Den seneste tid har flere af Kenyas byer genlydt af protester mod drab på kvinder. Tusindvis af kvinder – og også en del mænd – på gaderne i blandt andet hovedstaden Nairobi og byerne Nakuru, Nyeri og Lodwa forsøger at råbe landets politikere op: Stop bølgen af drab på kvinder – stop femicide.
Protesterne kommer i kølvandet af drabene på Rita Waeni, en 20-årig studerende, og Starlet Wahu, en 26-årig Instagram-influencer. Begge kvinder blev myrdet i Airbnbn lejligheder i Nairobi og blev myrdet på opsigtsvækkende vis. Rita Waeni blev kvalt og hendes lig blev derefter parteret, mens Starlet Wahu blødte ihjel af et knivstik på låret. Det er især de groteske detaljer om drabene, der har sendt chokbølger gennem landet, fortæller en kenyansk aktivist.
Det skal vi forstå om femicide
Antallet af kvindedrab er voksende på verdensplan. Næsten 89.000 kvinder og piger blev dræbt i 2022, hvilket er det er det højeste tal i årtier. Desuden konstaterer en rapport fra UN Women, at Afrika er det kontinent, hvor antallet af kvindedrab er højest. Ifølge organisationen Amnesty International er mere end 500 kvinder blevet dræbt i Kenya i årene 2016 til 2023.
Læs også: Femicide var måske kenyansk OL-stjerne Agnes Tirops endeligt
Sarah Seddig, ph.d.-studerende ved Københavns Universitet og en del af forskningenheden ”Fred og vold” på Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), påpeger, at de høje tal kun er toppen af isbjerget. Hun forklarer, at for mange ofre for femicide slet ikke tælles med. Det skyldes blandt andet, at femicide alt for ofte ikke bliver defineret og dokumenteret som kvindedrab. Derudover varierer terminologien på tværs af forskellige lande, og der er forskellige standarder for strafferetlig forfølgelse og efterforskningsmetoder. Data om mange femicide-sager smelter sammen med generelle drabsdata, fordi de ikke altid bliver kategoriseret som kvindedrab.
Men hvordan definerer man femicide? Sarah Seddig mener, at man skal se på motivet: Hvis drabet sker på grund af kvindens køn, så er der tale om et femicide. Det kan være alt lige fra æresdrab på kvinder til intime partnerdrab, som rammer kvinder i uforholdsmæssig grad. Hun påpeger, at kvinder og piger, der tilhører marginaliserede grupper, har større risiko for at blive udsat for kønsbaseret vold. En anden tendens, der karakteriserer mange sager om kvindedrab, er den brutale voldelighed.
”Det er en tendens, der ofte observeres, når vi taler om drab motiveret af kvindehad. Tendensen er forankret i de patriarkalske normer og strukturer, samt den seksuelle vold. Når had og en følelse af ejerskab over kvinder ligger til grund for drabsmotivet, resulterer det ofte i særligt brutale drabsmetoder.”
Hun minder om, at selvom Afrika er hårdt ramt af femicide, så er det meget vigtigt at pointere, at det er et globalt fænomen.
En ung aktivists opråb til regeringen
Mercy Gichengi er en aktivist i organisationen ActionAid Kenya. Hun har selv været hjemløs i sine unge år, og arbejder med piger og kvinder, som lever i fattigdom. Mange af de kvinder, hun har arbejdet med, har været udsat for en eller anden form for kønsbaseret vold, fortæller hun. Det har fået hende til at involvere sig i demonstrationerne mod kvindedrab.
Femicide er forankret i et samfund, som skyder skylden på kvinder, konstaterer Gichengi.
”Det bliver kun værre for hver dag, der går. Der er mange, som reagerer på protesterne med victim-blaming. De beskylder ofrene for at være skødesløse kvinder, som selv var ude om det,” siger hun over telefonen fra Kenya.
Med en trist tone i stemmen fortæller hun, hvordan hun og andre demonstranter under en fredelig protest blev konfronteret af en gruppe mænd, hvis hånende ord om ofrene, gav hende en dårlig smag i munden. Det er desværre ikke ualmindeligt, at det sker, tilføjer hun. Gichengi understreger også, at det er de frygtelige drabsmetoder, som har chokeret mange i landet.
”Følelserne er under højtryk under de her demonstrationer, og jeg har set flere demonstranter bryde sammen. Kvinderne i Kenya har været stille alt for længe. Vi føler os ikke set. Vi føler os ikke hørt. Det er et råb om hjælp,” fortæller hun.
Hun mener, at den kenyanske regering har været alt for handlesvag, når det kommer til femicide. Hun opfordrer regeringen til at anerkende situationens alvor og implementere love, strategier og andre initiativer, der kan komme den kønsbaserede vold i landet til livs.
”Vi har brug for, at flere mennesker engagerer sig i aktivisme mod femicide og deltager i protesterne, så vi kan presse regeringen til at handle.”
Mænd skal også på gaden
En anden kenyansk aktivist, som har deltaget i mange af protesterne, er Julius Kiarie fra Kamukunji Human Rights Defenders (KHRD). Han fortæller, at det har været enorm vigtigt for ham at deltage i demonstrationerne, fordi han først og fremmest er en kenyansk mand.
”I kenyansk kultur er der mange forældede normer, som undertrykker kvinder. For eksempel plejer man at sige, at en kvinde skal tie, når en mand tager ordet. Der er heller ikke så mange mænd, der deltager i demonstrationerne. Mænd, som har deltaget, er flere gange blevet spurgt, om de deltager fordi de er kvinder. Derfor kan det være svært at tale fornuft med nogle af de her mennesker.”
Han understreger, at kenyanske mænd ikke skal holde sig tilbage på grund af chikanen: Det er deres ansvar at deltage på lige fod med kvinder. Han er heller ikke imponeret over politiets indsats, når det kommer til sager om femicide, og kræver at de tager det mere alvorligt.
”Vi spørger hele tiden politiet om, hvad de laver. Hvad er det, de bruger så lang tid på at efterforske? Hvorfor undgår de at kalde det for, hvad det er? Hver gang en kvinde bliver dræbt, fordi hun er en kvinde, burde der slet ikke herske nogen tvivl om, hvad man skal kalde det. Et femicide er et femicide.”
Jeg spørger Julius Kiarie, om han har noget, han gerne vil tilføje. ”Ja,” svarer han, efter en eftertænksom pause, og siger, at han synes, at verdenssamfundet skal blive bedre til at dække kvindedrab i Afrika.
“Kvinder er kvinder, selv hvis de ikke har samme etniske eller socioøkonomiske baggrund – hvert eneste kvindedrab burde vække forargelse i verden,” siger han.
