Med 360 ud af de 652 stemmer, der blev afgivet i Burmas parlament, blev Htin Kyaw tirsdag valgt som ny præsident i det sydøstasiatiske land.
Den 70-årige Htin Kyaw er nært allieret med Aung San Suu Kyi, Burmas store demokratiikon og den mangeårige leder af partiet National Liga for Demokrati (NLD), som vandt en jordskredssejr ved parlamentsvalget i november.
NLD har et overbevisende flertal i begge parlamentets kamre, så det var på forhånd sikkert, at den kandidat, NLD fremsatte som partiets valg til præsidentposten, ville blive valgt.
Et ukendt valg
At det blev den relativt ukendte Htin Kyaw havde de færreste spået for blot få uger siden, skriver netavisen Irrawaddy.
Den stilfærdige mand opgav for mange år siden en karriere i Burmas udenrigsministerium for at hjælpe sin barndomsveninde, Aug San Suu Kyi, med hendes parti.
Da hans navn så dukkede frem i sidste uge som partiets bud på en kommende præsident, sendte det journalister både i og uden for Burma på overarbejde for at finde ud af noget om den relativt ukendte mand.
Den kandidat, som militæret havde foretrukket, Myint Swe, fik 213 stemmer, mens Henry van Thio, der tilhører det etniske chin-folk, fik opbakning fra 79 parlamentarikere. De to bliver henholdsvis første og anden vicepræsident.
Ingen tillid til afgående regering
Men i takt med, at Burma åbnede op mod omverdenen fra 2010 og frem, har ytringsfriheden fået det markant bedre, og Peter må igen sælge bøger af og med burmesernes store demokratiske frihedshelte.
Han fortæller samstemmigt med mange andre i byen, at Aung San Suu Kyi har opbakning fra 90 procent af befolkningen.
Han stoler ikke på den afgående regering, og helt frem til indsættelsen af den nye regering, der ventes at finde sted omkring 1. april, vil Peter og mange andre NLD-støtter bevare deres skepsis over for, om militæret nu også reelt træder til side og lader den demokratisk valgte regering komme til.
Helt til side træder den afgående, militærstøttede regering da heller ikke. Generalerne sidder på 25 procent af pladserne i parlamentet og har på forhånd taget magten over vigtige ministerier som eksempelvis forsvars- og indenrigsministeriet, så militæret har stadig en ikke ubetydelig magt i Burma.
Forhandlinger om omstridt paragraf
På gaderne i Rangoon er der heller ikke meget tvivl om, hvem befolkningen foretrækker som præsident.
Overalt sælger gadehandlere billeder og bøger om og af nobelprismodtageren Aung San Suu Kyi, som har en stor del af æren for, at NLD høstede over tre fjerdedele af de pladser i parlamentet, der var på valg i november.
Men en paragraf i Burmas forfatning forhindrer landets ubetinget mest populære politiker i at blive præsident.
I den seneste måned eller to har der imidlertid været forhandlinger med den afgående regering om, hvorvidt de ville være med til at ændre på forfatningens paragraf 59f, har flere medier i landet skrevet.
Men forhandlingerne strandede for få uger siden, tilsyneladende fordi den militærstøttede regering krævede for høj en pris for at ændre på forfatningen og dermed lade Aung San Suu Kyi få den præsidentpost, hun ifølge de fleste iagttagere er selvskrevet til.