YANGON: De røde flag med påfugl og stjerne var at se alle vegne i menneskemylderet ved et buddhistisk tempel, hvor Burmas store ikon – Aung San Suu Kyi – søndag holdt tale for tilhængerne af sit parti, National Liga for Demokrati (NLD).
I den tætte trafik på vej til stedet i det østlige Yangon blandede overfyldte minibusser sig med dyttende taxier og højttalervogne, der spillede NLD's slagsange, heriblandt et populært hiphopnummer med nogle af Burmas mest kendte rappere.
Titusinder af mennesker med NLD-klistermærker på kinderne og røde bandanas om hovedet strømmede ned ad gaden mod pladsen ved siden af templet. Undervejs havde gadehandlerne travlt med at sælge drikkevarer, frugt og nystegte samosaer til de mange glade NLD-støtter.
Vil have “Mor Suu” som leder
Feststemningen ved valgmødet afspejler oppositionspartiets faste tro på, at det vil løbe med sejren ved parlamentsvalget på søndag.
”NLD vinder. Hvis vi ikke gør, er der snyd med optællingen,” sagde en af de fremmødte. Det var en holdning, der gik igen hos mange.
”Vi har ventet længe nok, nu skal vi have Aung San Suu Kyi som leder,” sagde Su Su Latt, som sammen med sin far var mødt frem for at høre den
70-årige NLD-leder tale.Da Burmas ubetinget mest populære politiker gik på scenen, var det til en modtagelse, der ellers er forbeholdt rockstjerner. Jubelbrøl og høje klapsalver bød hende velkommen, de røde flag dansede hen over menneskemængden og en skov af mobiltelefoner klikkede løs for at få et billede af ”mor Suu” på scenen – eller bare den opstillede storskærm – længere fremme.
”Jeg er ikke bange for at stille op mod nogen eller kæmpe mod nogen, så længe I støtter mig,” sagde Suu Kyi fra scenen og blev mødt af endnu flere hyldestråb fra de titusinder af tilhængere.
For blot få år siden var NLD's aktiviteter forbudt og mange af dets ledere var fængslet eller i husarrest.
Søndag var der hverken politi eller militær at se ved valgmødet i udkanten af Yangon.
Etniske partier vil tage stemmer fra NLD
Søndagens valg er det første parlamentsvalg, NLD stiller op til siden 1990, hvor Aung San Suu Kyi og hendes parti vandt en jordskredssejr med omkring 80 procent af stemmerne. Hæren ignorerede resultatet, holdt Aung San Suu Kyi i husarrest i årevis og fortsatte sit styre indtil 2011, hvor generalerne indførte noget, der udefra kunne ligne demokrati.
Hæren sidder imidlertid stadig på 25 procent af pladserne og kan dermed blokere for større politiske forandringer, blandt andet ændringer i de forfatningsbestemmelser der betyder, at Aung San Suu Kyi ikke kan blive præsident i Burma – som i 1989 skiftede navn til Myanmar.
Ved et suppleringsvalg i 2012 blev Aung San Suu Kyi selv valgt ind i landets parlament, da hendes parti vandt 43 ud af 45 mulige pladser.
Op til søndagens parlamentsvalg er det dog mere usikkert, om NLD kan gentage tidligere tiders overbevisende valgtriumfer og vinde jordskredssejre. Denne gang stiller i alt 91 partier op, og mange af dem taler på vegne af Burmas i alt 135 etniske grupper. Derfor er det ventet, at mange minoriteter vil stemme på disse partier, som de føler sig bedre repræsenteret af.