Da afkoloniseringen i Afrika begyndte, var der en udbredt konsensus om, at den øgede selvbestemmelse ville styrke de afrikanske samfund og skabe bedre muligheder for udvikling. Disse visioner blev blandt andet fremført af koryfæer som Ghanas Kwama Nkrumah, Zimbabwes Robert Mugabe og Tanzanias Julius Nyerere.
Med afkoloniseringen i baghovedet kan det virke paradoksalt, at et voksende antal afrikanske stater outsourcer kontrollen over dele af deres land til ikke-statslige, internationale aktører. I Den Demokratiske Republik Congo (DR Congo) har regeringen eksempelvis sat 30 områder med olie- og gasforekomster på auktion i juli.
Mere paradoksalt er det måske, at regeringen forventer, at bortauktioneringen af områderne vil give staten mere kontrol over landets territorium.
Men det er én af to helt klassiske måder at reagere på, når et land opdager, det ikke kan opretholde kontrollen over sit territorium.
Kunstige grænser giver problemer
De afrikanske nationer og deres grænser er internationalt anerkendt, men det betyder ikke, at nationalstaterne kontrollerer deres territorier.
Nogle af dem har aldrig haft fuld kontrol over deres territorium, og i de senere år har stadig flere af landene fået svært ved at opretholde kontrollen.
Og det er måske ikke så underligt, at mange af staterne har svært ved at strække deres autoritet ud i alle hjørner, for grænserne er i stort omfang tegnet af europæiske magter. Det skete på Berlin-konferencen i 1884-1885, hvor kolonimagterne så at sige delte kontinentet imellem sig, og det lagde fundamenterne til nutidens afrikanske stater.
Derfor er mange af grænserne mellem de afrikanske lande trukket mere eller mindre vilkårligt, hvilket i flere tilfælde har delt befolkningsgrupper mellem flere lande og tvunget historisk rivaliserende befolkningsgrupper ind i samme nationalstat.
Det har skabt og skaber fortsat problemer i mange afrikanske stater, fordi de forskellige befolkningsgrupper ofte ikke føler det store fællesskab med de andre befolkningsgrupper. Det er en af årsagerne til, at flere afrikanske nationalstater er blevet stadig mere udfordrede.
Tag konflikten eller afgiv kontrol
Når myndighederne i en stat taber kontrol har den dybest set to måder, den kan reagere på. Den kan tage konfrontationen med den eller de, der udfordrer staten, eller den kan acceptere situationen.
Cameroun og flere stater i Sahel-regionen som Mali og Burkina Faso er eksempler på første, konfrontatoriske reaktionsmønster, og her ser vi i dag at centralregeringerne ligger i konflikt med forskellige typer at væbnede grupper.
Den anden reaktion, accepten, manifesterer sig ofte ved, at staten giver autonomi til lokale samfund eller outsourcer forvaltningen til ikke-statslige, ofte internationale aktører.
Et eksempel er det nordlige Tchad, hvor myndighederne accepterer den lokale kontrol i Tibesti-regionen, som Peter Hofer og jeg skrev om i februar 2022.
Læs mere om det nordlige Tchad her: Tibesti – Tchads mystiske nord
Auktionen i DR Congo er et andet udtryk for, at en stat accepterer manglende kontrol over sit territorium.
Outsourcer også naturbeskyttelse
Den internationale dækning af de seneste års outsourcing af landområder i Afrika har primært fokuseret på udnyttelse af naturressourcer. Men i også beskyttelsen af flere naturområder er blevet outsourcet. De to typer af outsourcing er fundamentalt forskellige.
Udbyderne, de afrikanske lande, har grundlæggende forskellige motiver til at outsource udnyttelse af naturressourcer og beskyttelse af natur. Det økonomisk incitament er det centrale i forbindelse med udnyttelsen af naturressourcer. Men når det gælder naturbeskyttelse, er motivationen oftest en kombination af et ønske om at reducere udgifterne til naturforvaltning og en erkendelse af, at landet selv ikke evner at leve op til sine internationale forpligtelser om at bevare biodiversitet.
På efterspørgselssiden er der stor interesse for at udnytte Afrikas naturressourcer, fordi det er økonomisk lukrativt. Når det gælder naturbeskyttelse, er der en voksende interesse fra ikke-statslige aktører, som for eksempel non-profitorganisationen African Parks, i at overtage forvaltningen og dermed beskytte unikke økosystemer og arter. African Parks driver blandt andet Garamba nationalparken i det nordøstlige DR Congo.
Når det gælder implikationerne af at outsource udnyttelse af naturressourcer, er der gennem historien mange grumme historier om negative implikationer især i lokalområderne – både miljømæssige og sociale.
I DR Congo har man for eksempel tidligere set, at de private virksomheder ikke går så meget op i, om der bliver spildt olie, hvilket både skader drikkevandet og økosystemerne. Det skyldes blandt andet, at staten ikke har ressourcer til at regulere og holde øje med virksomhederne.
Det ses også ofte, at de mange mandlige ansatte, som mine- eller olieselskaberne bringer ind i et område medfører voksende prostitution og kriminalitet.
Men konsekvenserne ved at ikke-statslige aktører overtager forvaltningen af naturområder – et område, der endnu ikke er forsket meget i – ser umiddelbart positive ud. EU’s Green Deal fremhæver endda nogle af disse initiativer som forbilledlige. Det fremhæves især, at denne type outsourcing skaber stabilitet og giver bedre muligheder for udvikling i lokalområderne – et emne jeg har skrevet meget mere om i artiklen ‘Håb i biodiversitetskrisen – EU’s sikkerhedspolitik nyorienteres i Afrika’ i magasinet Habitat (s. 6-19).
Begge typer af outsourcing handler i høj grad om at skabe stabilitet og genvinde kontrol, og for DR Congo er det et særligt presserende spørgsmål. For landet er ekstremt fragmenteret og har reelt aldrig været en samlet stat, hvilket blandt andet viser sig ved, at der utallige konflikter i det store land.
Det giver god økonomisk mening
Det er ikke kun i Afrika, at myndigheder outsourcer ansvaret for større eller mindre dele af deres land. Det sker mange steder verden over. Men når det er attraktivt for afrikanske nationer, kan det skyldes, at de mangler kapaciteten og/eller kapabiliteten til selv at gøre det.
Sådan er det i DR Congo: Landet har hverken kapacitet eller kapabilitet til selv at stå for udnyttelsen af olie- og gasforekomsterne eller beskyttelsen af biodiversiteten. Omkostningerne – eksempelvis investeringer i udstyr og know-how – er enorme. Derfor giver det økonomisk god mening at outsource.
Men de afrikanske stater har også et andet og ofte underbelyst argument for at outsource retten til dele af deres landområder. Argumentet er, at outsourcingen kan være med til at reducere lokale væbnede konflikter, og på den måde bidrage til et nationsopbyggende projekt.
Foto: Stig Jensen
I DR Congo har internationale virksomheder, der udnytter landets olie, gas og mineraler ofte militær-lignende enheder til at kontrollere deres interesser. Disse soldater er oftest bedre trænet og udstyret end de lokale militser. Derfor håber regeringen, at de ud over indtægter ved gas- og olieudvindingen også får skabt fred og stabilitet i områderne.
Der er dog to ”men’er” ved forhåbningerne. For det første bliver de lokale militser sjældent elimineret, i stedet flytter de til andre områder. For det andet er virksomhedernes – og deres private militærenheders – fokus på deres egen sikkerhed og indtjening, og de har ingen interesse i at være myndighedernes forlængede arm.
En ny begyndelse for DR Congo eller et skridt tættere på klimakatastrofen
DR Congo satte i sommeren 2022 30 landområder til olie- og gasudvinding på auktion. En skelsættende beslutning, som kan få vidtgående konsekvenser – ikke bare for landet selv, men for hele verden. I denne serie på tre dele belyser Stig Jensen, Center for Afrikastudier, Københavns Universitet, nogle af de mange paradokser, der knytter sig til beslutningen.
Første artikel tager afsæt i DR Congos kamp mod ressourceforbandelse, som landets regering vil bekæmpe ved at udvinde olie og gas. Men det kan bidrage til den globale miljøforbandelser, og det får forskere og miljøaktivister til at sætte alarmklokkerne i svingninger.
Anden artikel handler om paradokserne i forhold til udnyttelse af naturressourcer og nationale økonomiske udviklingsmuligheder, herunder bekæmpelse af fattigdom. For det er regeringens hovedargument.
Tredje artikel ser på det paradoks, at DR Congo og andre afrikanske lande sælger ud for at få mere kontrol. Ser blandt andet på samarbejdet mellem afrikanske myndigheder og ikke-statslige aktører om forvaltning af naturressourcer.
