I 2017 slap Angolas mangeårige præsident Jose Eduardo dos Santos landets tøjler og overlod dem til forsvarsminister Joao Lourenco. Nu har det regerende parti MPLA også valgt Joao Lourenco til formand for partiet, hvilket betyder at dos Santos endegyldigt har sluppet magten, skriver den ugandiske avis The Independent søndag.
MPLA har haft magten i landet siden 1975, hvor Angola blev uafhængigt fra Portugal. Indtil 1991 var partiet erklæret kommunistisk men med Sovjetunionens sammenbrud gav det ikke længere mening.
Jose Eduardo dos Santos var præsident fra 1979 – i 38 år. Kammerat nr. 1 kaldes han i flere omtaler.
Landet var et familieforetagende
Siden han kom til magten har Lourenco fjernet dos Santos to børn fra magtfulde poster. I november 2017 – blot to måneder efter sin udnævnelse – fyrede han ekspræsidentens datter Isabel dos Santos fra direktørposten i det nationale olieselskab Sonangol. Hun er angiveligt Afrikas rigeste kvinde.
I januar 2018 blev hendes bror José Filomeno dos Santos fyret fra posten som direktør for landets oliefond, som forvalter indtægterne fra olieeksporten .
Begge er senere blev anklaget for korruption og misbrug af betroede midler.
Ifølge den ugandiske avis har præsidenten også skilt sig af med en række andre højtstående personer, herunder de øverstkommanderende for både militæret og politiet.
Alvorlige økonomiske problemer
Angola, der er Afrikas næststørste olieeksportør – Nigeria er nummer et – står overfor en række alvorlige udfordringer. Olien er den altdominerende eksportvare og de lave oliepriser siden 2015 har skabt store huller i de offentlige finanser. Det betyder, at regeringen først skar 25 procent af de offentlige udgifter og senere så sig nødsaget til at nedbringe sine udgifter med hele 50 procent.
Hertil kommer at arbejdsløsheden er høj og den økonomiske vækst er lav.