Aserbajdsjan vandt krigen men vil ikke have fred

Det blev mødt med måben og vrede blandt aktivister og mange almindeligt interesserede, da det blev offentliggjort, at klimatopmødet COP29 skulle afholdes i Aserbajdsjans hovedstad, Baku, i 2024.

Ikke bare er Aserbajdsjan en oliestat – hvilket for nogle virkede som et underligt valg til et topmøde om verdens klimaudfordringer. Landet er også bundskraber, når det gælder menneskerettigheder. I flere år har Aserbajdsjan faktisk været dårligere rangeret end Rusland på organisationen Freedom Houses årlige liste over graden af frihed i verdens lande.

Men der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget, som det gamle mundheld siger.

Og noget, som klimatopmødet var godt for, var, at det blev et midlertidigt låg på konflikten mellem Aserbajdsjan og nabolandet Armenien. Sådan siger Charlotte Flindt Pedersen, der er direktør for Det Udenrigspolitiske Selskab og i mange år har rejst i og beskæftiget sig med de tidligere sovjetstater.

”Der er ikke sket en eskalation i konflikten, og det tror jeg primært skyldes, at Aserbajdsjan var vært for COP29 i november, som for Aserbajdsjans side også handlede om en mulighed for international anerkendelse. Det betød, at de måtte holde sig lidt i skindet i forhold til Armenien,” lyder det fra hende.

”Men nu da Aserbajdsjans præsident Ilham Aliyev har nået sit mål om at befri Nagorno-Karabakh, har han brug for et nyt mål, for det er måden, hvorpå han fastholder sin magt. Det er nærmest som i George Orwells ’1984’, hvor staten altid fører krig, og hvor krig er en politisk strategi for overlevelse.”

De to lande har siden Sovjetunionens sammenbrud været i krig flere gange. Konflikten handler blandt andet om området Nagorno-Karabakh, der ligger i Aserbajdsjan, men var befolket af etniske armeniere.

I 2023 erobrede Aserbajdsjan området, hvilket fik stort set alle de armenske indbyggere til at flygte til Armenien. Med den konflikt ’løst’ rykkede andre grænsestridigheder op ad dagsordenen.

Det er nærmest som i George Orwells ’1984’, hvor staten altid fører krig, og hvor krig er en politisk strategi for overlevelse.

Charlotte Flindt Pedersen

Den vigtigste af de andre grænsestridigheder er striden om adgangen til den autonome republik Nakhchivan, som er en del af Aserbajdsjan, men som ligger fuldstændig afskåret fra hovedlandet. For at komme fra selve Aserbajdsjan til Nakhchivan skal man gennem Armenien.

Det vil regeringen i Aserbajdsjan ikke længere finde sig i, så den kræver at få en landkorridor dertil – altså at få et stykke af Armeniens territorium. Tanken er, at korridoren skal gå gennem et område, der hedder Zangezur i det østlige Armenien, og den kaldes derfor Zangezur-korridoren.

Kaukasus-regionen er omgivet af Rusland, Iran og Tyrkiet, som alle tre forsøger at gøre sig gældende i de mindre lande, Armenien, Aserbajdsjan og Georgien. Det er også tilfældet, når det handler om Zangezur-korridoren.

Iran, som har en del handelsforbindelser med Armenien, er ikke vild med tanken om korridoren, da den sandsynligvis vil gå langs grænsen mellem Iran og Armenien, og det vil besværliggøre forbindelsen mellem landene.

Rusland er mere positivt stemt, for i Moskva har man en plan om, at Rusland skal stå som en form for garant for sikkerheden ved korridoren. Det skal sikre en fortsat russisk tilstedeværelse og relevans i forhold til de to Kaukasus-lande.

Det er vigtigt for regeringen i Moskva, fordi den i kølvandet på sit angreb på Ukraine i februar 2022 har oplevet, at flere af de omkringliggende lande i forskellig grad har trukket sig væk fra Rusland – ikke mindst Armenien.

Gensidigt massemord

Konflikten mellem de to lande går tilbage til den tid, hvor de begge var en del af Sovjetunionen. I 1920’erne blev de to samt den tredje Kaukasus-republik, Georgien, en del af unionen, og det lagde låg på mange af de større og mindre konflikter i regionen. Konflikter som blandt andet skyldes, at området er et etnisk kludetæppe med mange minoriteter, som i forskellig grad kræver selvbestemmelse.

Siden Sovjetunionens fald har begge lande gjort krav på området, som kaldes Nagorno-Karabakh, som fortrinsvis var befolket af etniske armeniere, men som lå helt omsluttet af de grænser, som det gamle sovjetstyre tegnede op for staten Aserbajdsjan.

Konflikten udviklede sig i 1992 til åben krig, og den har flammet op flere gange indtil 2023, hvor Aserbajdsjan lykkedes med at erobre området. Det skyldtes ikke mindst et militær, der var blevet udstyret med moderne tyrkiske våben, eksempelvis droner af mærket Bayraktar.

De har begået gensidige massemord på hinanden, og det er meget svært for begge sider at komme sig over

Charlotte Flindt Pedersen

”Armenierne begik omfattende drab på aserbajdsjanere i begyndelsen af 1990’erne, og aserbajdsjanere har gjort det samme mod armeniere. De har begået gensidige massemord på hinanden, og det er meget svært for begge sider at komme sig over. Der er en dyb, dyb kløft – en følelsesmæssig kløft, som man skal overkomme, hvis de to lande skal komme overens.”

Og det ser hun ikke ske inden for en overskuelig fremtid og peger på ét af de forhold, som gør relationen så betændt: At Armenien betegnes som ’Vest-Aserbajdsjan’ i flere af de aserbajdsjanske skolebøger.

Make Aserbajdsjan Great Again

Det er Aserbajdsjans olierigdom og ikke mindst landets alliance med Tyrkiet, som har givet det en militær overhånd i forhold til Armenien. Eller ’alliance’ er måske ikke det rigtige ord, for landet er dybt afhængigt af den regionale stormagt – og er blevet det, man kalder en klientstat, mener Charlotte Flindt Pedersen.

Hun forklarer videre, at Aserbajdsjan med Tyrkiets støtte er i gang med en form for nation building. Man vil samle sine områder, og det sker på Armeniens bekostning.

Økonomisk er landet dybt afhængigt af sin olieeksport til EU, og olie og gas udgør stort set hele landets eksport. Men olien, som bliver sendt til EU, kommer ikke kun fra landets egen undergrund og dets oliefelter i Det Kaspiske Hav. Meget af den stammer faktisk fra Rusland, og det er en af de måder, som Rusland omgår de økonomiske sanktioner, som EU har indført efter Ruslands angreb på Ukraine i 2022.

Hvad ud ad tabes, skal ind ad vindes

Mens Aserbajdsjan er blevet mere og mere autoritært, er Armenien gået den modsatte vej.

Da Nikol Pashinyan blev premierminister i 2018, mistede den gamle garde, som havde stærke forbindelser til Nagorno-Karabakh samtidig magten. Den havde holdt landet fanget i en form for ikke-udvikling i 30 år, som Charlotte Flindt Pedersen udtrykker det.

Og det virker, som om Nikol Pashinyan er gået med til at give slip på Nagorno-Karabakh for så for alvor at gøre Armenien til et europæisk land, siger hun.

”Hvad ud ad tabes, skal ind ad vindes, kan man sige. Og noget af det interessante er, at han ikke er blevet væltet af befolkningen, for Nagorno-Karabakh har jo traditionelt været en meget vigtig sag i den armenske befolkning. Men måske er mange enige i, at det er vigtigere at skabe udvikling og finde sin egen vej som land, end det er at beholde Nagorno-Karabakh.”

Omvendt føler de mange tusinde flygtninge fra Nagorno Karabakh sig af gode grunde forrådt.

Det armenske farvel til hjertesagen Nagorno-Karabakh blev understreget i sommeren 2024, da landets forfatningsdomstol afgjorde, at visse formuleringer i landets uafhængighedserklæring ikke betyder, at Armenien gør krav på områder i Aserbajdsjan (læs: Nagorno-Karabakh).

”I det seneste år har Armenien og Nikol Pashinyan virkelig lagt sig diplomatisk i selen og har indgået meget stærke samarbejdsaftaler med EU, og han har meget klart erklæret, at Armenien er interesseret i et EU-medlemskab.”

Så sent som i sidste uge har parlamentet i Armenien vedtaget en lov, som skal sætte gang i landets ansøgning om at blive medlem af EU.

”Det har både økonomiske og kulturelle årsager, og det hænger sammen med et ønske om politisk stabilitet og handel. Man kan sige, at Pashinyans plan simpelthen er, at Armenien skal blive et europæisk land. Tidligere har landet forsøgt at balancere mellem Rusland og EU, men nu går man meget direkte mod EU. Det skyldes blandt andet, at man er skuffet over, at Rusland ikke beskyttede Armenien over for Aserbajdsjan – ’hvis Rusland alligevel ikke er parat til at beskytte os, når det gælder, så vil vi heller ikke længere være loyale over for dem’, er deres logik.”

I januar underskrev Armenien og USA desuden en strategisk partnerskabsaftale, som handler om både økonomi, forsvar og sikkerhed. Men det var under tidligere præsident Joe Biden, så hvordan fremtiden ser ud for den aftale, er uvist.

Afhængig af konflikten?

På trods af at konflikten omkring Nagorno-Karabakh ser ud til at være slut, og at Armenien har accepteret nederlaget, hænger landene stadig fast i et ekstremt dårligt naboskab, siger Charlotte Flindt Pedersen.

Armeniens tilnærmelser til EU har sendt landet i en demokratisk retning, men de omgivende lande trækker i den modsatte – en mere autoritær – retning, så landet står i en svær situation. Armenierne behøver blot at se til naboerne i Georgien for at se, hvordan tæppet lynhurtigt kan blive trukket væk under et spirende demokrati, hvis magtfulde kræfter ønsker det.

Demokrati er ikke noget, man bruger i Aserbajdsjan. Landets leder, præsident Ilham Aliyev, arvede magten efter sin far, Heydar, i 2003. Heydar Aliyev kom til magten i 1993, og familien har altså siddet på magten i mere end 30 år.

I en artikel i september 2024 sammenfattede Stig Jensen, lektor på Københavns Universitet, sine nylige oplevelser i landet således:

Ifølge Charlotte Flindt Pedersen er Ilham Aliyev og hans styre nærmest blevet afhængige af at være i konflikt med Armenien for at understøtte sit undertrykkende styre.

”Jeg vil sammenligne min oplevelse i Aserbajdsjan med mine oplevelser i Rwanda og Etiopien, der begge er temmelig undertrykkende. Faktisk føltes undertrykkelsen og lukketheden i Aserbajdsjan værre end den, jeg oplevede i Iran i 2018.

Ifølge Charlotte Flindt Pedersen er Ilham Aliyev og hans styre nærmest blevet afhængige af at være i konflikt med Armenien for at understøtte sit undertrykkende styre. Og det er derfor mere end tvivlsomt, om han reelt er interesseret i at søge et mere venskabeligt forhold til naboen.

Derfor skal der nok større omvæltninger eller en mere aktiv indblanding fra større magter til, hvis de to landes forhold for alvor skal blive bedre, vurderer hun. Konflikten er i hvert fald langt fra løst med overtagelsen af det område, som i så mange år har udgjort kernen af de to landes blodige strid.