Af Morten Ranum, U-landsnyt.dk
Walter Mignolo besøgte for nogle uger siden (15/5) København. Han er ophavsmand til begrebet decolonialism. Et ikon indenfor post-kolonial og efter-kolonial teoridannelse. Det burde være et tilløbsstykke på linje med Chimamanda Ngozi Adichie? Hans foredrag indledte seminaret Bebop 2014: Black Europe Body Politics.
Kun en eksklusiv skare er mødt op for at opleve Walter Mignolo, selvom han er en meget væsentlig figur indenfor teoridannelse om kolonialisme. I et land hvor der er panisk angst for at gøre op med egen kolonial fortid, burde fremmødet ikke komme bag på nogen. Jeg var ankommet i god tid for at sikre mig en plads i auditotiet, men det var helt unødvendigt.
Location
Mignolo indleder med at bemærke, at vi befiinder os det helt forkerte sted. Han opfatter auditoriet som en separator. Han taler, og vi er som publikum adskilt fra ham. Han giver, vi modtager. Det er akademias logik. Et format skabt af flere hundrede års hvid europæisk udvikling af intellektuel kultur. Men vi er altid fanget af omstædigheders brutalitet.
Hans foredrag afholdes i et auditorium på Københavns Universitet, Amager (KUA). Sikkert fordi arrangøren ligesom jeg havde forventet et langt større fremmøde.
På intet tidspunkt gennem fordraget nedbrydes separationen. I den efterfølgende dialog gør Mignolo et hæderligt forsøg. Han træder frem foran podiet og stiller sit så tæt på auditoriets siddepladser som muligt. Vi ved at vi befinder os et sted, hvor en ligeværdig dialog er umulig, og vi demonstrerer for hinanden, at det er vi godt klar – og vi gør alt for at nedbryde de negative komsekvenser. Det ændrer intet på, at vi er slavebundet af den logik, som vi er født ind i. Den resterende del af seminaret foregår i andre lokaler, som er mere egnet til åben dialog og samtale.
Identifikation
Mignolo taler om at blive identificeret, stigmatiseret og kolonialiseret. Han diskuterer det fra et immigrant-perspektiv. Immigranten har eller rettere får en immigrant-bevidsthed, fordi han eller hun bliver defineret som immigrant.
Mignolo taler om et kolonialt sår (colonial wound), som opstår fordi immigranten bliver degraderet som immigrant, og derfor bliver gjort til mindre menneske-lig (less human).
Immigranten bliver altså gjort identisk med sin tilbagelagte geografiske bevægelse. Den situation at man har flyttet sig fra et sted til et andet, og dermed ikke hører til noget sted. Mignolo beskriver det som, man lever grænsens erfaring (living the experience of the border).
Han gør opmærksom på, at der er forskel på at være immigrant (eller migrant som nogle forstrækker at kalde det) og leve i diaspora. Det første er tvunget eksil, mens det sidste er en selvvalgt landflygtighed.
Alligevel er grænsen måske flydende. Hvordan kan en flugt være et valg? I hvert fald er min egen erfaring at set fra omgivelsernes perspektiv, så er vi alle immigranter – ligegyldigt hvillke omstændigheder der har ført os hertil og væk fra hvor vi kommer fra.
Jeg kom her til at skrive VI, sandsynligvis fordi jeg i stigende grad bliver opfattet som udlænding, selvom jeg ikke er det. Officielt begrundet i mit mørke hår, men der er så mange danske mænd med mørkt hår, og jeg mener ikke sort hår, men brunt hår.
Colonialism vs. coloniality
Svaret på problemerne med at blive identificeret som immigrant er ifølge Mignolo at dekolonialisere sig selv. Målet er at blive ikke-identificeret (un-identified) og des-identificeret (des-identified).
Der er forskel på kolonialisme og kolonialitet. Mignolo definerer kolonialisme som en historisk udviklet struktur. Den kan man ikke stille noget op med. Kolonialitet forstår han som den logik, vi befinder os. Problemets løsen består i at adskille sig (detach) selv fra den logik, man befinder sig i.
Det betyder, at det dekoloniale projekt er en immigrant-problemstilling. Det er en reaktion på en dominerende magtstrukturs erobring af det enkelte menneske. Og det enkelte menneske kan kun drives af sin egen erfaring. Det er MIN erfaring, der er motor i befrielsesprocessen. Derfor mener Mignolo ikke, at det kan være noget fælles projekt på tværs af race, hudfarve, etnicitet og kultur. Du har din erfaing, og jeg har min. Der er forskel på den, der er kolonialiseret, og den der kolonialiserer.
Mignolo refererer til Zapatisternes begreb om værdig vrede (dignified anger), der fremvæves som et godt eksempel på dekolonialisering.
Zapatisterne er en indiansk bevægelse i det sydlige Mexico med en kollosal betydning for verdens måde at tænke forandring, oprør, politisk aktivisme og befrielse på.
Det interessante ved Zapatisterne er, at de aldrig har opfattet sig i fundamental modsætning til det magtapparat de reagerer imod. De har ikke ønsket at overtage statsmagten i Mexico, men som de siger ønsker de blot at blive en del af Mexico. De vil bare gerne respekteres for dem er.
Derfor synes jeg, at det er meget interessant, at Mignolo vælger at inddrage Zapatisterne i sin diskussion af det koloniale og kolonialitet.
