Etniske partier og etniske væbnede grupper i Burma ser nu ud til at få opfyldt et langvarigt ønske om at få et ministerium, der beskæftiger sig med forholdene for nogle af Burmas 135 forskellige etniske grupper.
Det skriver netavisen Irrawaddy.
Burmas nyvalgte præsident, Htin Kyaw, har fremlagt et forslag om at skære ned på antallet af ministerier og sammenlægge nogle af dem.
Men der skal ifølge forslaget oprettes et enkelt nyt ministerium, nemlig for etniske anliggender.
Det ses som et tegn på, at parlamentsvalgets store sejrherre, Aung San Suu Kyis parti National Liga for Demokrati (NLD), vil forsøge at imødekomme landets etniske grupper.
Mann Aung Pyi Soe, som er parlamentsmedlem og etnisk karener, byder det foreslåede ministerium velkommen, men understreger, at han også vil vente ogse, om det kommer til at fungere i praksis.
Han siger til Irrawaddy, at han går ud fra, at ministerposten vil blive beklædt af en person, der repræsenterer en af Burmas mange etniske minoriteter, og han tilføjer, at der kan blive visse udfordringer i den forbindelse.
Forslaget om omlægning af ministerier ventes at blive debatteret i parlamentet fredag.
Informationsministeriet overlever
Omlægningen af ministerierne betyder, at der i den kommende regeringsperiode vil være 21 ministerier mod 36 i dag.
Fra flere sider, særligt fra de privatejede medier, har der lydt opfordringer til at nedlægge Informationsministeriet, der først og fremmest har fungeret som propagandaapparat for den afgående militær-støttede regering og inden da for militærjuntaen.
Det er et ministerium, som demokratibevægelsen selvsagt aldrig har været synderligt begejstrede for, men informationsministeriet er ikke umiddelbart med på præsident Htin Kyaws liste over ministerier, der nu sløjfes.
Den afgående informationsminister, Ye Htut, har advaret mod at nedlægge ministeriet og understreget, at det vil gå ud over de 7.000 ansatte, skriver Irrawaddy.