Den 21. juli 2018 skød den 84-årige Jorge sin kone Elsa på 89. Jorge skød sig selv kort efter. Sammen havde de tilbragt 55 år. Tidens tand havde gjort et ubehageligt indtog de seneste år, på økonomien, og på glæden. Pensionen rakte ikke månederne ud, og helbredet for begge haltede, især Elsa, som led af demens. Jorges handling igangsatte en chilensk selvransagelse og debat om den stigende fattigdom blandt ældre, som blandt andet på grund af et udhulet pensionssystem i højere grad indgik i selvmord- og hjemløsestatistikker.
Selvransagelsen blev snart til vrede, og i oktober 2019 begyndte sædet under præsidenten, Sebastián Piñera at blive varmt, da Santiagos gader indhylledes i tusinder af studerende i protest. En prisstigning i den offentlige transport var dråben, men selvfølgelig ikke årsagen. Chilensk ulighed var taget på himmelflugt, og landet – Sydamerikas demokratiske og mest velstående OECD-medlem – greb til vandkanoner, tåregas og gummikugler. Et slogan gik igen: ”ny forfatning – nu!”
En presset Sebastián Piñera gav efter og annoncerede et valg den 25. oktober 2020 om, hvorvidt landet trængte en ny forfatning. 54 procent deltog, og 79 procent stemte for. Den nuværende forfatning fra 1980 er underskrevet af den gamle diktator, Augusto Pinochet, og chilenerne ønskede en ny start – et tabula rasa.
Chilenere ønsker reformer. De ønsker bolig- og uddannelsesreformer – men højest på ønskelisten er en pensionsreform.
Ikke et land for gamle mennesker
Pinochet, inspireret af tidens reaganisme i 80’erne, åbnede den chilenske økonomi op – på fuldt gab. Investorer flokkedes om rovdriften på især Chiles kobberproduktion, og topøkonomer som nobelpristageren, den amerikanske Milton Friedman, roste Chile til skyerne og kiggede den anden vej, når diktaturet kastede torturerede dissidenter og venstrefløjsfolk fra helikoptere, fastbundet til stykker af tunge togskinner, ned i det kolde Stillehav. Nok blev Chile rigt, men til en høj pris, og ikke for alle.
I 1982 blev et nyt pensionssystem vedtaget. Det gamle og offentlige system skulle strømlines og privatiseres – og man havde ikke andet valg. Til gengæld blev de fremtidige pensionister lovet, at pensionsudbetaling ville være i omegnen af 70 procent af deres tidligere indkomst. Nu, hvor regningen skal betales, er størstedelen af landets pensionister trådt ud i en anden virkelighed. Kun omkring 20-30 procent af deres hidtidige løn lander i pensionisternes lommer, og mange ældre må i højere grad trække på familien. Chile, efter Uruguay, er Sydamerikas dyreste land at bo i.
For pensionister som Elsa og Jorge blev otiummet for stejlt et bjerg at bestige.
En ny tekst i en ny tid
Den 15.-16. maj valgte Chile de kandidater, som nu har 12 måneder til at blive enige om en ny tekst, et nyt carta magna. Ud af 1278 kandidater skulle 155 vælges til den nye forfatningskommission.
Ingen embedsaktive politikere var tilladt opstilling, men kandidater måtte varedeklarere deres politiske holdninger via borgerlister. Borgerlisterne bestod af den yderste højre- og venstrefløj, højre- og venstremoderater og uafhængige kandidater. På den måde vidste vælgerne, hvilke mærkesager blev støttet. For første gang i historien om nye forfatninger skulle den nye chilenske forfatningskommission bestå af 50 procent kvinder, og 17 sæder var på forhånd reserveret til oprindelige befolkningsgrupper.
Omkring 85 procent af Chiles oprindelige befolkning er repræsenteret af Mapuchefolket. Mapucherne ønsker, at deres historie, sprog og kultur skal have en større plads i historiefortællingen om Chile, og de kræver en længe underkendt tilstedeværelse i landets undervisningsmaterialer – og bevidsthed.
Et overraskende nederlag
“Det er tydeligt, at dette valg fører til en selvrefleksion – specielt hos de traditionelle partier.” Meddelte Sebastián Piñera som reaktion efter stemmeoptællingen mandag den 17. maj. Præsidentens koalition af borgerlister havde lidt et svidende nederlag, hvor den uafhængige liste endte som weekendens sejrherre.
Resultatet betyder, at de uafhængige – som mest af alt har et politisk tilhørssted på venstrefløjen – nu kan kontrollere beslutningsprocesserne. Santiagos aktiebørs reagerede med samme selvrefleksion som regeringen og tog et dyk nedad af frygt for et muligt opgør med Chiles historisk åbne og liberale økonomi.
Vetoret mod et forslag kræver opbakning fra en tredjedel af kommissionen. Præsidentens centrum-højre koalition opnåede ikke den magiske kontrol af en tredjedel af sæderne, og de kan nu forvente en svær forhandlingsproces fremover. Resultatet er en kindhest til præsidenten, den stenrige forretningsmand fra storbyen, som for mange chilenere er blevet synonym for en uduelig, reaktionær politisk elite.
Som i mange andre latinamerikanske lande har pandemien i Chile blotlagt sundhedsvæsnets mangler for store befolkningsgrupper, og en større reformering af Chiles offentlige sundhedstilbud er forventet, set i lyset af kommissionens sammensætning. Men sundhedsvæsnet er kun toppen af isbjerget.
Demonstrationerne i 2019 kaldte på et gennemgribende opgør med en stigende ulighed, men uklart står det, hvordan kommissionen vil få inddraget samtlige aspekter i en ny tekst – og vil vægten af ordene veje tungere, end gamle vaner? Latinamerika har en lang tradition for nye forfatninger, og igennem historien har de stået som markører for et skifte: enten som markering af et skifte fra kolonimagt til selvstændig nation, eller en markør for et skifte fra militærdiktatur til demokrati (eller omvendt).
Set i lyset af den virkelighed mange latinamerikanere lever i, står de nye forfatninger måske nærmere som udtryk for et ønske, snarere end lov.
Elsa og Jorge blev i 1982 lovet mere, end hvad Chile kunne give. Om 12 måneder – og flere generationer frem – vil vi se, om noget er forandret.
