Det hele startede, da Kirstine Kruse skulle vælge en firmajulegave.
Hun var netop hjemvendt fra et ophold i en flygtningelejr på den græske ø Lesbos, da chefen på hendes nye arbejde sendte hende en mail med udvalget til årets julegave.
Frem kom den sædvanlige buket af musselmalede kaffekopper, håndklæder og Kaj Boyesen-aber. Da kollegaerne i spøg talte om, hvad de havde valgt, fortalte en, at han havde valgt en champagnesabel.
“Jeg spurgte, ‘altså drikker du champagne?’ Han svarede, ‘nej, jeg tænkte, det kunne være lidt en gimmick’. Og jeg tænkte bare, ‘fuck, hvor er det crazy, at det er sådan’,” husker Kirstene Kruse og tager sig til hovedet.
Globalnyt møder hende på det kontor, som også er hendes treværelses andelslejlighed på Nørrebro. Og som også er hendes lager. Omkring hende er væggene plastret til med bugnende hylder med farvestrålende keramik, broderede figurer og træhåndværk. Og historier om mennesker. De vælter ud af Kirstine Kruse, når hun går langs hylderne og tager en genstand frem.
For det er hverken Kai Boyesen eller Royal Copenhagen, der står bag de hyldevarer, Kirstine Kruses begejstret taler om, som var de små arvestykker.
Der skal godt nok ikke særlig mange penge til, før jeg lige pludselig ændrer nogle menneskers liv radikalt
Kirstine Kruse
Hun hiver en kasse med broderede hårbånd ud. De er lavet af en gruppe kvinder i den palæstinensiske Shatila-lejr i Beirut.
I en pose ligger der nogle hundrede nøgleringe. De er lavet i Katsikas-lejren i Grækenland, hvor flygtninge fra lande som Afghanistan, Iran og Somalia omsmelter den mademballage, de får udleveret deres mad i, til farvestrålende små gaver.
En stak hvide bomuldshåndklæder er lavet af syriske Samer, der er fjerde generations-væver i byen Hama i det borgerkrigshærgede land.
Det er de ting, som Kirstine Kruse gennem sin lille virksomhed The -able gerne vil skifte ud med champagnesabler og sidste års store firmajulegavesællert, airfryeren, som Den Blå Avis stadig flyder over med. Selv har hun nu for anden gang hjulpet sin far med at sælge en Georg Jensen-skål, som han har fået i firmajulegave to gange.
Med bukserne nede
Men Kirstine er ikke hellig. I hendes køkken står der både en blender og et knivsæt, som hun har fået i firmajulegave på sit tidligere arbejde i konsulenthuset Advice. Hun har da heller ikke noget imod, at virksomheder giver gaver, hvis det er noget, medarbejderne rent faktisk har brug for.
“Overforbrug, og hvor ikke-bæredygtigt det er, var jo også en af mine drivkræfter. Så hvis jeg giver folk keramik, som også bare ender i skuffen, så kan det godt være, at nogle er glad i den anden ende, fordi de får løn, men det er jo ikke særlig bæredygtigt,” siger hun.
“Det mest bæredygtige vil jo være ikke at købe en masse ting, og det, jeg sælger, er jo også ting, vi måske ikke rigtig har brug for. Altså, det er jo en ekstra kogebog, men så er det måske en bog, der vækker lidt tanker.”
Kirstine Kruse
Født 1992 på Thurø Uddannet sociolog fra Københavns Universitet.
Har en fortid i ngo’erne Game og norske Dråpen i Havet samt konsulenthuset Advice.
Stifter af virksomheden The -able, som blandt andet leverer firmajulegaver lavet af mennesker på flugt eller i konfliktfyldte lande.
Siden Kirstine Kruse som ung rejste til Indien med sin familie og så, hvordan mennesker levede under helt andre kår, har hun interesseret sig for verden omkring sig.
Derfor søgte hun under sociologistudiet en praktikstilling i organisationen Game, der blandt andet udfører socialt arbejde gennem streetbasket.
“Jeg er ikke sådan en, der har læst Mellemøststudier, som der jo er masser af. Jeg anede ikke, hvordan det ville være at være ung, blond kvinde i Libanon. Eller at arabisk skulle læses baglæns,” siger Kirstine Kruse, der selv spiller basket, og griner.
“Jeg blev jo fuldstændig taget med bukserne nede over, hvor fantastisk gæstfri et folk, libanesere og de mange syrere, der også bor der, er.”
Det startede med en afghansk træspatel
Efter studiet endte Kirstine Kruse alligevel i kommunikationsbureauet Advice. Men efter fire år kedede hun sig med at hjælpe store virksomheder som mejeriforeningen med at sælge mælk.
Det var under corona-pandemien, så verden var i det store hele lukket ned. Men da den største flygtningelejr på Lesbos, Moria, blev ramt af en brand, så hun det som et tegn.
Hun rejste til Lesbos med en norsk ngo og fandt snart ud af, at alt skulle bygges op fra ny, og snart var hun hovedkoordinator på et tøjvaskprojekt i en lejr uden varmt vand. Men det hun også opdagede var, hvor meget lejrens beboere, var i stand til. Og ikke mindst hvor lidt de fik lov til at bruge det.
En afghansk skrædder tilbød hende at sy nogle ellers fortabte blomstrede bukser. Hun blev inviteret på mad af kvinder, som på deres interimistiske gasblus lavede de mest fantastiske risretter. Og it-kyndige unge mænd hjalp med at oversætte til engelsk og kunne lave hjemmesider.
Og så mødte hun den afghanske tømrer Iqbal. Han forsørgede sin familie med tre børn ved at arbejde illegalt på en sketchy kyllingefarm, der sjældent gav ham løn. Ved siden af lå et makerspace for flygtninge, og her spurgte Kirstine Kruse, om Iqbal måtte bruge værkstedet til at lave noget til hende.
“Han fik lov at være frivillig og hjalp de andre med at bygge de skamler, skostativer og sådan noget til deres midlertidige hjem. Om aftenen lavede han så de her træspatler til mig,” siger hun, mens hun roder en kasse igennem fra hylderne og viser spatlen frem.
“I starten købte jeg bare et meget lille batch for de penge, som jeg nu engang havde, og som jeg tog med hjem, og ligesom bare gav til vennerne.”
De kapable
Det var sådan en batch af håndlavede træspatler, der stod hjemme i Kirstine Kruses lejlighed, da firmajulegaven skulle vælges i Game, hvor hun igen var blevet ansat efter et halvt år i forskellige flygtningelejre i Grækenland.
Første år sendte hun til sit netværk en pdf med billeder af forskellige ting, hun havde med hjem. Det virkede ikke rigtig. Kun enkelte mennesker og organisationer, som for eksempel hendes arbejdsplads Game, sprang på idéen.
“Men så begyndte folk også at skrive lidt til mig, sådan, ‘hey, jeg vil også gerne give det her til min familie.’ Så begyndte jeg at åbne lejligheden, og bare lægge det lidt op på bordet. Folk begyndte at komme her, og så holdt jeg et marked i kælderen.”
Andet år lykkedes det hende at nå ud til enkelte organisationer og mennesker uden for sit eget netværk. Og i år har hun sagt sit job op for at forfølge sin iværksætterdrøm. Foreløbigt har hun solgt 516 firmajulegaver til 15 forskellige organisationer, virksomheder og skoler.
En af dem er Globalnyt, og det er, indrømmet, derfor du kære læser sidder og læser denne artikel nu. Efter vi havde købt årets julegaver, blev vi på redaktionen enige om, at det kunne være interessant med en artikel om foretagendet.
Navnet The -able kommer af, at Kirstine Kruse gerne ville italesætte de ting, mennesker på flugt også er. “The capable, the remarkable” remser hun op.
“Fordi at folk altid sagde the refugees, når jeg kom hjem, og det fortalte intet om de mennesker, det handlede om. Folk refererede altid til flygtninge, som om det var det første, de var. Man ville jo heller aldrig referere til andre mennesker gennem deres diagnose alene,” forklarer hun.
Bevare kulturarv
Indtil for nyligt havde hun dog ikke tænkt, at det skulle være en reel virksomhed. Det skulle bare være hendes måde at lave noget frivilligt arbejde på. Men da hun så den forandring projektet skabte for de mennesker, hun købte tingene af, voksede ambitionerne.
“Jeg tænkte, hvis jeg bare kunne købe for 200 dollars om måneden af sådan to syriske kvinder, som syr servietter og totebags, ville jeg kunne dække deres husleje, og de ville kunne få 50 dollars hver, hvilket er det samme som en politimand får.”
“Så jeg tror bare, jeg begyndte at blive sådan, okay, der skal godt nok ikke særlig mange penge til, før jeg lige pludselig ændrer nogle menneskers liv radikalt. Plus, at der jo også var nogen, der sagde til mig, at de kun kunne fortsætte, fordi jeg lægger den her ordre.”
Kirstine Kruse har derfor også ændret sin mission en smule. Fra at købe håndværk fra mennesker på flugt, har hun udvidet sit repertoire til også at støtte mennesker i konfliktfyldte lande, hvor pengene er små og den lokale efterspørgsel efter håndværk er langt nede på behovslisten.
“Der er jo også sådan et element af at bevare en kulturarv, en designkultur eller sådan en tradition i de lande, hvor det er meget truet.”
Ustabil forsyning
The -able er stadig at betragte som frivilligt arbejde. I hvertfald har Kirstine endnu ikke fået løn, da hendes princip er, at så mange penge som muligt skal gå direkte til de mennesker, hun arbejder med. Derfor lever hun lige nu af sin opsparing og økonomisk opbakning fra sin kæreste.
Men hun drømmer om at leve af sin virksomhed, om at få en kollega eller to, der kunne hjælpe hende med at tage billeder, pakke gaver ind, skrive personlige kort til modtagerne og holde kontakt med nye og gamle samarbejdspartnere ude i verden.
Kirstine Kruses drøm er, når hun skal være lidt højstemt, at skabe Danmarks største platform for meningsfulde gaver. På den anden side, er der også nogle ting som er svære at skalere, for at bruge et moderne business-udtryk.
Der er jo også sådan et element af at bevare en kulturarv, en designkultur eller sådan en tradition i de lande, hvor det er meget truet
Kirstine Kruse
For eksempel skal modtagerne af firmajulegaverne vælge flere prioriteter, da der er en smule mere risiko forbundet med at købe alle sine varer fra flygtningelejre og konfliktramte lande.
“Ja, det er fordi, at ting kan ske. Jeg har for eksempel ikke særlig meget af det libanesiske keramik på lager, for de fly, der plejer at flyve med fragt, de flyver ikke længere. Og Middle Eastern Airlines, som er de eneste fly, der flyver, de har tredoblet priserne. Så jeg kan simpelthen ikke få tingene hjem lige nu,“ siger hun.
De stigende fragtpriser skyldes Israels invasion af det sydlige Libanon og bombeangreb omkring den internationale lufthavn i Beirut.
I Shatila-lejren i Libanon skulle to kvinder også have hæklet 50 dekorative sole, som allerede var afsat. Men da lejren ligger tæt på lufthavnen, har kvinderne måttet flygte, mens produktionen var igang.
“Og de har så selvfølgelig ikke medbragt de sole, da de flygtede, fordi de havde vigtigere ting at tage med.”
