Af Eva Rasmussen
Under den beskidte krig i Argentina forsvandt 30.000. Nyfødte blev taget fra deres mødre, der aldrig dukkede op igen.
Menneskerettigheds-organisationer som Mødrene og Bedstemødrene fra Plaza de Mayo har i årevis forsøgt at finde ud af, hvad der er sket med deres forsvundne børn og børnebørn, men indtil i onsdags var arkiverne fra det bestialske militærstyre fra 1976 til 1983 hemmeligt-stemplede.
Agentinas præsident Cristina Fernández udstedte tirsdag et dekret om, at arkivet skulle åbnes. Det blev offentliggjort i landets ”Statstidende” onsdag, oplyser BBC Mundo torsdag.
To arkiver er dog undtaget: Informationerne om Falklandskrigen med Storbritannien og om militærets efterretningstjeneste. Begrundelse: Oplysningerne kan true statens sikkerhed.
Regeringens initiativ kommer, ifgl. BBC Mundo, efter at landets justitsvæsen har indledt en systematisk undersøgelse af menneskerettighedskrænkelser under den beskidte krig. F. eks. har en dommer i La Plata, hovedstaden i Buenos Aires provinsen, besluttet at undersøge, om der blev begået forbrydelser mod menneskeheden i et hemmeligt fængsel under militærstyret.
La Plata er universitetsby og var hårdt ramt af forsvindinger, ikke alene under militærstyret, men osse under Juan Peróns og fra 1974 hans kones Estela Martínez de Peróns regering.
Trods forfølgelser og benspænd under og efter militærstyret er det lykkedes Bedstemødrene fra Plaza de Mayo at finde 100 af deres omkring 500 forsvundne børnebørn. Nogle er genforenede med deres biologiske familier, andre bliver hos adoptivforældrene, men kun hvis disse ikke har virket inden for politi eller militær.