Preben Wilhjelm har skrevet en lille klog og personlig bog om det, han kalder ”Smertensbarnet Israel”.
Det er en 90-årig tidligere politikers refleksioner og bearbejdninger af et langt livs holdninger til Israel, og en analyse af dagens situation, hvor det, vi kalder det internationale samfund, fortsat tillader Israel alverdens overtrædelser af folkeretten og hele det internationale regelsæt, der prøver at regulere forholdet mellem lande.
Et centralt begreb i bogen er det, Wilhjelm kalder ”vaccinen fra Holocaust”.
Smertensbarnet Israel
Preben Wilhjelm m.fl.: Smertensbarnet Israel – en personlig beretning.
Udgivet 2024
144 sider
Forlag: Solidaritet
Jeg er nogle få år yngre end Wilhjelm, men som han kan jeg genkalde mig ungdommens sikre overbevisning om, at efter nazismens ufattelige folkemord på jøderne havde man gjort det eneste rigtige ved omsider, med FN’s hjælp, at give jøderne sikkerhed i eget land.
Det var det mindste, verdenssamfundet kunne gøre, og jøderne prøvede ovenikøbet at skabe et nyt, mere solidarisk kibbutz-baseret idealsamfund, som manges drømme kunne spejles i.
Det var en effektiv vaccine, og der var stort set ikke plads til sidefortællinger om de fordrevne palæstinensere eller om de jøder, der, som Hannah Arendt og Albert Einstein, i 1948 advarede, og som om Menachem Begins Frihedsparti (Herut) skrev, at partiet ”i sin organisation, sine metoder og sociale appel (kan) sammenlignes med nazi- og fascistpartier”. Begin var i øvrigt tidligere leder af den jødiske terrorgruppe Irgun.
Der var ingen nuancer og ingen plads til kritik.
Wilhjelm beskriver, hvordan han selv gradvist, men sikkert ændrede holdning, blandt andet påvirket af yngre politisk aktive medlemmer af Venstresocialisterne. Men det skete sent. Han refererer, hvordan statsminister Anker Jørgensen i 1973 lagde sig ud med hele den arabiske verden ved uforbeholdent at forsvare Israels fremfærd. Men han skriver også, at han selv få år forinden – og altså omkring 20 år efter skabelsen af staten Israel – ville have været fuldstændig på linje med Anker Jørgensen.
Weekendavisens Martin Krasnik skrev efter Hamas’ terrorangreb i oktober 2023 bogen ”En smal bro over afgrunden”. Som jøde søger han at beskrive, hvad der er sket, og stiller spørgsmål om, hvad man kan stille op med polariseringen. Han opfordrer også til dialog, og det er blandt andet denne opfordring, der har fået Preben Wilhjelm til at skrive sin personlige beretning.
Og det er så også en beretning om, hvordan verdensopinionen i dag stadig er præget af Holocaust-vaccinen, og om at man derfor har set igennem fingre med, at der er skabt et apartheidlignende samfund, hvor der – også inden 7. oktober 2023 – skete utallige brud på folkeretten.
Det, mange kalder ”Israels ret til at forsvare sig selv”, har nu ført til en angrebskrig, hvor Israels hær er ved at rydde store dele af Gaza for palæstinensere, hvor Israel har besat yderligere et område af Syrien, og hvor dele af den israelske elite helt utvetydigt betegner palæstinensere som undermennesker, hvis mennesker overhovedet.
Men de fleste vestlige politikere og de dominerende vestlige medier (og i hvert fald de danske) er fortsat ganske enøjede og meget mangelfulde i dækningen. Mange betragter stadig Israel som en art demokratiets skanse i forhold til autoritære systemer, men Israels regerings ageren har ikke noget med demokrati at gøre.
Wilhjelm interesserer sig (naturligvis) også for juraen og dermed for, hvad det konkret betyder for lidende mennesker, når internationale retsregler ikke overholdes. Derfor et lidt langt citat:
”Uanset om det drejer sig om en kolonis kamp for uafhængighed eller et nationalt, etnisk eller religiøst mindretals kamp for ligeværd, er der tale om en asymmetrisk kamp. Den pågældende stat har lovgivningen og domstolene og fængslerne og militæret på sin side, den pågældende bevægelse har i princippet ingen legale midler. Men når undertrykkelsen bliver tilstrækkelig hårdhændet, bliver der reageret, som man nu bedst kan. Om vi bryder os om det eller ej.
Holocaust-vaccinen og de skævheder, den har efterladt i vurderingen af konkrete begivenheder, har betydet, at sandheden har haft og stadig har det svært i beskrivelserne af, hvad der sker mellem Israel og palæstinenserne.
Det forstærker kun desperationen, når man ser, at de få begrænsninger, der er lagt på staternes ret til undertrykkelse, end ikke bliver efterlevet. Når en besættelsesmagt imod international lov anvender sin militære straffelov overfor de besatte – uden at det internationale samfund reagerer. Eller når den ulovligt overfører ”de dømte” til fængsler i besættelseslandet. Eller når etablerede magter forhindrer, at international kriminalisering af terror også kommer til at omfavne terror udøvet af stater. Eller når gentagen og bred international fordømmelse af ulovlige bosættelser og fordrivelser i besatte områder forbliver uden virkning på grund af en enkelt stormagts veto.”
Holocaust-vaccinen og de skævheder, den har efterladt i vurderingen af konkrete begivenheder, har betydet, at sandheden har haft og stadig har det svært i beskrivelserne af, hvad der sker mellem Israel og palæstinenserne.
Som gammel journalist og mediemenneske læser jeg Wilhjelms beretning med en vis beskæmmelse på branchens vegne. De danske medier har været meget langt fra at sikre blot nogenlunde ordentlig og uvildig information om den permanente konflikt. Selv begyndte jeg i virkeligheden først for alvor at forstå ”den anden side i konflikten”, da jeg i begyndelsen af 1990’erne besøgte Israel og Gaza.
Endnu i dag, hvor Israel i det internationale retssystem står anklaget for de alleralvorligste og tilsyneladende meget veldokumenterede forbrydelser, er det politiske establishment præget af enøjethed i Israels forsvar.
Blandt andet derfor skal Preben Wilhjelm have stor tak for denne bog. Den indeholder i øvrigt også andre gode bidrag. Her vil jeg blot nævne en artikel fra juni 2024 af den israelske historiker Ilan Pappé. Han mener, at trods Israels tilsyneladende sejre vil den proces, der er i gang i dag, kulminere i zionismens fald.
