Amnesty: Demonstranter i Burundi bliver skudt som “straf”

15714793531_90fd924f1f_o
Striden i Burundi skyldes, at præsident Nkurunziza vil have en tredje embedsperiode. Det er forfatningsstridigt, mener oppositionen.
Foto: officielt.
Forfatter billede

Myndighederne i Burundi undertrykker demonstrationer i landet, så man skulle tro, at der var tale om oprør. Situationen er tilspidset i en grad, at landet er på nippet til at ryge ud i en voldelig konflikt, advarer Amnesty International i en ny rapport torsdag.

Rapporten, "Braving Bullets – Excessive force in policing demonstrations in Burundi", viser, at Burundis politi har brugt overdreven magt mod demonstranter i landet, herunder også kvinder og børn, for at lukke munden på modstandere af præsident Pierre Nkurunziza.

"Det er tragisk, at demonstranter skal trodse kugler i et forsøg på at blive hørt," siger Sarah Jackson, der er Amnestys vicedirektør for Østafrika, Afrikas Horn og De Store Søer.

"Myndighederne i Burundi må hurtigt, grundigt og på gennemskuelig vis undersøge brugen af overdreven, dødelig magt mod overvejende fredelige demonstranter og stille de ansvarlige for retten. Det er af afgørende betydning for at genoprette tilliden til sikkerhedsstyrker og reducerer risikoen for, at folk finder mere voldelige måder at udtrykke deres politiske frustrationer," siger hun.

Intet retsopgør

Ved udgangen af juni havde FN's Højkommissariat for Menneskerettigheder opgjort antallet af dræbte under de politiske uroligheder til mindst 58, siden de første demonstrationer begyndte den 26. april.

Amnesty International har fundet flere eksempler på, at politiet har skudt personer, der forsøgte at løbe væk fra dem.

"De brugte overdreven og uproportionel magt, herunder dødelig magt, mod demonstranter," skriver Amnesty i rapporten.

Organisationen erkender, at også de demonstranter, der protesterer mod præsident Nkurunziza, har anvendt magt. Blandt de dræbte er to politifolk, to soldater og et medlem af regeringspartiets ungdomsfløj, de berygtede Imbonerakure.

Amnesty kritiserer, at der ikke er indledt retsopgør i kølvandet på de blodige uroligheder.

"Selv om snesevis af demonstranter er dræbt og utallige flere såret af politiet, har Burundis myndigheder ikke sat undersøgelser i værk," siger Sarah Jackson.

Resultatet af det omstridte præsidentvalg, som det internationale samfund på forhånd har affejet og erklæret ugyldigt, er ventet fredag.

Find hele rapporten hos Amnesty International.