Pernille Brix er chef for partnerskaber og bæredygtighed på Globalnyt.
Søndag oprandt endelig dagen, hvor den forpinte syriske befolkning fik lov at lade glæde og enorm lettelse fortrænge den terror, Assad dynastiet har indgydt igennem 54 år. Det skete, da et lynoprør ledet af den islamiske oprørsgruppe Hay’at Tahrir al-Sham (THS) indtog den ene syriske by efter den anden, og kulminerede da Bashar al-Assad flygtede til Rusland.
Forundring og begejstring overmandede for en stund krigens ufattelige lidelse og folk gav sig lov til at feste og håbe. Ja, selv på Rådhuspladsen blev der danset dabke (kædedans).
Men euforien kan ikke overdøve den uhyggelige erkendelse af, at uden stormagters og regionale spilleres indblanding, kunne 13 års rædsel måske være undgået.
Den bitre viden, syrerne har levet med, indser vi i Europa først for alvor nu med chokket over, at Bashar al-Assads korthus kunne kollapse på kun få uger, da opbakningen fra Rusland og Iran svandt ind.
Havde det internationale system fået lov at fungere, som det er tiltænkt, kunne det måske have været de almindelige borgere, der demonstrerede for medbestemmelse og fundamentale rettigheder i 2011, der havde været toneangivende for et demokratisk Syrien.
Et land, der på det tidspunkt havde været sekulært i årtier og som danske studerende, forskere og civilsamfundsfolk havde lært at kende som et historisk og kulturelt fyrtårn i Mellemøsten. Nu har de mennesker fået håb igen om at kunne skabe en forenet, demokratisk fremtid.
Den danske regering bør sætte alt ind på at understøtte det mulighedsrum, som måske kun vil være åbent et ganske kort øjeblik.
Fordi Vesten i 2011 svigtede de demokratisk indstillede syrere, der var uden træning i at kæmpe eller vilje til at dræbe deres medmennesker, står nu en islamistisk terrorgruppe på tronen i Damaskus. Og bag HTS står endnu en regional stormagt.
Fordi Vesten i 2011 svigtede de demokratisk indstillede syrere, der var uden træning i at kæmpe eller vilje til at dræbe deres medmennesker, står nu en islamistisk terrorgruppe på tronen i Damaskus
Tyrkiets autoritære leder, Recep Tayip Erdogan, greb muligheden for at skubbe sine vasaller til magten, da Iran og Rusland var mest svækkede. Og hans motivation er entydigt at få frie hænder til at slå ned på kurderne i det nordlige Syrien.
De kurdere, der med sekulære selvstyreambitioner og kvindelige guerillagrupper, blev Vestens darlings og allierede under borgerkrigen. Hvis Vesten ikke lægger voldsomt pres på Tyrkiet nu, står Mellemøstens største folkeslag uden eget land med stor sandsynlighed igen overfor et forræderi fra de selv samme stormagter, der har ladt dem i stikken gentagne gange siden første verdenskrig.
Syrerne fester over at være blevet befriet fra diktatoren al-Assad, men bag glæden skurrer frygten for en ny bølge af vold mod landets mange minoritetsgrupper, samt hævn og selvtægt mod dem, der har arbejdet for regimet.
Den danske regering må tage alle redskaber i den diplomatiske værktøjskasse i brug for at understøtte en fredelig og demokratisk transitionsproces. En dedikeret indsats er også en mulighed for at manøvrere Danmark om på den rette side af historien og betale lidt af gælden tilbage for vores deltagelse i den forfejlede krigsindsats i regionen.
For der går en lige linje fra opløsningen af Irak til Islamisk Stats uhyrligheder i Syrien. Vesten overlod syrerne i hænderne på Iran og Rusland. Nu er det tid til at give det syriske civilsamfund i bredeste forstand fuld opbakning og støtte til at realisere den drøm, folk har været frarøvet i 13 lange år.
Danske organisationer har siden nullerne opbygget tætte bånd til ngoer, menneskerettighedsforkæmpere, kunstnere og akademikere i Syrien. Og siden krigsudbruddet også til almindelige syriske borgere i landflygtighed i Danmark.
De forbindelser skal sættes i spil nu og bakkes op af støttekroner, for der bliver brug for en enorm indsats og alle gode kræfter for at løfte den opgave, der venter for at genopbygge det ødelagte land.
