Med næsten 80 procents flertal siger Chile adios til 40 års nyliberalisme. Den nuværende forfatning er skrevet i 1980 under Pinochets brutale militærdiktatur og afspejler et økonomisk eksperiment udtænkt af Chicago-økonomer som for eksempel Milton Friedman. Dette eksperiment har skabt et af verdens mest ulige samfund, hvor en lille elite nyder tilværelsen, imens det store flertal knokler for 20-25 kroner i timen for at få mad på bordet, betale husleje, sundhedsydelser, studiegæld og meget andet.
Fra ild i gaden til folkeafstemning
De seneste 10 år har chilenerne protesteret for forandring. Det var de studerende, der i 2011 antændte gnisten, og siden da har store dele af befolkningen deltaget i protester, strejker, besættelser og vejblokader hvert eneste år.
I oktober sidste år vågnede Chile op fra 30 års illusion om forandring efter overgangen fra diktatur til demokrati i 1990. Ingen regering siden “demokratiets tilbagevenden” har formået at trække Chile ud af militærdiktaturets skygger.
Det sociale oprør (la revuelta popular) kulminerede den 25. oktober 2019, hvor op mod 3 millioner demonstrerede i hele Chile, metrostationer blev brændt af i hovedstaden Santiago, og supermarkeder blev plyndret i mange større byer.
Højrefløjs-præsidenten Sebastian Piñera satte politi og militær ind i et forsøg på at kontrollere oprøret, hvilket resulterede i 36 døde, flere tusinde anholdte og sårede, og over 400 personer registrerede øjenskader forårsaget af militærets gummikugler og/eller tåregas-patroner. Efter en måned med de største sociale protester siden 1980’erne måtte Piñeras regering bukke under for presset og kravet om en ny forfatning.
Den 15. november underskrev regeringspartierne sammen med oppositionen (undtagen Chiles Kommunistiske Parti og nogle mindre venstrefløjspartier) en aftale, som indebar en folkeafstemning om en ny forfatning. Afstemningen skulle have været afholdt i april 2020, men på grund af corona-pandemien valgte man at udskyde til den 25. oktober. Valgresultatet betyder, at chilenerne i april 2021 skal vælge 155 delegerede til den forfatningskonvention, som skal udarbejde og skrive en ny forfatning.
Tragisk nyliberalistisk eksperiment
Folkeafstemningen i Chile kan være første skridt i retningen af et opgør med 40 års nyliberalisme indført af Chiles militær med vold og politisk forfølgelse, udtænkt af Milton Friedman og andre Chicago-økonomer i 1970’erne. En samfundsmodel, som kun kunne indføres ved hjælp af “chok-terapi” ifølge Friedman selv. Chile er blevet betegnet af Naomi Klein som år nul for nyliberalismen; et økonomisk eksperiment med blodige konsekvenser og sociale omkostninger. Landets nuværende forfatning er skrevet i 1980 af chicago-boys – chilenske økonomi-studerende som tog på “udveksling” til University of Chicago i 60’erne og 70’erne og blandt andet lærte om de frie markedskræfter og reducering af statens størrelse og rolle i økonomien og dermed samfundet.
I fire årtier har den chilenske befolkning (over)levet med de nyliberalistiske logikker, som har skabt et ekstremt ulige og individualiseret samfund med lav grad af social tillid. En oase for multinationale investorer, men et mareridt for almindelige familier. Der er brugerbetaling på uddannelser, i sundhedssystemet og på motorveje. Ældre borgere er ikke garanteret en minimumspension, 70 procent af befolkning klarer sig for omkring 4500 kroner om måneden, og 70 procent af familierne er forgældede.
Kort sagt: Friedmans økonomiske eksperiment virker for de få, men ikke for de fleste. Chile er ikke en oase, som den nuværende præsident Sebastian Piñera udtalte sidste år, kort før landet stod i flammer.
Folkefest i gaden
Da valgresultatet søndag aften begyndte at tegne et billede af en overvældende sejr til fordel for en ny forfatning, strømmede folk ud på gader og pladser i hele landet. I Santiago samledes man på Værdighedspladsen (Plaza de la Dignidad (officielt Plaza Italia), som under oktober-oprøret blev omdøbt af demonstranterne) for at fejre resultatet. Endnu en gang var politiet mødt frem med tåregas og vandkanoner, men efter kort tid måtte de trække sig for det massive fremmøde af glade chilenere. Mange var rørte, og stemningen i gaden vækkede minder om folkeafstemningen i 1988, som betød afslutningen på militærdiktaturet.
“Vi har brudt diktaturets lænker”
Jeg har talt med en af de chilenere, som kan huske tiden før kuppet, har levet under Pinochets diktatur og den efterfølgende overgang til demokratiet.
Victoria Alemany på 79 år støttede aktivt op om Allendes Folkefronts-regering, og hun oplevede militærkuppet i 1973 samt det efterfølgende diktatur. Hun har boet i Chile hele sit liv og har gennem årene været aktiv politisk og i solidaritetsarbejdet. For hende var det en helt særlig oplevelse, at vågne op til et Chile uden forfatningen fra 1980. Hun beskriver følelsen dagen efter folkeafstemningen sådan her:
“I dag dufter min kaffe af retfærdighed og lighed, den har en anden smag. Jeg føler mig som en person, en chilener stolt over at være chilener. Da jeg gik udenfor i dag, duftede alt af roser. I dag kan jeg sige, råbe, synge og græde, at vi har brudt diktaturets lænker. Først i dag… kan jeg trække vejret lidt bedre, i dag, efter så mange år, kan jeg lægge fortidens spøgelse af undertrykkelse, rædsel, død og skjult gråd bag mig. I dag er vi alle folket. Nu kan jeg dø, lykkelig over at have haft muligheden for at sige “jeg godkender” (en ny forfatning), et værdigt Chile. Jeg er lykkelig.. nu kan jeg dø i fred.”
Valgresultatet afspejler social ulighed
Mange blev overraskede over valgets tydelige resultat, da flere havde spået lav deltagelse og tæt løb mellem for og imod. Især var det overraskende at stemmeprocenten på 50,81 procent var den højeste siden afskaffelsen af obligatorisk valgdeltagelse i 2012.
Der peges på, at det især er blandt de unge, at valgdeltagelsen er steget, hvilket er et positivt tegn for den kommende demokratiske udvikling i Chile. Derudover havde corona-pandemien ikke den negative indvirkning på valgdeltagelsen, som eksperter havde talt om. Deltagelsen blandt ældre ville muligvis have været højere uden pandemien.
Hvem stemte imod en ny forfatning? Valgresultatet viser med tydelighed, hvordan overklasse-kommunerne Vitacura, Lo Barnechea og Las Condes i hovedstadsområdet stort set var de eneste, som oplevede lav opbakning til en ny forfatning. Her stemte flertallet nej. Kigger vi på resultatet fra hele landet, afspejler forholdet 80/20 meget godt uligheden mellem de sociale klasser; 80 procent af befolkningen tjener højst 6000 kroner om måneden, mens det er et mindretal, som har indtægter, man kan leve værdigt af. Eksemplet med de rigeste kommuner tyder på, at det er arbejderklassen og den brede befolkning, som har stemt for en ny forfatning, mens overklassen og eliten har stemt imod.
Udfordringer for forfatningsprocessen
Selvom glæden er stor blandt de fleste chilenere, er der også bekymring for, hvordan den kommende forfatningsproces kommer til at forløbe. I en bred politisk aftale fra november sidste år, blev regeringen og et flertal af oppositionen enige om en række betingelser for processen.
Højrefløjen holdt fast ved en afstemnings-mekanisme, der kræver to tredjedeles flertal for at vedtage de vigtigste dele af en ny forfatning. Denne mekanisme er allerede gældende i Chiles parlament og har ofte betydet, at progressive ideer og lovforslag blokeres af et konservativt mindretal.
Store dele af den nye venstrefløj i Chile har derfor kritiseret denne del af aftalen, fordi det kan betyde at højrefløjen – hvis den opnår en tredjedel af pladserne i den konvention, som skal skrive den nye forfatning – vil blokere alle forslag, der udfordrer de nyliberalistiske principper om en lille stat, minimal regulering af store virksomheder og al magt til “det frie marked”.
Det store flertal for en ny forfatning skaber håb for, at en eventuel centrum-venstrefløjs alliance kan opnå mere end 2/3 i konventionen, og på den måde gennemføre reelle forfatningsændringer, der peger i retningen af et mere demokratisk og lige samfund. I den forbindelse bliver det interessant at se, om den nye venstrefløjs koalition Frente Amplio (Bred Front) formår at samle og samarbejde med Kommunistpartiet og midterpartierne. Der er generelt meget lav tillid til de politiske partier, så det bliver afgørende at opstille folkelige kandidater med rødder i de sociale bevægelser.
Netop de sociale bevægelsers deltagelse er en anden udfordring for forfatningsprocessen. Det er endnu uvist, hvordan sociale bevægelser og civilsamfundsorganisationer kan få indflydelse på udarbejdelsen af den nye forfatning.
En sidste udfordring er, om de oprindelige befolkninger får reserveret pladser i konventionen.
Historisk mulighed
Trods udfordringerne ved den kommende proces er resultatet af folkeafstemningen uden tvivl en historisk mulighed for endelig at lægge diktaturet bag sig og skabe et nyt og demokratisk Chile uden de forfatningsmæssige benspænd fra fortiden. Det bliver derfor spændende at se, i hvilken retning Chile går de næste to år, som processen vil vare. Måske bliver landet et eksempel på, hvad der venter os på den anden side af nyliberalisme og frie markedskræfter.
Nis Aamand Hejlskov Sørensen er uddannet sociolog fra Københavns Universitet og bosiddende i Chile.