Indrømmet. Jeg forstod det heller ikke rigtig, da jeg i 2014 befandt mig i Rwandas hjørne af Virunga Park ved grænsen til Congo omgivet af gevær- og machete-bevæbnede soldater. Men nu ved jeg det. At jeg stod i udkanten af verdens næststørste regnskov.
Som for så mange andre var min opmærksomhed et andet sted, ved den pirrende kendsgerning, at jeg og mit følge kunne støde ind i en bjerggorilla. En af regnskovens mægtigste dyr med deres tegneserieagtige store hoveder, næver og rumper. Som King Kong i sit naturlige habitat.
Regnskoven er ellers ikke svær at spotte på et satellitkort. Den store dybgrønne plamage, der slæber sig hen over midten af det afrikanske kontinent som en skærende kontrast til Sahara-ørkenen i Nord.
Men lige så grøn, Congo-regnskoven er set fra oven, ligeså kulsort en plet er den på vores indre verdenskort. På vores viden om dette 1,78 millioner kvadratkilometer store sammensurium af liv, fugt, farver og kulstof.
Men sådan er det selvfølgelig ofte med andenpladser. Der er Nilen, Mount Everest og Amazonas. Resten af jordens enorme skabninger er henvist til et liv i skyggen af de største.
Så lad os starte ved en anden to’er, nemlig Congo-floden. Den er verdens næststørste flod målt i volumen og har sit udspring i Katanga i Den Demokratiske Republik Congo (DR Congo) og løber ud i Atlanterhavet ved Soyo i Angola. På sin vej dræner den et område på 3,7 millioner kvadratkilometer kendt som Congo-bassinet. En stor del af Congo-bassinet er dækket af rige tropiske regnskove og sumpe. Det er disse økosystemer, der tilsammen udgør Congo-regnskoven. Den regnskov, som ingen taler om.
Og bare så du forstår, hvor stor Congo-regnskoven er, så svarer det til arealet af Frankrig, Tyskland og hele Skandinavien til sammen. Eller 250 millioner fodboldbaner, hvis du er til den slags.
Retfærdighedsvis skal det siges, at der stadig er en del op til Amazonas-regnskovens 6,9 millioner kvadratkilometer.
Men her er en række fakta, der stiller Congo-regnskoven i et lidt andet lys. En række grunde til at vi burde tale meget mere om den.
For det første betyder den aggressive afskovning, som har fundet sted i Amazonas de seneste 10 år, at verdens største regnskov officielt har passeret et nedslående vendepunkt. Siden 2016 har Amazonas-området som helhed været en CO2-udleder, hvilket gør Congo-regnskoven til den eneste regnskov i verden, der optager mere CO2 på årlig basis end den udleder. Det man på engelsk kalder et carbon sink.
For det andet er den kendt for sin enorme biodiversitet. Der er over 600 træsorter og 10.000 dyrearter, herunder den føromtalte bjerggorilla, okapier, den afrikanske skovelefant og ja, 10.000 andre dyr.
Og for det tredje, og nu til det alarmerende: Afskovningen af Congo-regnskoven er begyndt at tage fart i takt med, at befolkningen i landet vokser og freden har sænket sig en smule over det uroplagede land. Bare sidste år forsvandt der ifølge Global Forest Watch 5.000 kvadratkilometer skov.
Og så har forskere for nyligt opdaget en særlig karakteristika ved Congo-regnskoven, der gør, at den er endnu vigtigere for det globale klima, end vi hidtil har troet. Det vender vi tilbage til.
Hvorfor taler vi ikke om den?
For svaret på, hvorfor vi taler så lidt om verdens næststørste regnskov, er også tildels svaret på, hvorfor den er så svær for det internationale samfund og de seks lande, som typisk forbindes med regnskoven – DR Congo, Cameroun, Den Centralafrikanske Republik, Republikken Congo, Ækvatorial Guinea og Gabon – at samle sig omkring at beskytte effektivt.
I sit arbejde som pressechef for Verdens Skove arbejder Jonas Schmidt Hansen hver dag for at få, ja, verdens skove på dagsordenen i medierne og i folks bevidsthed. Han mener, at Congo-regnskoven er ramt af den grundlæggende menneskelige mekanik, at vi helst vil vide mere om det, vi allerede ved lidt om.
“Det handler jo meget om, at Afrika ikke fylder særlig meget i mediernes bevidsthed. Når det handler om Afrika, er det ofte med fokus på stereotyper som fattigdom, korruption og krig og meget lidt på biodiversitet og regnskov. Og hvis man absolut skal tale om de to ting, så falder snakken oftest i stedet på Amazonas, som vi alle kender,” forklarer Jonas Schmidt Hansen, der selv besøgte Congo-regnskoven tilbage i 2015, mens han arbejdede i WWF Uganda.
En anden grund er, desværre, netop fattigdom, korruption og krig. Det er for journalister og ngo’er enormt risikofyldt at bevæge sig ind i DR Congo, som stadig hører til blandt verdens farligste lande at befinde sig i.
I korte træk har en blodig konflikt hærget i det østlige DR Congo siden 1996 og kostet – siges der – omkring seks millioner menneskeliv, betydeligt flere end i Yemen og Syrien, som vi ellers taler om som verdens største humanitære katastrofer. Den første Congo-krig (1996-1997) begyndte i kølvandet på folkedrabet i Rwanda i 1994, hvor etniske hutu-ekstremister dræbte anslået en million etniske tutsier og ikke-ekstremistiske hutuer. Under og efter folkedrabet krydsede næsten to millioner hutu-flygtninge grænsen til det østlige DR Congo og bosatte sig i flygtningelejre.
Siden da er der vokset flere end 100 oprørsgrupper frem i området, som alle vil have deres bid af kagen i et land, som bugner med olie, sjældne mineraler og tømmer.
Ressourceforbandelsen ligger som en tung skygge over DR Congo, som er indehaver af hovedparten af regnskoven.
Den endeløse skov
Et af de mennesker, som har befundet sig rigtig meget i DR Congos regnskov er hollandske Peer Schouten, som til dagligt er seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS). Gennem de sidste 15 år har han med jævne mellemrum taget på feltarbejde dybt inde i Congo-regnskoven og talt med de mennesker, der bor – og altid har boet – i skovene.
Senest i sommeren 2021, hvor han tog den lange flyvetur fra København til Kampala, videre med et lille humanitært fly til den congolesiske grænse, og derfra i en firehjulstrækker ad mudderveje gennem væbnede oprørsgrupper og rangere, dyrelarm og tæt bevoksning. En tur på blot 300 kilometer, der kan tage op til en uge i regnsæsonen, og hvor man på vejen skal forhøre sig hos de lokale, om der er foretaget kidnapninger på det sidste.
Derinde i Okapi Reserve fulgte Peer Schouten det, man i Latinamerika ville betegne som en gruppe af oprindelige folk. I DR Congo taler man mere om skovfolk. Mbuti hedder folkegruppen, som lever i og af skoven.
Så mbutierne ser den destruktive effekt af udvinding af mineraler og træfældning i skoven. Men de forbinder det ikke til klimaforandringer. Det er os i Vesten, der gør det
Peer Schouten, seniorforsker, DIIS
“Hvis du er i skoven, virker den endeløs. Den er så stor, at du kan flyve over den i tre timer og ikke se andet end skov. Så hvis du er congoleser, er det svært at mærke og blive bekymret for skoven, fordi det føles, som om den altid har været der, og altid vil være der, for den er endeløs, endeløs, endeløs. Så man er nærmest nødt til at få en outsiders perspektiv for helt at forstå det store problem,” forklarer han.
Alligevel var der mange af mbutierne, der delte én bekymring med ham. Floden, der slænger sig gennem Okapi Reserve, har de seneste år skiftet farve til rød. Og hvor de før i tiden kunne fange fisk overalt langs floden, er der nu ikke længere fisk på grund af mineraludvindingen i floden. Flere og flere virksomheder pumper sand op fra bunden af floden for at finde guld.
“Så mbutierne ser den destruktive effekt af udvinding af mineraler og træfældning i skoven. Men de forbinder det ikke til klimaforandringer. Det er os i Vesten, der gør det.”
Præget af konflikter
Peer Schouten har i 15 år studeret hjertet af Congo-regnskoven og kampen for at bevare den i det hav af modstridende interesser, der findes i skoven. Minedriften, skovfældningen, krybskytteriet og alle de forskellige oprørsgrupper og småsamfund, som føler, at de er berettiget til en del af kagen. Og så er der parkrangerne, som skal beskytte parken, og den congolesiske hær, som ifølge loven ikke bør befinde sig i parken, men som gør det alligevel, fortæller Peer Schouten.
Lad os tage et eksempel. Et stort kinesisk guldminedriftselskab, Kimia Mining, har ryddet et stort areal dybt inde i området og bygget veje og miner. Når parkrangerne så prøver at opretholde loven om naturbeskyttelse, finder de sig selv i kamp med hæren.
Satellitbilleder af det kinesiske guldmineselskab Kimia Minings operationer i Congo-regnskoven.
“Kineserne er beskyttet af hæren, fordi disse kinesiske mineselskaber har fået en uofficiel tilladelse af højt rangerede congolesiske politikere. Så bliver politikerne betalt, og det betyder, at selv for parkrangerne, er de kinesiske mineselskaber ofte urørlige.”
Læs også: Afrikanske lande sælger ud for at opnå kontrol og stabilitet
Men i praksis tjener mange af parkrangerne også penge på at tillade den ulovlige minedrift. Den ene uge jager de minearbejderne væk, og den næste beder de dem om en masse penge for at komme igen.
Så alle er en smule medskyldige i ødelæggelsen af skoven, fordi det er en økonomisk mulighed i et meget fattigt land
Peer Schouten, seniorforsker, DIIS
“Så alle er en smule medskyldige i ødelæggelsen af skoven, fordi det er en økonomisk mulighed i et meget fattigt land,” siger Peer Schouten.
Bestikkelse og trusler gælder ikke kun minedrift. Rygtet siger, at man kan aflæse, hvor farligt et område er i Congo-regnskoven på priserne på lokale Primus-øl. For øllene kommer altid igennem til det lokale værtshus. Spørgsmål er bare, hvor mange forskellige bevæbnede grupper, der skal have penge for at holde vejen åben.
Donorerne trækker sig
Flyver vi godt 6.500 kilometer tilbage til Danmark, så fortalte den danske statsminister, Mette Frederiksen, i sommer sin brasilianske kollega, Luiz Inacio Lula da Silva, at Danmark ønsker at bidrage til at bekæmpe rydningen i Amazonas, ved – som så mange andre lande – at lægge penge i Amazonas-fonden. Og forleden satte Dan Jørgensen, minister for udvikling- og global klimapolitik, så beløb på: 150 millioner kroner.
Lignende bemærkninger faldt ikke på Mette Frederiksens Afrika-tur, hvor hun ellers må have set den grønne plamage i Centralafrika, da hun fløj ned til Sydafrika. Men for Peer Schouten er det ingen overraskelse, at Danmark ikke sætter sine penge i Congo og de fem andre lande, som deles om regnskoven.
“Jeg tror, det er fair at sige, at vi i Danmark godt kan lide at sætte vores penge, der hvor der er direkte interesser på spil. Sådan er donorer oftest. De har det sågar okay med, at deres penge går til spilde, så længe de er en del af en succeshistorie. Men i DR Congo og de omgivende lande, er der en stor chance for, at det ligefrem kan give bagslag. Så der er faktisk meget lidt appetit på indsatser i stor skala for at engagere sig i bevaringsarbejdet, forskning eller bare det at arbejde med lokale samfund i Congo-regnskoven.”
Ifølge organisationen Global Forest Watch har DR Congo mistet 9,8 procent af landets skovareal siden 2001. Derfor har DR Congos præsident, Félix Tshisekedi, været ude og bede det internationale samfund om økonomisk hjælp til at bevare regnskoven.
I 2019 lykkedes det at etablere en FN-baseret hjælpefond til Congo-regnskoven. Den blev døbt CAFI (Central African Forest Initiative) og er støttet med 500 millioner dollars (3,4 milliarder kroner) i de første fem år af blandt andre EU, Sydkorea og Storbritannien. Målet med fonden er at hjælpe de seks afrikanske regnskovslande med at sikre økonomisk vækst og fattigdomsbekæmpelse, samtidig med at man beskytter skovene og naturressourcerne. Men beløbet er ifølge kritikere langt fra nok til at komme de enorme problemer til livs, som er årsag til afskovningen.
Læs også: EU indgår historiske aftaler om skovbevarelse med fem udviklingslande
Derfor har de forenede regnskovslande i Sydamerika, Afrika og Asien med Lula i spidsen gjort det klart, at man forventer flere penge på bordet ved FN’s næste klimakonference, COP28, i november.
“Vi tager til COP28 med det mål at fortælle den rige del af verden, at hvis de vil have effektiv bevaring af det, der er i skovene, er det nødvendigt at give penge, ikke kun til skovens tag, men også til de mennesker, der lever dernede, som gerne vil arbejde, studere, spise og gå rundt,” sagde Lula ved en fælles konference i august.
En sort plet på forskningsverdenskortet
Men der er også en anden grund til, at mange ikke har hørt om Congo-regnskoven, og det derfor er svært for statsministeren og andre potentielle donorer, om hvad et eventuelt bidrag til skoven bringer med sig.
Der er nemlig stor uenighed om, hvad man skal kalde den. Mange kalder den Congo-regnskoven, fordi 60 procent af den ligger i DR Congo og fordi den ligger i Congo-bassinet. Andre kalder den den centralafrikanske regnskov i anerkendelse af, at den går igennem seks lande. Og andre igen, Peer Schouten for eksempel, foretrækker betegnelsen den ækvatoriale regnskov.
Pointen er, at der ganske sigende for området ikke er et særligt klart koncept om, hvad Congo-regnskoven er, mener Peer Schouten. Og problemet bliver ikke mindre, som afskovning gør regnskovsområderne mindre og mindre sammenhængende.
For selv om vi gerne ville vide mere om Congo-regnskoven, os almindelige, dødelige mennesker, så er viden omkring den meget begrænset, fortæller han.
“Der er ingen meningsfuld forskning i stor skala, om hvordan det her økosystem virker, hvordan kulstoffet distribueres i skoven, hvor meget kulstof den optager, og hvilke regnmønstre, den er en del af. Det er som i kolonitiden en sort plet på vores forskningsverdenskort.“
Men hvorfor er det et problem? Fungerer den ikke på nogenlunde på samme måde som Amazonas, kunne man indvende?
Måske vigtigere end vi hidtil har troet?
Til det kan man svare, at der faktisk er ny viden, der har vendt tingene lidt på hovedet i forhold til Congo-regnskoven. Ny forskning tyder nemlig på, at verdens næststørste regnskov er endnu vigtigere end dens blotte areal tilskriver den. Og vigtigere end vi hidtil har gået og troet.
I 2017 opdagede et hold af britiske og congolesiske forskere, hvad der senere viste sig at være verdens største tropiske tørveområde og et af verdens mest kulstofrige økosystemer. Disse tørveområder lagrer en så stor og tæt koncentration af kulstof – mellem 26 og 32 milliarder ton – hvilket svarer til den samlede globale udledning ved fossile brændsler over tre år.
Et tørveområde dannes i vådområder og består af døde plantedele, der kun er delvist nedbrudt på grund af manglende ilttilførsel. I disse vådområder kan tørv ophobe sig over mange millioner år i kulstofrige økosystemer, der lagrer og binder mere kulstof end nogen anden type økosystem på jorden – også mere end de træer, som ofte omgiver dem. Men når tørveområderne drænes, tørrer kulstoffet og oxideres gradvist til CO2 og går permanent tabt i systemet.
Tørveområderne er mere sårbare, end vi troede, og alle skal spille deres rolle i at beskytte dem.
Corneille Ewango, professor, University of Kisangani
Det store tørveområde i Congo-regnskoven er indtil videre blevet holdt vådt, fordi den afsides beliggenhed har ladet det ligge uforstyrret hen. Men både klimaforandringer, olieboringer og skovrydning truer med at dræne tørveområderne, og så sent som sidste år fandt samme forskere frem til, at de forsvinder med større hast, end man hidtil havde regnet med.
“Tørveområderne er mere sårbare, end vi troede, og alle skal spille deres rolle i at beskytte dem,” udtalte studiets ledende congolesiske professor, Corneille Ewango, fra University of Kisangani dengang.
“Folk, der bor i nærheden af tørveområderne, bruger dem ret bæredygtigt, men truslerne vokser fra olieboringer, skovhugst og palmeolieplantager. Udviklingen risikerer, at foranledige de congolesiske tørveområder til at udlede enorme mængder CO2 i atmosfæren, hvilket vil gøre de globale klimaforpligtelser utilstrækkelige.”
For Peer Schouten er der ingen tvivl om, hvilket signal den nye viden om Congo-regnskoven sender. Det er tid til at kaste videnskabeligt lys og kolde kontanter mod den store grønne plamage i Centralafrika.
“Det her er en advarsel om, at det kan være blot toppen af isbjerget. Vi ved intet om regnskoven. Det her studie handler bare om det her meget lille og ubetydelige del af den, som allerede spiller en enorm klimarolle, uden vi vidste det. Så hvad er der ellers derinde?”
Kære læser, tak fordi du holdt ved helt til slutningen af artiklen. Hvis du kan, lide hvad du læser, så har vi et nyhedsbrev, du kan abonnere på, så du fremover ikke går glip af historier som denne.
