BEIRUT: En mindre hær af 40 gadekatte dukker frem fra parkeringspladsens skygger og omringer en gråhåret dame. Som en farverig hvirvelvind af miav-lyde løber de rundt om og ind og ud mellem hendes ben. Nogle af dem er det rene skind og ben, andre er småfede. Alle er de begejstrede. De kender damen. Hendes navn er Marianne, og hun kommer hver dag for at fodre dem.
Marianne er en af kattedamerne i Beirut, Libanons hovedstad. De er i hendes tanker, når hun står op, og når hun går i seng. Hver evig eneste aften vandrer hun i timevis, bevæbnet med kattefoder og moderlig omsorg.
”Folk kalder os for skøre kattedamer, men jeg er ligeglad. Det jeg gør, det skader ikke nogen,” fortæller hun Globalnyt, mens hun med sit ansigt kærtegner hendes yndlingskat fra parkeringspladsen: En hvid og orange charmetrold med tre ben.
I dagstimerne indvier Marianne studerende i Aristoteles og Platons værker. Den 54-årige dame er universitetsprofessor i filosofi. Men når mørket falder på, åbner hun døre til ukendte dele af Beirut – fyldt med katte der lider og damer der slider. Vi skal møde hendes venner Vera, Laila og Hijam, der er lige så kattegale, som hende selv. En af dem holder det hemmeligt for sin familie. En anden er en gang blevet fyret fra sit arbejde på grund af sin trang til at hjælpe katte. En tredje planlægger at dedikere sin grav til dyrene, hun holder allermest af.
Men før vi kommer så langt, skal vi have lidt kattehistorie.
Mellemøstens hellige katte
Hverken Marianne eller nogen anden ved, hvor mange hjemløse katte der er i Libanon. Det eneste som landets største dyrerettighedsorganisation Animal Lebanon tør sige er, at der er ”rigtig, rigtig mange.”
Historisk er det også omgærdet af en aura af mystik, hvornår, hvorfor og hvordan kattene nogensinde kom til at leve blandt mennesker. Hvor andre vilde dyr blev tæmmet på grund af deres mælk, kød, uld eller trækkraft, har katten aldrig bidraget meget til menneskets overlevelse.
Traditionelt set har katteforskerne altid troet, at egypterne for 3.600 år siden var de første til at tæmme de små væsner med knurhår. Men i 2004 gjorde man et fund på Cypern: Et næsten 10.000 år gammelt gravsted med en mand og en kat, side om side. Det indikerer, at kattene begyndte at finde sig til rette omkring os i sammenhæng med at vi begyndte at kultivere landbrug, skriver Carlos Driscoll i forskningspapiret ”The Tamming of the Cat”. Katten kunne tage sig af mus og madrester – til gavn for både menneske og kat.
I dele af Mellemøsten var katten dog langt mere end en simpel musefælde. Det var en mytisk figur. Ifølge Habib Malik, katteelsker samt professor i historie og kultur på Lebanese American University, har katte fascineret regionen i mange tusinde år.
”I Egypten blev de tilbedt. Nogle katte blev sågar mumificeret, og ifølge myterne barberede egypterne deres øjenbryn af, når deres katte døde, for at de kunne sørge, indtil brynene var vokset ud igen. Profeten Muhammad havde eftersigende en favoritkat. Og Iran er hjem til nogle af ældste og finest avlede katteracer,” siger Malik.
Kattens hellige status er dog snarere en romantisk historie fra fortiden, end det er en realitet i dag.
”Generelt er mennesker i Mellemøsten, og desværre også i Libanon, ikke kendt for at være så søde ved dyr. Attituden overfor hjemløse katte er bare at ignorere dem. Man accepterer, at de er der, men man stopper ikke op, hvis en kat ligger og er blevet kørt over midt på vejen,” siger han.
En del af forklaringen ligger i Libanons generelle forfatning. I et land præget af mange års borgerkrig, halvanden millioner syriske flygtninge og økonomisk krise – ifølge FN’s rapport fra 2019 er 3,3 millioner ud af Libanons 5,9 millioner indbyggere ”i nød” – er der ikke meget overskud til at gå den ekstra mil for kattene.
”Vi må acceptere, at folk har det svært i det her land. De kæmper for at overleve på en dag til dag-basis, og derfor har de ikke andet valg end at ignorere kattene på gaden,” siger Jason Mier, chefen for Animal Lebanon.
Kattefodrer i 13 år
Vera er ikke en af dem, som Mier taler om. Hun kunne aldrig finde på at gå forbi en kat på gaden uden at sige hej.
Hun er en af Mariannes veninder, der også fodrer Beiruts hjemløse katte hver eneste aften. Det har hun gjort i 13 år nu.
Iklædt en elegant hvid bluse, med skinnende, blomsterformede øreringe, flade Louis Vuitton-sko og en nydelig, farvet pagehårsfrisure, ligner den 73-årige dame en libanesisk udgave af Ms. Hyacinth. Men billedet forstyrres af den gennemsigtige plastikhandske på hånden, som hun har begravet dybt i en dåse fersk kattefoder, og trolleyen fyldt alle mulige lækkerier til kattene.
”Spis noget mere!”
Hver uge køber Vera 75 dåser fersk kattefoder, 15 kilo tørfoder og fire poser kogt kylling. Og hver dag fodrer hun cirka 50 forskellige katte.
”Det er meget dyrt, men jeg er nødt til at købe lidt forskelligt, for nogle af dem er kræsne,” fortæller hun.
Det går jo ikke, mor, siger hendes søn til hende. Men han bor i USA og ved ikke, at et par håndfulde af de mest ilderedte katte er flyttet hjem til hende.
”Mine venner og min familie forsøger at overtale mig til at stoppe. Men hvis jeg ikke hjælper kattene, hvem gør så?” spørger Vera retorisk.
Det er dog ikke kun hendes bekendte, der beklager sig over hendes katteaffektion. En ung mand på scooter triller op på siden af fortovet, løfter op i sin buksekant og viser hende sin tynde ankel, mens han ryster på hovedet. Vera trækker på skuldrene, han griner og kører videre.
På ugentlig basis er der fremmede mennesker, der kritiserer hende på gaden for at bruge tid på kattene, når nu så mange mennesker i Libanon er i nød.
”De fattige mennesker kan beklage sig. Det kan katte ikke,” svarer Vera til dem.
At være kat i Beirut er et hundeliv
Selvom der findes venlige damer som Marianne og Vera, har hjemløse katte det svært i Libanon. De bliver kørt over, de har alle mulige former for øjeninfektioner, de har dårlige boligforhold, og de lever hovedsagligt af landets høje bunker af skrald på gaderne.
Det siger Jason Mier, chefen for Animal Lebanon.
”Derfor mener vi, at det er vigtigere at sterilisere dem, end det er at fodre dem. Men det er ikke noget, som en NGO eller civilpersoner kan gøre. Det skal Libanons regering gøre,” siger han.
I Beirut er kattepopulationen så stor, at den avler sig selv. Nogle af hjemløse katte er efterladte husdyr, men de fleste har levet på gaden i generationer.
”Selv hvis vi fra i dag kunne forhindre alle katte i at blive smidt på gaden, er de stadig så mange, at de kan formere sig,” siger Mier.
56 dyr på 80 kvadratmeter
Laila, historiens tredje kattedame, ser mange af de katte i Beirut, som mennesker dumper på gaden. Typisk er det killinger. De kan ikke klare sig selv uden en mor, og Lailas hjerte kan ikke klare synet af dem alene på gaden. Så hun nøjes ikke med at hjælpe dem udenfor – hun åbner sit eget hjem op for dyrene i nød.
Derfor bor der nu 45 katte og 11 hunde i hendes 80 kvadratmeter store lejlighed. Alle sammen er de syge eller sårede.
Med sved på panden åbner hun hoveddøren sammen med en hund med et øje og en kat med åbent kødsår på ryggen. Indenfor står bur på bur på bur stablet med små skrigende killinger, på gulvet er der en nyligt fremstillet pøl af pis, og der ligger en død kattekilling i en skotøjsæske i hjørnet af stuen. Fra soveværelse til toilet, køkken til stue – alle rum i lejligheden deler Laila med dyr.
Hun havde engang et arbejde. Hun var supervisor på pigernes fællesværelser på American University of Beirut. Men universitetet beskyldte hende for at sætte alle de studerendes helbred i fare, da hun vaskede en kat i vasken på et af værelserne, og så blev hun fyret.
Nu er det hendes fuldtidsjob at tage sig af dyrene på sin egen adresse, som hun forsøger at holde anonym, fordi ”folk bliver ved med at dumpe dyr hos mig, og jeg kan ikke klare det.”
Hver gang hun forsøger at fortælle noget, afbrydes hun af noget, der vælter i et andet rum, eller et dyr, der hopper febrilsk op ad hende.
Nogle enkelte mennesker donere penge til Laila for at holde hende og hendes arbejde i live. Hendes drøm er at få nok penge til at kunne flytte til bjergene og få et stort stykke land, så dyrene bedre kan boltre sig.
”Jeg er 45 år, men jeg føler, at jeg er 75. Jeg kan ikke fortsætte på den her måde, det slider mig op. Men hvis ikke jeg hjælper de her dyr…”
Telefonen ringer og stopper hende midt i sætningen. Der er nogen, der har fundet en killing i nød på gaden.
I hovedet på kattene
Den her artikel har mest handlet om, hvordan mennesker i Libanon behandler katte. Men for at forstå hvorfor, at kvinder som Marianne, Vera og Laila dedikerer så meget af deres liv til de firbenede væsner, må vi også prøve at forstå, hvordan kattene behandler dem.
Forskningsforsøg i kattens kognition, altså dens tanker og intelligens, viser, at hyppig menneskekontakt påvirker katten på en lang række områder. Kattens opførsel afhænger af menneskets humør. I den akademiske rapport ”What’s Inside Your Cat’s Head” konkluderes det, at katte er følsomme overfor menneskelig depression. Sagt på en anden måde: Katte er søde ved os, når vi er kede af det.
De kan også hurtigt genkende os og vores lyde.
”Det tager kun to-tre dage at vænne en kat til et bestemt kald eller fløjten,” siger Derek Bouse, professor og Ph.D. i dyreliv på American University of Technology i Libanon.
Han ved, hvad han snakker om. Han fodrer nemlig selv gadekatte syv forskellige steder omkring sit hjem i Batroun, 42 kilometer nord for Beirut.
Vil hjælpe kattene efter sin død
Hijam ved også en ting eller to om båndet mellem katte og mennesker. Hun er den fjerde og sidste kattedame i historien, og hun er måske den mest dedikerede af dem alle sammen: Hun ønsker også at tjene gadekattene fra sin grav.
Hijam på 76 år vandrer tålmodigt rundt i Beiruts mørke gade fra klokken 19 om aftenen til 1 om natten. Hver dag.
”Kattene er mere komfortable om natten, når der ikke er så mange mennesker, og så slipper jeg også for at høre på folk, der brokker sig over mig,” forklarer Hijam.
Hun har en mand, men han får ikke lige så meget opmærksomhed, som de cirka 200 katte, hun møder på sin daglige tur. Siden hun gik på pension i 1998 har kattene været centrum i hendes liv, og hele livsopsparingen er gået til dem.
”Jeg er blevet såret og skuffet af mennesker, men aldrig af katte. De er mere oprigtige,” siger hun.
Da en anden kattedame, som Hijam kendte, døde, samlede der sig en masse katte om hendes grav på kirkegården. Som sørgede de over hende. Også katte, som damen aldrig havde fodret, fortæller Hijam.
Når Hijam selv dør, har hun bestemt, at der skal stå en stor fontæne med vand på hendes grav. Den skal kattene kunne drikke af.
”Kattene er ikke kun glade for at se mig, fordi jeg giver dem mad. De kan godt lide mig. Der er en forbindelse mellem os, som er svær at beskrive.”