Den grønne omstilling er afblæst: DR Congo vil bekæmpe fattigdom med sort omstilling

Størstedelen af befolkningen i DR Congo er yderst fattige, og ifølge Stig Jensen kan de nye olie- og gasboringer betyde, at livsbetingelserne bliver endnu dårligere.


Foto: Stig Jensen
Laurits Holdt

19. august 2022

I kølvandet på krigsudbruddet i Ukraine taler statsminister Mette Frederiksen (S) og andre ledere i EU om muligheden og ikke mindst behovet for at speede den grønne omstilling op.

Deres argumenter bygger på et nyt udviklingsparadigme, som ser en win-win-situation i kombinationen af grøn omstilling og økonomisk udvikling. Paradigmet siger, at vi skal gøre os uafhængige af gas, olie og andre fossile brændstoffer, samtidig med at vi gør noget godt for klimaet.

I Den Demokratiske Republik Congo (DR Congo) går udviklingen i den stik modsatte retning. Regeringen har for nyligt sat 30 områder til udvinding af olie og gas på auktion. I de kommende år vil landet formentlig begynde at eksportere meget mere fossilt brændstof, end det gør i dag. Det kan du læse mere om i første del af trilogien om DR Congos sorte auktion.

En opgørelse viser, at DR Congo for nuværende henter cirka 25.000 tønder olie op af undergrunden om dagen, men potentialet er én million tønder om dagen, som nyhedsbureauet Bloomberg her fortæller.

Meget tyder på at flere lande i Afrika følger samme spor, som man kan se på denne oversigt over områder på auktion i Afrika i år og næste år.

At DR Congo vælger at sætte turbo på den sorte omstilling netop nu skyldes de økonomiske rystelser efter corona-pandemien og Ukraine-krigen. Særligt krigen har fået priserne på fødevarer og energi til at stige. Og netop de stigende energipriser har givet DR Congo en god, dollar-formet grund til at sætte fart under udnyttelsen af landets enorme gas- og oliereserver.

Præsidenten overtog konfliktplaget fallitbo

Præsident Félix Tshisekedis målsætning om at udnytte landets enorme naturressourcer skal blandt andet ses i lyset af hans ambitioner om at skabe udvikling og bekæmpe den enorme fattigdom i landet.

Ifølge Verdensbanken lever 73 procent af landets befolkning under fattigdomsgrænsen.

Da Tshisekedi trådte til som præsident i januar 2019 overtog han ledelsen af et konfliktramt fallitbo. Hans mantra i valgkampen, som han gentog ved sin indsættelse, er nationsopbygning og fred gennem økonomisk udvikling.

Hans målsætning er et nybrud i congolesisk politik, og han prøver derved at distancere sig fra sine tre forgængere, der sammenlagt sad på magten i 54 år. I den periode eskalerede både fattigdommen og konflikterne i landet.

Om halvandet år er præsident Félix Tshisekedi på valg igen. Derfor er det af vital betydning for ham at vise borgerne i landet, at han ikke bare vil, men kan forbedre deres levevilkår.

Præsidenten og regeringen fik bedre muligheder for at iværksætte initiativer, da parlamentet i november 2021 godkendte ønsket om at hæve statsbudgettet med 42 procent, som Reuters bureau her rapporterer.

I den sammenhæng er det bemærkelsesværdigt, at DR Congo – som er et af verdens rigeste lande på naturressourcer, har 114 millioner indbyggere og et territorium 55 gange større end Danmark – har et årligt nationalt budget i underkanten af 10 milliarder dollars. Det svarer til godt 73 milliarder kroner – vel at mærke efter stigningen på 42 procent.

Til sammenligning er Københavns Kommunes budget på 48 milliarder kroner og selskabet Mærsk har for de første seks måneder af 2022 et overskud på 113 milliarder kroner.

Gør (noget af) det eksperterne anbefaler

DR Congo får massiv kritik fra blandt andet internationale miljøorganisationer for sin beslutning om at skrue op for udnyttelsen af landets gas- og olieforekomster.

Men landet følger faktisk de anbefalinger som den verdensberømte britiske økonom Paul Collier har udstukket for naturressourcerige og økonomiske fattige nationer i Afrika, så de kan udnytte deres naturressourcer på en ansvarlig måde, og på den måde bryde ressourceforbandelsen.

Ressourceforbandelsen

Den Demokratiske Republik Congo er usædvanlig rigt på naturressourcer, som for eksempel kobolt, diamanter, guld og uran.

Gennem landets historie har indtægterne fra minerne kun kommet en lille elite til gavn – her er der til gengæld også personer, som er blevet meget velhavende.

Samtidig med at udnyttelse af rige naturressourcer ofte skaber lokal forurening, konflikter mm, som forringer levevilkårene og går folk fattige lokalt.

De rige ressourcer, som kunne have været en velsignelse og gjort landet rigt, som vi for eksempel kender det fra Norge, ender med at være en forbandelse. det skyldes, at magthaverne og de internationale virksomheder, som står for udnyttelsen af de værdifulde naturresurser, ikke har incitament til at skabe udvikling lokalt og i landet.

Det fænomen kaldes ’ressourceforbandelsen’, ressourcefælden eller overflodsparadokset

Paul Collier er ikke en nogen Hr. Hvem-som-helst. Et kort udtræk fra hans imponerende cv viser følgende: Han er forfatter til bestselleren ’The Bottom Billion’, opfinderen af begrebet ressourceforbandelse og – særligt relevant i denne sammenhæng – hjernen bag the Natural Resource Charter. Kort fortalt er det 12 principper for administration af naturressourcer, bygget på den nyeste forskning og konkret erfaring. Læs mere om det i denne korte introduktion.

Beslutningen om at sætte de 30 områder på auktion flugter meget godt med nogle af de grundlæggende principper i Natural Resource Charter, for hvordan afrikanske nationer skal bryde ud af fattigdommen. Chartret har desuden en række retningslinjer om blandt andet transparens, ansvarlighed, opbygning af institutioner og beskatning, som skal følges, for at ressourceudnyttelsen kommer befolkningen til gavn og er miljømæssigt bæredygtige.

Disse retningslinjer har DR Congo kun i meget begrænset omfang opfyldt, og det kan vise sig at være et problem. Anvisningerne i chartret er i vid udstrækning udviklet med inspiration fra politisk-administrative systemer i Vesten, men ligesom i langt de fleste andre afrikanske lande, fungerer systemet i DR Congo ikke, som det gør i Vesten, blandt andet fordi staten reelt kun har kontrol med en del af landet og at store dele af landets østlige del er hærget af borgerkrig.

En konsekvens af det er, at den øgede udnyttelse af naturressourcerne i DR Congo ikke nødvendigvis vil skabe økonomisk udvikling og mindske fattigdommen.

Sporene fra tidligere salg af retten naturressourcer – både i DR Congo andre steder i Afrika – skræmmer.

Tre forhindringer: Skat, forurening og grøn omstilling

Vil de kommende olie- og gasboringer så skabe økonomisk udvikling i landet? Lad os begynde med at se på det nationale plan. Det er her indtægterne kommer ind, og her det besluttes, hvordan pengene skal fordeles.

Beskatningen af de virksomheder, som skal udnytte de bortauktionerede naturressourcer, kan blive et problem for DR Congo. Skatteunddragelse er et udbredt problem i Afrika, og statskasserne går glip af enorme beløb af den årsag, som det dokumenteres i rapporten Hiding in Plain Sight fra tænketanken Global Finacial Integrity.

DR Congo er et af Afrikas mest dysfunktionelle lande, så skattemyndighederne er ekstra svagt. Der er altså grund til skepsis over for DR Congos muligheder for at få økonomisk gevinst fra olien og gassen – både på den korte og lidt længere bane. Især når man ser det i lyset af landets begrænsede tradition og kapacitet til at inddrive skat fra internationale virksomheder.

Forhindringerne for at den almindelige congoleser kommer til at høste frugterne fra den sorte omstilling findes ikke kun på nationalt plan, men også lokalt. Her bliver gevinsterne endnu mere tvivlsomme.

For det første, fordi staten allokerer de økonomiske ressourcer til lokalområderne. Og der er begrænset kontakt mellem hovedstaden Kinshasa og visse af lokalsamfundene, fordi flere områder af landet er ramt af borgerkrig.

De lokale congolesere kommer til gengæld til at mærke slagsiden af de nye gas- og olieboringer.

Et andet aspekt er forurening fra olie- og gasudvindingen, som vil medføre negative konsekvenser for livsbetingelserne i lokalsamfundene.

Erfaringer fra både DR Congo og en række andre afrikanske nationer viser, at der ofte er omfattende miljøproblemer i forbindelse med udvinding af naturressourcer. Det skyldes blandt andet, at myndighederne fører minimal – om overhovedet nogen – kontrol af virksomhedernes aktiviteter. Det har blandt andet den konsekvens, at der ikke er sanktioner mod virksomhederne, hvis de forurener.

Alt i alt kan den nye udnyttelse af landets olie- og gasressourcer meget vel resultere i at indbyggerne i de 30 områder får forringet deres livsbetingelser. Det betyder, at den stigende udnyttelse af de værdifulde naturressources forøger fattigdommen, selvom målsætningen var den modsatte.

En sidste krølle på historien er, at en omfattende grøn omstilling i Vesten kan betyde, at det på lidt længere sigt bliver en dårlig forretning at satse på sort energi. Hvis efterspørgslen på olie og gas falder, så falder priserne og det vil få betydning for indtægterne og rentabiliteten for virksomhederne og i dermed DR Congos statskasse.

En ny begyndelse for DR Congo eller et skridt tættere på klimakatastrofen

DR Congo satte i sommeren 2022 30 landområder til olie- og gasudvinding på auktion. En skelsættende beslutning, som kan få vidtgående konsekvenser – ikke bare for landet selv, men for hele verden. I denne serie på tre dele belyser Stig Jensen, Center for Afrikastudier, Københavns Universitet, nogle af de mange paradokser, der knytter sig til beslutningen.

Første artikel tager afsæt i DR Congos kamp mod ressourceforbandelse, som landets regering vil bekæmpe ved at udvinde olie og gas. Men det kan bidrage til den globale miljøforbandelser, og det får forskere og miljøaktivister til at sætte alarmklokkerne i svingninger.

Anden artikel handler om paradokserne i forhold til udnyttelse af naturressourcer og nationale økonomiske udviklingsmuligheder, herunder bekæmpelse af fattigdom. For det er regeringens hovedargument.

Tredje artikel ser på det paradoks, at DR Congo og andre afrikanske lande sælger ud for at få mere kontrol. Ser blandt andet på samarbejdet mellem afrikanske myndigheder og ikke-statslige aktører om forvaltning af naturressourcer.