Den lille ønation Niue har blot 1600 indbyggere, men 40% af dets omkringliggende hav (i landets exclusive economic zone) bliver nu til fredet marinepark.
Chile vil oprette to nye fredede havområder på over 620000 kvadratkilometer, hvor fiskeri og andre udvindingsaktiviteter er bandlyst.
Til sammen udgør disse løfter et beskyttet havområde på over det dobbelte af Tysklands størrelse, skriver PACNEWS, et internetmedie om Stillehavsøerne.
Annonceringerne faldt blandt mange andre på den store ”Our Ocean”-konference, der blev afholdt i Malta torsdag og fredag.
Det er EU, der står bag den årlige begivnhed, som startede i 2014. I år var der som vanligt gæster og løfter fra hele verden.
Listen af udmeldinger er lang. Cookøerne erklærede, at nationen skal drives 100% af vedvarende energi i 2020, EU lovede støtte for i alt 20 millioner Euro (knap 150 millioner) til håndtering af beskyttede havområder i Afrika, Caribien og Stillehavet og Mexico vil oprette en nationalpark på 140000 kvadratkilometer, hvor fiskeri bliver forbudt.
Forurening
Der var også markante udmeldinger om at stoppe forurening med plastik under stormødet.
Europa-Kommissionen lover at udfase brugen af plastikkopper i alle bygninger og ved alle møder i 2020, Frankrig vil forbyde kopper, glas og tallerkener af plastik til engangsbrug samme år og Palau meddelte, at man agter at forbyde import af plastikposer i 2025.
Over 3 milliarder mennesker er direkte afhængig af klodens oceaner for at overleve, men i praksis er vi alle afhængige af havene for føde, vand, klima og luft, lyder det på den officielle hjemmeside for begivenheden
Oceanerne er under pres fra forurening, overudnyttelse, kystnedbrydning og klimaforandringer.
Læs mere og se den lange liste over løfter fra nationer, virksomheder, fonde og NGOer i nedenstående link.