var ny og uprøvet i dansk bistand.
Jeg tror ikke, at Ulrichsen lyttede til os. Han valgte i alt fald at kalde Noakhali et integreret egnsudviklingsprojekt. Betegnelsen er lidt gumpetung, men viser, hvad man ville: Nemlig støtte kvinder og vigtige udviklingssektorer som landbrug, uddannelse, småindustri, fiskeri og handel i et stort område.
Først i fire distrikter med 800.000 mennesker. Senere blev projektet bredt ud til hele Noakhali-regionen med fire millioner indbyggere, – næsten lige så mange som hele Danmarks befolkning dengang.
Noakhali blev et socialt knudepunkt for dansk udviklingsbistand. Projektet beskæftigede til enhver tid mindst en snes udsendte danske rådgivere. Mange tog familien med. Projektet åbnede en dansk skole, og en dansk journalist stod for pressekontakten og udgav bladet Noakhali-nyt.
Danida betalte også flere hold danske journalister for at rejse ud og se, hvad Danmark udrettede for de 3-400 millioner kroner, vi sendte til egnsudviklingsprojektet.
Med kæmpeprojektet og Baagø ved roret havde Danida en historie at fortælle. Baagø havde karisma, og i hans tid blev vi journalister behandlet med tillid som en slags eksterne medarbejdere. Det er farligt for journalister at arbejde så tæt på embedsmændene, men med Baagø fungerede det. Vi brændte for samme sag.
Noakhali-projektet var med til at give udviklingsbistanden et skær af at være en folkesag. Kaj Baagø blev da også i 1980 den første modtager af Nairobi-klubbens hæderspris for mennesker, der har gjort noget særligt for at formidle forståelse for Danmarks samarbejde med udviklingslandene.
Noakhali og Baagø selv fik betydning for fattigdomsorienteringen, der blev kaldt en hjørnesten i dansk udviklingsbistand i de år, Baagø var med, og frem til årtusindskiftet. Noakhali-projektets mål var at give en håndsrækning til egnens fattige, men efter projektet lukkede i 1992, kunne forskere ikke entydigt vise, om målet blev nået.
Baagø døde i 1987, fattigdomsorienteringen gled ud i 2001.
Glansen er gået af bistanden
Efter Noakhali var der opbrud i dansk udviklingsbistand. Tiden var ved at rinde ud for store, synlige danske projekter: Dannebrogs-øer med mange frivillige og rådgivere. En æra, hvor det gav mening at tænke, handle og skrive om altruistisk dansk bistand, gik på hæld.
I 1978 nåede Danmark op på at opfylde FN’s målsætning om, at de rige lande skulle yde 0,7 procent af deres bruttonationalindkomst til de fattige. Vi kom med i det gode selskab og kunne se os selv i øjnene. I 1992 overopfyldte vi målet og gav en hel procent af vores BNI i udviklingsbistand. Vi kørte på 1. klasse i bistandsvennernes kreds sammen med Norge, Sverige og Holland.
Officiel dansk bistand blev mere og mere ligegyldig og utilgængelig.
Glæden varede knapt ti år. I 2001 sænkede Anders Fogh Rasmussens borgerlige regering ambitionen for bistanden, og Danmark har siden da kun med nød og næppe holdt sig over de 0,7 % af BNI.
Vi gør, hvad vi skal, men uden entusiasme. Glansen er gået af bistanden.
Som journalist mærker jeg også forandringen. Da jeg kom hjem fra Bangladesh, stod jeg uden job og blev freelancer af nød. Regeringens bistandsnedskæringer i 2001 gik ikke kun ud over fattige lande, men forarmede også det danske bistandsmiljø, som jeg levede af at skrive til og om.
Mellemfolkeligt Samvirke (MS) lukkede sit blad, der havde eksisteret siden 1948, og Folkekirkens Nødhjælp lukkede også sit. Da Danida gjorde det samme i 2011, var det klart, hvor det bar hen for oplysningsarbejdet og den folkelige forståelse, der før blev set som en forudsætning for udviklingsbistanden. Det ramte os, der leverede varen.
Kilderne til informationsarbejdet tørrede ud. Danida sløjfede fra 2011 sin årsberetning, der var Bibel for os mediefolk med tal for alt, der var værd at vide om statslig dansk bistand. Uden årsberetningen blev udviklingsbistanden historieløs.
Inden da havde både Danida og MS lukket deres biblioteker, der havde leveret generel information om international udvikling til skoler, universiteter og til os journalister.
Officiel dansk bistand blev mere og mere ligegyldig og utilgængelig. Der var ikke længere så meget at skrive hjem om for os i Nairobiklubben. Men hvor jeg nød at hænge på, så længe det varede. Udviklingsjournalistikken har givet mig et super liv.