Afrikanske migranter sluppet ud i limbo i Israel

afr_imm_israel
Afrikanske immigranter i Israel.
Foto: Wikipedia (arkivfoto)
Forfatter billede

Israel har i denne uge løsladt 1.178 afrikanske indvandrere, som har siddet fængslet i den israelske Negev-ørken i over et år.

Det kommer efter, at landets øverste domstol besluttede, at de skulle løslades.

Samtidig afviste domstolen et forslag der kunne have betydet, at indvandrere kan tilbageholdes i op til 20 måneder uden at blive stillet for en dommer.

Da en stor gruppe afrikanere blev løsladt fra detentionscentret i Negev-ørkenen tidligere på ugen, fortalte en ifølge International Middle East Media Center, at han fik en sandwich og et beløb svarende til omkring 120 kroner stukket i håneden.

Internationale medier skriver om, at afrikanerne stod på vejen og forsøgte at få et lift med forbipasserende biler, uden helt at vide hvor de ville hen.

Klager over hjemløse afrikanere

Omkring 45.000 afrikanere opholder sig på ulovlig vis i Israel. De er næsten alle fra Eritrea og Sudan.

I forvejen er mange afrikanere bosat i byerne Tel Aviv og Eilat, og det har fået flere af de nyankomne til at søge hertil.

Men indbyggerne i byerne har klaget over de mange afrikanere, der overnatter i gaderne.

”Vi ved ikke hvor vi skal tage hen eller hvor vi skal sove i nat,” siger Salah på 33 år, som er en af de mænd, der blev løsladt i denne uge, til International Middle East Media Center.

”De gav os et stykke papir hvor der står ‘Forbud mod at tage til Eilat eller Tel Aviv’, men det er der, vi kender folk. Jeg har ikke penge til at leje en lejlighed. Hvor skal vi tage hen nu?”

Der sidder fortsat omkring 600 afrikanske indvandrere i fængslet i Negev-ørkenen.