Tidslinje for Sri Lankas aktuelle politiske krise
26. oktober 2018: Præsident Sirisena afsætter premierminister Ranil Wickremesinge (UNP) og indsætter tidligere præsident Mahinda Rajapaksa (SLPP) i hans sted. Ranil Wickremesinghe udtaler det er ulovligt og imod forfatningen – og insisterer på han stadig er landets premierminister.
Præsident Sirisena reagerer ved at suspendere parlamentet indtil 16. november (kritikere vurderer, at det er for at købe tid til at få nok stemmer i parlamentet til at Rajapaksa får flertal)
28. oktober: En mand bliver dræbt, da støtter af Rajapaksa blokerer en tidligere minister fra UNPs indgang til sit kontor. Ministerens bodyguard skyder mod demonstranterne – dræber en og sårer to.
9. november: Sirisena opløser parlamentet (Ifølge kritikere efter de kan se, at de ikke kan nå at rejse nok stemmer for Rajapaksa i parlamentet) og udskriver tidligt valg til 5. januar.
13. november: Højesteret suspenderer præsidentens beslutning om at opløse parlamentet og udskrive valg den 5. december, indtil de har vurderet om det er imod forfatningen. De udtaler de vil komme med dommen 7. december.
14. november: Parlamentet samles efter to ugers pause. 122 parlamentsmedlemmer stemmer mod Mahinda Rajapaksa som premierminister. Præsidenten og støtter af Rajapaksa anerkender ikke afstemningen som legitim.
15. november: Parlamentet samles og stemmer om, hvorvidt Rajapaksa har flertal for eller imod sig. Han taber afstemningen og slåskampe bryder ud i parlamentet. Mindst et parlamentsmedlem fra UNP har en kniv med ind i parlamentet, han påstår selv det er en brevåbner. Regeringen og præsidenten anerkender ikke afstemningen for legitim, da de ikke mener den overholder protokollerne for en ”no-confidence vote”.
16. November: Der foretages endnu en afstemning i parlamentet. 122 parlamentsmedlemmer ud af 225 stemmer imod Rajapaksa – men kun med håndsoprækning (som ikke opfylder protokollerne).
18. november: Præsidenten har indkaldt alle partier til møde klokken 17.00 og det er første gang siden 26. oktober at Rajapaksa, Wickremesinghe og præsidenten mødes. Præsidenten melder at han vil acceptere en afstemning hvis den overholder protokollerne i parlamentet, hvilket han ikke mener de tidligere afstemninger har gjort. Opposition UNP og deres allierede mener, at afstemningen i fredags bør anerkendes som legitim og vil derfor ikke være med til at foretage endnu en afstemning. Parterne skilles uden at nå til enighed.
19. november: Parlamentet mødes i få minutter og har først aftalt nyt parlamentsmøde til fredag den 23. november.
COLOMBO: Scenerne fra det srilankanske parlament i slutningen af sidste uge er ulig noget landet har været vidne til før – og noget man i det hele taget sjældent ser – landets demokratisk valgte repræsentanter har råbt, skreget og sloges i parlamentet. To dage i træk endte de parlamentariske møder i slåskamp, hvor der blev givet knytnæver, kastet med bøger – ja faktisk selve forfatningen i ”hard copy”.
Det eneste land i verden med to eller ingen premierministre
Den politiske krise blev sat i gang af præsident Maithripala Sirisena den 26.oktober. Uden varsel afsatte han sin premierminister Ranil Wickremesinghe, som han dannede regering med ved valget i 2015, og erstattede ham med den tidligere kontroversielle præsident Mahinda Rajapaksa – en national helt for mange singhalesiske srilankanere, da det var ham der besejrede De Tamilske Tigere i 2009 og endte den 26-årige lange borgerkrig. Men en politiker der også vækker frygt blandt landets to største minoritetsgrupper, tamiler og muslimer, og som er beskyldt for alvorlige krigsforbrydelser og korruptionsskandaler.
Ranil Wickremesinghe nægtede at træde tilbage, da han mener præsidentens beslutning er forfatningsstridig. Siden da har Sri Lanka haft to premierministre eller måske slet ingen – afhængig af hvem du spørg. Præsidenten har forsøgt sig med flere politiske krumspring, bl.a. at opløse parlamentet, for at få trumfet Rajapaksa igennem som premierminister, men ingen af dem er endnu lykkedes og landet er fortsat i politisk hårdknude. En hårdknude der eskalerede ved sidste uges parlamentariske møder, hvor Ranil Wickremesinghes parti United National Parti (UNP) og deres allierede forsøgte, at foretage en afstemning som skulle bevise, at Rajapaksa har parlamentets flertal imod sig – og at han derfor ikke kan være landets premierminister. Rajapaksa-fløjen gjorde dog alt for at forhindre afstemningen. Fredag da parlamentet mødtes for tredje gang for at forsøge at stemme, blokerede de parlamentstalsmandens stol og blev ved med at råbe mod UNP-fløjen. Deres råb rettede sig mod to parlamentsmedlemmer fra UNP, der havde haft en kniv med i parlamentet dagen forinden, hvor afstemningen også endte i slåskamp. Rajapaksa-tilhængerne ville have dem anholdt inden de foretog sig noget andet i parlamentet. Da der var gået omkring 40 minutter kom parlamentstalsmanden ind flankeret af 30 politimænd, der dannede en menneskekæde for at beskytte ham og det trofæ, der skal være til stede i parlamentet, når der foretages officielle afstemninger. Herefter foretog de afstemningen med håndsoprækning, hvor 122 parlamentsmedlemmer ud af 225 stemte imod Rajapaksa som premierminister. Det var her medlemmer fra Rajapaksa-fløjen begyndte at kaste med sko, bøger, chilipulver og en stol – og et af medlemmerne gav en politimand en knytnæve i ansigtet.
”I dag blev jeg overfaldet. De (Rajapaksa og Sirisena støtter red.) kastede med bøger og kastede væske på min ryg. De opførte sig som dyr, ikke som mennesker” udtalte parlamentsmedlem Vijitha Herath fra partiet Janatha Vimuthi Peramuna (JVP), der støtter Ranil Wickremesinghes UNP, efter parlamentsmødet, hvor han havde fået et plaster midt på panden, og stadig havde chilivæske på sin hvide skjorte.
Dilan Perera fra præsident Sirisenas parti, United People’s Alliance (UPFA), forsvarede efter mødet Rajapaksa-tilhængernes opførsel med at de insisterede på, at få de to medlemmer af UNP, der havde knive med dagen forinden, anholdt før de kunne foretage sig andet i parlamentet:
”Som parlamentarikere kan vi ikke sidde i et parlament hvor medlemmer kommer med knive for at såre os, stikke os ned, de kan endda slå os ihjel. Så vores ønske er at de to parlamentsmedlemmer skal anholdes.” Han udtalte ligeledes, at han ikke accepterede dagens afstemning, da den ikke følger parlamentets protokoller. Konfronteret med, at det var umuligt for parlamentstalsmanden at følge protokollerne for afstemningen på grund af, at Perera og hans partifæller havde blokeret talsmandens stol, svarede han: ”Hvad kan vi ellers gøre når parlamentstalsmanden bliver ved med at sige, at han ikke accepterer den premierminister (Rajapaksa), der er blevet udnævnt af præsidenten?”
Hos den modsatte fløj, Ranil Wickremesinghes tilhængere, lød det: ”Det var meget smagløst den måde de opførte sig på. Men den tidligere præsident Mahinda Rajapaksa og hans gruppe af bøller er vant til at føre den her slags politik. Men i dag beviste vi, at vi har majoriteten i parlamentet og nu kan vi fortsætte med vores regering. Hvis de stadig udfordrer afstemningen kommer vi tilbage i morgen og dagen efter og foretager den igen – og sikrer os, at de accepterer at den er gældende,” sagde parlamentsmedlem Ruwan Wijewadene fra UNP.
Fra parlamentets talsmand lyder det, at afstemningen er legitim og han har opfordret præsidenten til at godkende afstemningen og udpege en premierminister, der har parlamentets flertal bag sig, hvilket præsidenten har nægtet. Begge fløje var enige om, at dagens begivenheder var uacceptable, dog ikke om hvem der bar skylden.
”Det er en meget uheldig og mørk dag for demokratiet i Sri Lanka” udtalte parlamentsmedlem Chandima Weerakkody, fra præsident Sirisenas parti UPFA. Han beskyldte parlamentstalsmanden for at varetage sit eget parti UNP’s interesse i stedet for parlamentets og demokratiets og afviste dagens afstemning: ”Vi vil opretholde demokratiet og den eneste måde at gøre det på, er at udskrive valg og lade folket bestemme.”
Fra den modsatte fløj hos Rauft Hakeem fra Sri Lanka Muslim Cingress (SLMC), som er en del af UNP-koalitionen, lød det: ”Dagen i dag er den mørkeste dag for Sri Lankas demokrati. Aldrig før i mine 25 år i politik har jeg set sådan en opførsel fra parlamentsmedlemmer, der lader som om de er en legitim regering, selvom det er tydeligt, at de ikke har flertal i parlamentet,”
Håbet, der forsvandt
Sri Lanka, den lille smukke østat har været så grufuldt meget igennem. Senest en 26-årig lang borgerkrig mellem den srilankanske regering og De Tamilske Tigere, der endte i 2009. Siden landets uafhængighed har det været mærket af etniske spændinger mellem majoriteten i befolkningen, singhalesiske buddhister og minoriteterne; tamiler, muslimer og kristne, og af et politisk miljø præget af singhalesisk nationalisme, nepotisme, korruption og straffrihed.
Under Rajapaksas regeringsperiode var den nuværende præsident Sirisena hans sundhedsminister, indtil Sirisena allierede sig med Ranil Wickemesinges oppositionsparti UNP og offentliggjorde at han stillede op som præsidentkandidat i konkurrence med Rajapaksa i 2015 – og overraskende nok vandt præsidentvalget.
Efter valget var der en udbredt stemning af håb i landet. Den nye regering lovede at få økonomien på ret køl og undgå yderligere korruptionsskandaler. Undersøge mulige krigsforbrydelser begået af det srilankanske militær under kommando af Rajapaksaerne, igangsætte en dybdegående efterforskning af mord på journalister begået under og efter krigen, og starte en reel forsoningsproces i landet, der har været ikkeeksisterende siden krigens blodige afslutning i 2009, hvor mellem 40.000 – 70.000 civile tamilere døde i krigens sidste måneder, ifølge tal fra FN. Transparens, ytringsfrihed og reelt demokrati blev hyldet og store dele af befolkningen nærede håb om, at fremtiden endelig så lysere ud.
Det er nu tre og et halvt år siden. Og den nye regering har skuffet bravt. Den nu afsatte premierminister Ranil Wickremesinghe er muligvis involveret i en korruptionsskandale, hvor en tidligere guvernør for central banken i Sri Lanka skulle have svindlet med obligationer. Præsident Sirisenas løfter om at undersøge krigsforbrydelser begået af militæret under Mahinda Rajapaksa og hans bror, der var forsvarsminister under krigen, Gotabaya Rajapaksa, er ikke blevet til noget. I 2015 blev det ligeledes lovet, at der ville blive etableret et ministerium for savnede personer – omkring 60.000 mennesker er meldt savnet i Sri Lanka, de fleste forsvundet under krigen eller efter de overgav sig. Ministeriet blev først nedsat to år senere – i 2017, og har mødt kritik af tamilske borgere til mistede familiemedlemmer. De har ikke tillid til, at ministeriet vil gøre alt hvad der står i dets magt for at give dem vished, om hvad der skete med deres mand, kone, søn eller bror for næsten ti år siden. Ifølge NGO’en International Truth and Justice Project er 76 tamilere flygtet til Europa under den nye regering, fordi de er blevet bortført eller udsat for tortur af militæret, en praksis, der var udbredt under Rajapaksa og som Sirisena-regeringen, hvis beskyldningerne er sande, ikke har formået at stoppe.
“Tortur og bortførelse er så systematisk og forankret i sikkerhedsstyrkernes DNA, at selv en justering af det politiske system og den nye regering under præsident Sirisena ikke kan standse disse forbrydelser. Det kræver en politisk vilje og en forpligtelse fra Sri Lankas regering til at gennemføre et omfattende reformprogram for sikkerhedssektoren, som desværre mangler i Sri Lanka,” udtalte organisationens administrerende direktør Yasmin Sooka i forbindelse med, at de opfordrede FN til at lave en uafhængig undersøgelse i det nordlige Sri Lanka i 2016.
Den kontroversielle nationalist er tilbage
Præsident Sirisena og den nu afsatte premierminister Ranil Wickremesinghe dannede alliance i 2015 for at besejre Mahinda Rajapaksa. Men forholdet mellem dem har siden begyndelsen været anspændt og præget af interne stridigheder. Og ved lokalvalget i februar i år, der sendte chokbølger gennem Sri Lanka, fik Mahinda Rajapaksa og hans nye parti Sri Lanka Podujana Peramuna (SLPP) et flertal af stemmerne. Efter valget udtalte Rajapaksa, at valgresultatet viste at den nuværende regering havde mistet sin berettigelse til at lede landet og burde træde tilbage. Valgets resultat skal udover at understrege Rajapaksas popularitet blandt en stor del af befolkningen, ifølge analytikere, også ses i lyset af skuffelsen over den nye regering, der ikke har holdt deres løfter. Mange som i 2015 havde stemt på ”Yahapalanya” – ”Good governance” som Sirisena-Wickremesinghe-regeringen blev kaldt i starten, valgte simpelthen at undlade at stemme i februar.
Den srilankanske journalist Kusal Perera, der har skrevet bogen ”Mahinda Rajapaksa, The Sinhala Selfie” beskriver Mahinda Rajapaksa som: ”den moderne singhalesiske buddhistiske helt” da det lykkedes ham at gøre en ende på den langvarige krig i 2009 og tilføjer ligeledes i forklaringen på hans tilbagekomst: ”I den reaktionære buddhistiske psyke, der altid leder efter en velvillig ”konge”, viser Mahinda Rajapaksa sig som den mest organiske singhalesiske buddhistiske leder. Og i dette meget polariserede samfund dominerer de singhalesiske buddhister al beslutningstagning.”
Faren for vold og de geopolitiske interesser
Flere har været nervøse for at krisen ville udvikle sig til voldelige sammenstød i Sri Lanka, og parlamentets talsmand Karu Jayasuriya (UNP) advarede i sidste uge om faren for et blodbad, hvis politikerne ikke fik løst krisen hurtigt. Sri Lanka har en lang og voldelig historie. Historikken omfatter både vold udført af regering og militær mod befolkningen, og voldelige sammenstød etniske grupper imellem. Seneste tilfælde i marts i år, hvor et drab på en singhalesisk buddhist udført af en gruppe muslimske mænd resulterede i at hundredevis af singhalesiske buddhister vandaliserede og brændte muslimers huse og forretninger ned i flere byer.
Indtil videre er en person blevet dræbt i forbindelse med den nuværende politiske krise, da en sikkerhedsvagt skød på en gruppe af demonstranter, der blokerede for at en minister fra UNP kunne komme ind på sit kontor. Ud over det har de folkelige demonstrationer i landet været fredelige. Og det er indtil nu kun parlamentets egne medlemmer, der har tyet til vold.
Imens prøver stormagter også at påvirke Sri Lankas politiske fremtid. Med en beliggenhed midt i det strategisk vigtige indiske ocean har både Kina, USA og Indien store interesser i landets fremtidige ledelse. Kina der også var en tæt alliereret til Rajapaksa under hans regeringsperiode og har lånt mange penge til Sri Lanka, støtter Rajapaksa, og var det første land til at anerkende ham som premierminister, efterfulgt af Burundi og Pakistan. Mens USA, EU og Indien støtter Ranil Wickremesinghe og har opfordret præsident Sirisena til at overholde forfatningen.
Tidligere FN-ambassadør for USA, Samantha Power tweetede 30. oktober:
“Democracy in #SriLanka upended by Pres. Sirisena’s actions. He promised accountability but now brings back Rajapaksa, who was responsible for war crimes, disappearances. Urgent diplomacy needed – Sri Lankans have dealt w/ too much bloodshed to go backwards”
Den håbløse fremtid
Lige nu hersker der en stemning af usikkerhed i Sri Lanka. Civile organisationer ved ikke hvor grænserne går – er landet tilbage til tiden under Rajapaksa, hvor der blev slået hårdt ned på kritikere af regeringen eller er det stadig mere åbent som før under Wickremesinghe og Sirisena alliancen? Mange frygter, at polariseringen af de etniske grupperinger igen vil blusse op, hvis Rajapaksa vender tilbage som en central figur i srilankansk politik.
For første gang siden 26. oktober mødtes præsidenten med både Ranil Wickremesinghe og Mahinda Rajapaksa søndag aften. Efter mødet udtalte han at han vil acceptere en mistillidsafstemning mod Mahinda Rajapaksa hvis den opfylder protokollerne for afstemninger i parlamentet. Noget Rajapaksas tilhængere og præsidentens egne partimedlemmer har umuliggjort ved de sidste tre afstemninger. Repræsentanter fra UNP og deres allierede meddelte at de ikke vil foretage endnu en afstemning, da de anser afstemningen i fredags for legitim og gældende. Mødet endte uden parterne kom til enighed. Mandag mødtes parlamentet igen, men mødet varede kun et par minutter, og næste møde er nu blevet sat til fredag den 23. november. Så der hersker fortsat stor usikkerhed og magtvakuum i Colombo
Præsident Maithripala Sirisena og Mahinda Rajapaksa ønsker at løse krisen ved at udskrive valg, for at bevise at de har et flertal af befolkningen bag sig, hvad de sandsynligt også har, hvis man regner med at valgresultatet fra lokalvalget i februar vil gentage sig. Hvorimod Ranil Wickremesinghe og allierede til UNP kræver, at mistillidsafstemningen mod Rajapaksa bliver accepteret af præsidenten, og at han udpeger en ny premierminister, der støttes af et flertal i parlamentet – kun sådan kan præsidenten undlade at forbryde sig mod den srilankanske forfatning, lyder deres argument. Begge fløje hævder de beskytter demokratiet og det srilankanske folk mod vandalerne ”på den anden side”, der omvendt er i gang med at ødelægge landets demokratiske fundament.
De fleste almindelige borgere ryster på hovedet ad deres parlamentsmedlemmer og er ret fortvivlede omkring hvem der skal repræsentere dem politisk. Det virker mest som om håbløsheden råder lige meget hvad udkommet af den politiske krise bliver. Som min tuk tuk chauffør sagde til mig, da jeg var på vej væk fra parlamentet efter fredagens kaos: ”Politicians in Sri Lanka – no one good.