Samtidig er der vedholdende forlydender om et ulmende oprør i selve kongefamilien mod kongen, hans søn og nevø.
Dertil kommer utilfredshed med FN og USA’s aftale med Iran om atomenergi og slækning af sanktioner, USA’s faldende engagement i regionen og Saudi Arabiens vigende rolle i forhandlingerne om våbenhvile i Syrien.
Her kunne dog spores en lille solstråle i mørket: På en konference med deltagelse af alle syriske oppositionsgrupper (naturligvis undtagen Islamisk Stat og Jabhat al-Nusra) i Riyadh i begyndelsen af december lykkedes det at nå frem til en fælles erklæring som også Ahrar al-Sham tilsluttede sig.
Erklæringen støtter det russiske forslag om en overgangsregering, der kan komme i stand gennem forhandlinger mellem de kæmpende grupper i Syrien, herunder Bashar al-Assads regime, men at al-Assad skal gå af når overgangsregeringen tager over.
Det er dog en åbning fra de syriske oppositionsgrupper over for det russiske forslag, der forhandles i Wien, selv om det i princippet ikke anerkender en rolle til al-Assad i en overgangsregering.
Indædt modstander af den syriske præsident
Saudi Arabien er indædt modstander af al-Assad og har konsekvent arbejdet på at få ham afsat.
Man kan kun gisne om, hvilke løfter Saudi Arabien kan have fået for at forestå forhandlinger med oppositionsgrupperne, men det er bemærkelsesværdigt, at de netop har fundet sted i hovedstaden Riyadh.
Og ifølge vestlige politikere kun kan finde sted dér, fordi det er afgørende, at en stat baseret på et sunniislamisk grundlag formidler mellem den islamistiske og sekulære opposition mod såvel Islamisk Stat som Bashar al-Assad.
Det paradoksale er, at Saudi Arabien er blevet en vigtig spiller i koalitionen mod islamisk Stat, når olielandets eget ideologiske fundament er af samme hammel.
En skrøbelig intern alliance
Netop denne dobbelthed er en kilde til intern konflikt.
Som nationalflaget med den islamiske trosbekendelse understreget af sabler viser, er landet grundlagt på en alliance mellem den fundamentalistiske wahhabisme inkarneret i de islamiske lærde (Ulama), som bestyrer både de hellige områder i Mekka og Medina.
Og på den anden side den officielle saudiarabiske islam, og det verdslige lederskab med kontrol over sikkerhedsstyrker, militær og politisk magt rodfæstet i olieøkonomien.
Alliancen har traditionelt bestået i, at Ulamaen får monopol på fortolkningen af Islam og beskyttelse af staten og kvitterer med at legitimere den kongefamilie, som i princippet ejer staten.
Den saudiske “dawa”
Mission (dawa) i form af udbredelse og eksport af wahhabismen har været og er en vigtig del af Saudi Arabiens form for Public Diplomacy.
Det er sket gennem finansiering af moskeer over hele verden, ikke mindst i Mellemøsten og Sydasien, og støtte til islamiske skoler (madrassa) navnlig i Pakistan.
Problemet er, at denne islamtolkning ligger ganske tæt på de tolkninger, som al-Qaeda og senest Islamisk Stat kolporterer.
Derfor har den saudiarabiske dawa gødet et vækstgrundlag for ideologier bag militante jihadgrupper som Islamisk Stat, og som nu vender tilbage som en boomerang og truer stabiliteten med terrorisme og social uro.
Saudi Arabien er således på én gang afhængig af den legitimitet, den wahhabistiske Ulama leverer, og truet når den samme ideologi i militant form vender tilbage som opposition mod dén kongefamilie, stadig flere ser som korrupt i forhold til islams sande vej.
Opreklamerede kvinde-valg
Valg til lokalrådene var en anden nyhed, der fyldte i de globale medier i december. Opmærksomheden rettede sig mod, at kvinder både kunne stille op til og stemme ved valgene.
Sagen er dog, at lokalrådene har meget begrænset politisk betydning, og at kun et beskedent antal kvinder registrerede sig som vælgere.
De, der gerne ville stemme, måtte køres til valgstedet af en mand, da de jo ikke selv må køre bil.
Valget havde mest symbolsk karakter og er politisk omkostningsfrit for den magtfulde kongefamilie, der på ingen måde behøver at lytte til kvinder eller lokalråd.
Alligevel labbede mange medier historien om kvindernes valgdeltagelse i sig som udtryk for en historisk begivenhed og første skridt i retning af kønnenes ligestilling.
Det har givetvis behaget den saudiarabiske regering, for den trænger virkelig til positiv omtale.
Opposition og bølgen af halshugninger
Der findes ikke kun en islamisk – eller rettere islamistisk – opposition i Saudi Arabien. Shiamuslimerne i de østlige provinser føler sig både marginaliserede og undertrykte.
De kan aktuelt henvise til, at både deres lærde og aktivister, der ikke har gjort andet end i ord at tilslutte sig tankerne fra Det Arabiske Forår, står til dødsstraf ved halshugning og efterfølgende offentlig udstilling af deres maltrakterede kroppe.
I 2015 er antallet af eksekverede dødsstraffe formentlig mere end fordoblet, og en del får hovedet hugget af på grund af mistanke om terrorisme, selv om det ofte dækker over almindelig kritik af kongefamilien.
Flere er stadig mere kritiske over for brutaliteten og manglen på retfærdighed.
Voksende kritik mod kongen – krigen og olien
Dertil kommer voksende utilfredshed med kong Salman, der tog over efter Abdullahs død i januar.
I marts indledte han den militære kampagne i Yemen, og i begyndelsen førte det til en nationalistisk opbakning bag kongen.
Kritikken vokser dog i takt med, at krigen efter mere end et halvt år stadig ikke har nået sit mål om at befri hovedstaden Sanaa, at pengene fosser ud i den tilsyneladende udsigtsløse krig, og at de saudiarabiske tab vokser.
Samtidig skranter økonomien voldsomt på grund af de faldende oliepriser, der har ført til et budgetunderskud på mere end 21 procent af BNP uden udsigt til, at oliepriserne igen vil stige.
Hvis Saudi Arabien ikke gennemfører skrappe økonomiske reformer og spareprogrammer, men blot fortsætter med at bruge landets reserver på at kompensere underskuddet, vurderer Den internationale Valutafond (IMF), at landet går bankerot om fem års tid.
Det knirker gevaldigt i kongeriget
Oven i denne elendighed, de manglende resultater i Syrien, konflikten i Bahrain og voksende arbejdsløshed kom ulykken under dette års pilgrimsrejse til Mekka og Medina.
Den kostede flere end 2.000 pilgrimme livet, og oppositionen holder kong Salman og hans regering ansvarlig for den.
Med andre ord knirker det gevaldigt i det ellers så stabile kongerige. Problemerne forstærkes af, at kong Salman har brudt det hævdvundne kodeks i kongefamilien for, hvordan de magtfulde poster fordeles.
Traditionelt fordeles posterne gennem konsensus i den øverste ledelse, dvs. man sætter sig sammen og sørger for, at de forskellige grene og stammer i familien får hver sin del af kagen, så alt er klappet af, når en ny konge udnævnes.
Afsatte kronprinsen
Sådan var overgangen efter kong Abdullahs død i januar formentlig også.
Men d. 29. april afsatte kong Salman kronprinsen og indsatte i stedet sin nevø, prins Naif, og hvad nok var endnu værre: Ophøjede sin egen søn Mohammad Bin Salman, der var blevet forsvarsminister i januar, til også at beklæde posten som vicekronprins og dermed tredje i rækken til tronen.
Mohammad Bin Salman er kun 29, har ikke den store erfaring eller en solid uddannelse, og sammen med Naif er han nu en af de mest magtfulde personer i den saudiarabiske top og hovedarkitekten bag krigen i Yemen.
Dermed har kongen for alvor taget hul på den magtkamp, der handler om at overdrage tronen fra anden til tredje generation efter grundlæggeren af det moderne Saudi Arabien, Abdulaziz Ibn Saud. Den kamp ser ud til at blive indædt og uforsonlig.
I september kunne en egyptisk avis offentliggøre to kritiske breve fra et barnebarn (altså tredje generation) til Abdulaziz med voldsomme udfald mod kongen, hans søn og hans nevø.
Brevene har cirkuleret i indflydelsesrige kredse, de henvender sig direkte til de 13 mest prominente prinser efter Abdulaziz og opfordrer til, at Salman afsættes – altså direkte til et kup i det saudiarabiske kongehus.
Internt opgør i kongefamilien kan ikke udelukkes
Det er vanskeligt at vurdere omfanget af og opbakningen til den barske kritik, der gør Salman til ansvarlig for de mange problemer.
Men kritikken er vedholdende, og flere kommentatorer advarer om, at det kan føre til egentlige opgør i kongefamilien, som kan udvikle sig til borgerkrig.
Det er dog endnu for tidligt at spå om så alvorlige følger, men situationen er spændt, hvilket giver dybe panderynker hos lederne i Mellemøsten og Vesten:
Et Saudi Arabien i internt opgør og konflikt vil mangedoble konflikterne og kriserne i det allerede hårdt plagede Mellemøsten, hvilket den tyske efterretningstjeneste Bundesnachrightendienst (BND) i begyndelsen af december bekymret advarede om.
Lars Erslev Andersen er forskningskoordinator og seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) i København.
Mere om ham på
http://www.diis.dk/eksperter/lars-erslev-andersen
Kilde: DIIS