Klimabloggen
På Globalnyts klimablog skriver fire forskere fra Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS, fra klimaforandringernes frontlinje – dér hvor de rammer hårdest, og dér hvor globale agendaer og klimafinansieringen implementeres i praksis. Bloggen kigger blandt andet på klima og migration, klima og rettigheder, klima og konflikt, lokal viden om klimatilpasning, om grøn energi fører til udvikling, og på om klimafinansieringen når ud til de fattigste. Med udgangspunkt i forskernes viden fra felten, diskuterer de, hvad virkeligheden on the ground betyder for det danske udviklingssamarbejde, politisk såvel som praktisk.
Globalnyts klimablog skrives på skift af fire forskere, som alle forsker i klima i Syd:
- Lily Lindegaard, Post Doc
- Marie Gravesen, Post Doc
- Esbern Friis-Hansen, Seniorforsker
- Mikkel Funder, Seniorforsker
Selvom hvert år byder på spændende valg, er der alligevel noget specielt interessant ved de valg, der vil finde sted over hele verden i 2022.
I forhold til klimaspørgsmålet så er valgene i Brasilien, Ungarn, Australien og Indien måske særligt interessante. Her kan konsensus potentielt svinge væk fra Bolsonaros, Victor Orbans, Scott Morrisons og Modis klimaskepsis mod en mere progressiv retning.
Samtidig kan midtvejsvalget i USA og præsidentvalget i Frankrig potentielt også forstærke mandaterne til at gennemføre de mere ambitiøse klimaplaner. Men det kan jo i princippet også gå den stik modsatte vej og gøre rummet for klimahandling endnu mere snævert og fastlåst, end det syntes allerede. Det er dog ikke givet, at klima overhovedet bliver et emne i disse mange valg.
Omvendt er det i Kenya, hvor klimaforandringerne er blevet uundgåelige, fordi det ikke længere handler alene om tørke og landbrug. Her er klimaspørgsmålet nemlig blevet til et sikkerhedsspørgsmål.
Kenyas valg har tidligere været udslagsgivende for, at spændinger bryder ud i åben konflikt. Frygten for, at klimakonflikterne kan antændes yderligere ved det forestående valg, gør derfor, at klimaet vedrører langt flere, end det har gjort tidligere.
Klima bliver trusselsmultiplikator i Kenya
Kenyansk politik handler som altid om etnicitet, sikkerhed og adgang til ressourcer. Det nye her er, at klimaforandringerne spiller en stadig mere central rolle som en slags trusselsmultiplikator, der forværrer eksisterende udfordringer relateret til sårbare leveveje og konflikter om naturressourcer. Dette har over de seneste 10 år ført til stigende spændinger især i de nordlige dele af landet.
Spændingerne fungerer efterhånden som konstante gløder, der med større og større frekvens antændes af selv de mindste vindpust. Kenyas valg har ofte før været netop den faktor, der har fået eksisterende spændinger til at blusse op. Derfor kan det kommende valg meget vel blive den tændstik, der kan gøre de spændte klimarelaterede konflikter til et nationalt sikkerhedsspørgsmål.
Situationens alvor er blevet erkendt af flere politikere. Præsidentkandidat Raila Odinga har påpeget, at de vigtigste indkomstskabende sektorer i den kenyanske økonomi (landbrug, vandressourcer, energi, turisme og dyreliv) alle er “meget følsomme over for klimaforandringer”. På lige fod med politiske ledere verden over i de senere år ræsonnerede Odinga, at Kenyas økonomiske vækst derfor er betinget af håndteringen af klimaforandringerne.
Indenrigsminister Dr. Fred Matiangi har været endnu mere specifik: “Ingen var for [10 år siden] klar over, at vi på dette tidspunkt ville bruge mellem 25-30 procent af vores operationelle budget på klimaforandringsrelaterede sikkerhedsspørgsmål.”
Dr. Matiangis tale kan ses som en bevidst øjenåbner rettet mod de nationale og lokale ledere om, at en sikkerhedsreform skal være en del af løsningen for at tackle klimaforandringerne.
Det er allerede tydeligt, at ændringer i klimaet fører til fødevareusikkerhed og et fald i naturressourcer som vand og græsning. Vilde dyr søger også alternative kilder til mad og levesteder, hvilket eskalerer konflikter med hårdt pressede landmænd.
Samtidig bliver Kenyas grænsekonflikter i stigende grad sammenkædet med klimaspørgsmål. Det er en generel holdning i den kenyanske befolkning, at det er regeringens ansvar at beskytte folks levebrød. Denne tankegang forstærkes kun, når konflikter opstår mere og hyppigere omkring det, der udgør grundlaget for folks liv på landet. Dette har gjort konflikter om land til et varmt emne for politikerne i deres kampagner.
Spændingernes holdeplads: Laikipia
I Laikipia, der ligger på grænsen til det tørre nord, skubbes pastoralister sydpå ind på Laikipias sletter på grund af klimaforandringer. Her støder de sammen med småbønder såvel som med ejere af store kvægfarme og private naturbeskyttelsesområder. Derfor har det voksende befolkningspres, modstridende krav på jord og politisk opportunisme været kernen i Laikipias konflikter i årtier.
Selvom mange løfter om løsninger er blevet givet af forskellige politikere, har indsatserne været få og utilstrækkelige. At løse problemerne for nogle ville betyde at presse andre yderligere, hvilket ingen politikere bryder sig om.
Derfor er ressourcekonflikterne i regionen en politisk varm kartoffel uden nogen åbenlys løsning. Med de stigende spændinger de seneste 10 år er behovet for målrettet handling blevet akut.
For at komme til bunds i de klima- og sikkerhedsmæssige udfordringer vil det kræve reformer af miljø- og sikkerhedssektorerne, hvor grænsekonflikter og konflikter om naturressourcer skal målrettes specifikt. Dette inkluderer en fuld udrulning af den handlingsplan på klimaområdet der allerede foreligger, og at der tilføjes massive ressourcer til at oprette lokale sikkerhedsenheder, som er målrettet grænsekonflikter og ressourcekonflikter. Dog er det helt store forebyggende træk, en jordreform, stadig komplet usandsynlig. Indtil det kan udrulles, kan valgene fortsat stå som farlige tændingspunkter.
I hovedet på Kenyas indbyggere vil frygten for voldelige konflikter derfor være stor, når de afgiver deres stemme den 9. august.
Kun Kenya’s anliggende?
På nuværende tidspunkt er faktorerne og magtkampene ved at tage form. For mange vælgere er det imidlertid ikke åbenlyst, hvilken kandidat der bedst vil kunne beskytte dem mod den usikre fremtid og sikre at konflikterne vil blive håndteret ansvarligt.
Sådan vil mange vælgere ved valgene i 2022 verden over utvivlsomt have det. Som en vælger fra den etniske gruppe Kikuyuerne forklarede, må de ”vælge mellem, om det skal være djævelen eller det dybe blå hav, der skal sluge dem”.
På COP26 bønfaldt den kenyanske klimaaktivist Elizabeth Wathuti verdens ledere om at åbne deres hjerter og handle på det, der nu har ufravigelige konsekvenser. Mon ufravigeligheden i klima- og sikkerhedsspændingerne vil blive dråben der får valgets vindere til at handle og investere i de nødvendige reformer og tiltag? Og vil en sådan prioritering skabe ringe i vandet til andre valg i 2022?
