De tårnhøje leveomkostninger påvirker alle, men nogle marginaliserede grupper bliver ramt ekstra hårdt. Blandt dem er de kvinder, som bærer den dobbelte byrde at skulle tjene penge, mens de udfører ubetalt omsorgsarbejde i hjemmet for deres børn eller ældre familiemedlemmer.
Denne artikel er oprindeligt udgivet af online-mediet The New Humanitarian, der dækker global udviklingspolitik og verden generelt.
Sri Lankas pludselige kollaps var resultatet af flere faktorer, heriblandt: flere års økonomisk misforvaltning, pandemiens dobbeltslag mod turisme og pengeoverførsler fra srilankanere i udlandet samt en påtvungen afhængighed af udenlandske lån.
Da de udenlandske reserver ramte et rekord-lavpunkt i år, steg inflationen, og priserne på mad, medicin og brændstof eksploderede, hvilket væltede landet ud i en krise med arbejdsløshed og stigende sult.
Lakmali Hemachandra, arbejdsretsadvokat og medlem af Women’s Liberation Movement, fortæller The New Humanitarian, at det største problem for lønmodtagere er deres løns faldende værdi på grund af den høje inflation. ”Det har nået et punkt, hvor de ikke engang har råd til de basale fornødenheder – mad, transport og medicin,” siger hun.
Læs også: Comeback-kongen: Sri Lankas nye præsident er samme gamle magtelite
Lokale ngo’er som Dabindu Collective – en kvindegruppe, der fokuserer på at hjælpe kvindelige lønmodtagere – tilbyder assistance og et lille glimt af håb. Men permanente forbedringer kan kun ske gennem systematisk handling, og derfor har demonstranterne fokuseret på at udskifte regeringen, på trods af at de bliver groft undertrykt.
Fotojournalisten Shefali Rafiq besøgte østaten i august og mødte gadefejere, te-plukkere og tekstilarbejdere for at finde ud af, hvordan de – og hundredtusindvis af andre kvinder som dem – klarer sig i lavindkomst-industrierne.
“Se mig i øjnene, og du skal se, hvad det betyder at kæmpe”
Pushpamani, en 40-årig enlig mor til to, har klaret sig gennem en serie af ulykker lige efter hinanden.
Først blev hun fyret fra en stoffabrik i 2020, da Covid-19 ramte. Mens den økonomiske krise var værst i juli i år, mistede hun et nyt job på en anden stoffabrik, da den blev nødt til at lukke.
”Med møje var det lykkedes mig at finde det nye job, så jeg kunne brødføde mine børn, men det virker som om, der ikke er noget tilbage til os – fattige mennesker – i dette land,” siger Pushpa, som kun bruger sit fornavn.
I 2018 forlod Pushpas mand hende for en anden kvinde. ”I noget tid sendte han mig penge, men så kom Covid-19, og pengene stoppede med at komme. Jeg var overladt til at klare mig selv og forsørge familien alene,” forklarer hun.
Den fraskilte kvinde bor nu på et pensionat med sine to børn, 11-årige Achini Varusha og 4-årige Sandalu Sasa.
Pushpa siger, hun kun lever for sine børn nu. ”Ellers kan ingen overleve med de problemer, jeg har i mit liv. Se mig i øjnene, og du skal se, hvad det betyder at kæmpe,” tilføjer hun grådkvalt, mens datteren ser til.
Pushpa plejede at tænde gasblusset for at tilberede sine måltider, men nu bruger hun en lerovn på grund af manglen på brændstof. Hun vil hellere købe mad til sine børn end dyrt brændstof. Hendes eneste hjælp kommer fra nogle få lokale ngo’er, der har hjulpet kvinder, som har mistet deres arbejde.
“Ved de rige mennesker overhovedet, at der er noget galt i det her land?” spørger hun. ”Jeg ved ikke, hvad krisen betyder for andre mennesker, men for os fattige betyder den, at vi må sove uden et eneste korn i maven.”
“Jeg kan ikke kramme ham, sådan som en mor gerne vil”
Mange kvinder er tvunget til at skrabe sig gennem tilværelsen langt fra deres hjembyer. Ofte er de fraskilte eller enlige forældre og derfor eneste forsørger, hvilket betyder et dobbelt ansvar med at tage vare på dem selv og deres børn.
M. S. Manil, 49, er en af de omkring 400.000 srilankanere, der arbejder i tekstilindustrien, hvor mange har overlevet årevis af arbejdsudnyttelse og økonomiske trængsler.
Manil har arbejdet som tekstilarbejder i to årtier og har længe været vant til at klare sig på en lav indkomst. Men den økonomiske krise, siger hun, har været som “et levende mareridt”.
“Selvom min løn var lav før, kunne jeg på en eller anden måde få det hele til at gå op. Men nu er det ekstremt svært,” fortæller hun The New Humanitarian. ”De basale hverdagsting er blevet så dyre, at vi nogle gange bliver nødt til simpelthen at undvære dem.”
En søndag eftermiddag i august sidder Manil på græsset uden for sit lejede værelse på et pensionat i Katunayake, omkring 35 kilometer nordøst for hovedstaden Colombo. Søndage plejede at være synonym med et besøg hos hendes 26-årige søn, der bor hos en tante i Badulla-distriktet, en femtimers køretur østpå. Men det virker som en fjern drøm nu.
De stigende priser rammer så hårdt, at hun er tvunget til at vælge mellem at spise eller se sit barn.
”Jeg har ikke råd til at rejse med bus,” siger Manil. ”Det kan jeg ikke længere. Så jeg taler i telefon med ham. Men det føles ikke på samme måde, fordi jeg ikke kan kramme ham, sådan som en mor gerne vil.”
“Jeg håber, han ikke begynder at tage stoffer,” tilføjer hun. ”Hele dagen er jeg bekymret for hans sikkerhed, fordi han er så langt fra mig.”
“Jeg ved ikke, hvordan jeg skal betale lånet tilbage”
Når 35-årige Nalayini Parandamana plejede at gå hjem fra arbejde, stoppede hun ofte op for at købe nogle snacks til sine tre børn. Men ikke længere. De stigende priser betyder, at hun nu spiser mindre selv for at kunne give sine børn mad.
“Hvis min sult kan forhindre, at mine børn skal gå i seng på tom mave, gør jeg det så længe, jeg kan,” fortæller hun The New Humanitarian.
Parandamana, der bor i en landsby tæt ved byen Hatton, fire timers kørsel fra Colombo, har arbejdet på en te-plantage de sidste 17 år. Lønningerne var allerede ekstremt lave før, forklarer hun, men krisen har ”knækket ryggen på mig”.
Sammen med sin mand, en bygningsarbejder, tog hun et lån for nogle år siden for at finansiere deres børns uddannelse. Men de kan ikke tilbagebetale deres månedlige afdrag, og tanken om ikke at kunne betale lånet af holder hende vågen om natten.
Fordi hun tog lånet hos sin arbejdsgiver, har hun ikke andre muligheder end at arbejde flere timer og skære ned på sine måltider.
“Jeg tjener et beskedent beløb på 20.000 rupies (omkring 415 kroner, red.) om måneden, hvilket ikke engang er nok til at brødføde min familie,” siger en tydeligt berørt Nalayini. ”Jeg ved ikke, hvordan jeg skal betale lånet tilbage.”
Parandamanas eneste ønske er, at hendes børn får en ordentligt uddannelse, så de ikke skal leve under samme kår som deres forældre. ”Jeg ved ikke, hvordan fremtiden ser ud, men det ser ud til, de måske ender som os,” tilføjer hun.
“Vi ser ikke, at pengene kommer videre”
De ansattes lønninger på teplantagerne har altid været meget lave, men i det mindste plejede de ifølge Hemachandra fra Women’s Liberation Movement at kunne arbejde over, hvis de ville tjene flere penge.
Men nu kører mange fabrikker færre timer, end de plejer, fordi de ikke har adgang til nok brændstof eller elektricitet til at holde maskinerne i gang. Det kapper endnu en potentiel livline for mange kvinder og deres familier.
“Selvom te-eksportørerne tjener mange penge på grund af stigning i tepriserne, ser vi ikke, at det forplanter sig i lønningerne,” tilføjer Hemachandra.
“Jeg ville have ledet de demonstrationer”
På en varm sommereftermiddag møder The New Humanitarian 39-årige M. Kumareshwari, der fejer en gade i Colombo. Hun tjener i gennemsnit 1.000 til 1.200 rupies (omkring 20 kroner, red.) om dagen for sit arbejde. Før krisen var det muligt at klare sig for det beløb. Nu er det ikke tæt på at være nok.
Firmaet, Kumareshwari arbejder for, tillader ikke sine ansatte at deltage eller afholde demonstrationer for højere løn. ”Jeg ville have ledet de demonstrationer,” siger hun.
Kumareshwari har tidligere arbejdet på en tefabrik, men hun mistede sit job, da fabrikken lukkede under pandemien.
Uden andre muligheder har hun været nødt til at overleve med et job, som mange ser ned på. ”Jeg er ligeglad med, hvad folk har at sige om mit arbejde,” siger hun. ”Jeg ved bare, at det her job skaffer mad på bordet til mig og mine syge forældre.”
Artiklen er oprindeligt bragt på The New Humanitarian og redigeret af Abby Seiff.
Den er oversat til dansk af Søren Steensig. The New Humanitarian er ikke ansvarlig for oversættelsens nøjagtighed.