Søndag 4. september skal chilenerne ved en folkeafstemning beslutte sig for, om landet skal bygge videre på en ny forfatning.
Forfatningen er blevet kaldt både woke og en af verdens mest demokratiske og progressive af sin slags, mens kritikere, som primært består af højrefløjen, ser den som en trussel mod landets vækst og sammenhængskraft.
Blandt andet står der, at Chile er “plurinational, interkulturel, regional og grøn” og defineres som en “solidarisk republik med et demokrati, der er inklusivt og ligeværdigt”.
Det er særligt ordet plurinational, som splitter befolkningen. Og i de seneste meningsmålinger står forfatningen til at blive afvist ved folkeafstemningen søndag. Men hvad betyder det for den nye venstreorienterede præsident Gabriel Boric’ politiske projekt? Og hvordan kan det været tæt på at gå galt, når nu 78 procent af chilenerne stemte for en ny forfatning i 2019?
Spøgelset fra Pinochet
At et så markant flertal af den ellers politisk splittede chilenske befolkning kan blive enige om, at de vil af med den gamle forfatning skyldes én bestemt ting: dens oprindelse. Hovedarkitekten bag er nemlig landets tidligere diktator Gustavo Pinochet, som førte et rædselsregime i årene 1973-90.
Læs også: Sikker sejr til Chiles yngste præsident
Forfatningen gav den siddende præsident uanede beføjelser og var skrevet med et ultraliberalt udgangspunkt inspireret i den amerikanske økonom Milton Friedmans ideer om det frie marked. Derfor er selv Chiles vandforsyning privatiseret i dag. Og staten har meget få sociale forpligtelser i forhold til landets borgere. Det vil ændre sig med den nye forfatning. Forfatningen har dog gennemgået flere omskrivninger, siden landet igen slog ind på den demokratiske vej, men spøgelset fra Pinochet lever i den endnu.
Går man en tur i Santiago i disse dage, vil man overhøre adskillige ophedede diskussioner om den nye forfatning. Er den for woke? Er den symbol på et Chile, der træder ind i det 21. århundrede? Eller er det en national bombe, der risikerer at splintre et allerede splittet land i atomer?
“Det har monopol på alle samtaler hernede. Det er en meget følelsesbetonet samtale, folk er oprevet, det splitter familier og venskaber, når folk befinder sig på hver sin side af det her spørgsmål,” fortæller Matias Bargsted fra sin stol på Catholic University i den chilenske hovedstad.
Forbundet med håb
Chilenske Matias Bargsted forsker i den offentlige samtale og politisk adfærd ved Centre for Social Conflict and Cohesion Studies (COES) og har fulgt arbejdet med forfatningen tæt, siden en forsamling på 154 folkevalgte medlemmer – lige mange mænd og kvinder – sidste år gik i gang med at skrive den fra bunden.
Læs også: Pinochets ånd svæver over Chiles vand
Han fortæller, at den nye forfatning særligt for venstrefløjen er forbundet med et stort håb om flere sociale rettigheder til chilenerne. Et håb, som den nyvalgte præsident Gabriel Boric har formået at hænge sit politiske projekt op på.
“De ser den som et markante forsøg på at bygge en fremtidig stat med ansvar for og kapacitet til at yde sociale rettigheder som uddannelse, socialt sikkerhedsnet og sundhed. Den bringer også ideen om kønslighed ind, så der for eksempel skal være lighed i alle de demokratisk institutioner,” forklarer han.
Mange af de idéer kan særligt centrum-højre af det politisk spektrum godt tilslutte sig. Men nu tilbage til ordet “plurinational”. Det er faldet mange modstandere for brystet og fylder i særdeleshed samtalerne på de chilenske gader og hjemme i køkkenerne.
Chile består af mange nationer
Chiles befolkning består i overvejende grad af efterkommere af europæere. Men store mindretal som mestizer og mapucher har rødder i landets 10 oprindelige folkeslag.
De mennesker får med forslaget pludselig en plads i den nye forfatning – en plads de i øvrigt aldrig har haft før. Men spørgsmålet er, om den med det omstridte ord er gået for langt i forsøget på at anerkende landets oversete minoriteter.
“Det er en ret kontroversiel idé – nogle hader det, andre elsker det – om at der er flere nationer, homogene grupper med fælles traditioner, rødder kulturel orientering og sprog i Chile. Det har man talt om før i Bolivia, Ecuador og i flere andre lande, også i Chile. Men det er aldrig kommet helt ind i den politiske debat, før arbejdet med den nye forfatning gik i gang. Så det er en meget ny idé,” forklarer Matias Bargsted.
“Så når folk begynder at tale, om at Chile er et land, der har flere nationer i sig, så skaber det omgående skepsis. Det lyder ikke intuitivt for et land med en 200 år lang historie med en centraliseret stat,” siger han med reference til landets uafhængighed fra Spanien i 1818.
Et misset forsøg
I arbejdet med forfatningen har der været et bemærkelsesværdigt fravær af repræsentanter for politiske partier. Det så mange som et smukt demokratisk eksperiment. Men det er ifølge Matias Bargsted hovedårsagen til, at man set fra tilhængere af den nye forfatnings perspektiv i bedste fald får et meget snævert flertal.
Mest sandsynligt er det dog, at man vil tabe mod et overbevisende flertal.
I de seneste meningsmålinger fra 20. august var i omegnen af 45 procent af chilenerne imod, 33 procent var for, mens resten endnu ikke havde bestemt sig. I de tre uger op til selve afstemningen er det forbudt at lave meningsmålinger.
Bargsted mener, at mange af grundidéerne i forfatningen sagtens kunne have samlet et stort flertal bag sig.
“Hele idéen om øget sociale rettigheder, at udvide statens kapacitet med sociale ydelser og et socialt sikkerhedsnet har en stor opbakning i befolkningen. Og hvis man havde holdt sig til det, kunne man også have indført en ret progressiv lovgivning om oprindelige folks rettigheder,” siger han.
Boric’ projekt
I medierne har der i stedet bredt sig en stor diskussion om, hvad et nederlag søndag vil betyde for Gabriel Boric’ politiske projekt.
Nogen sammenligner det med, hvad de sociale uroligheder i oktober 2019 gjorde for den daværende præsident Sebastián Piñera. Da voldelige protester mod social ulighed brød ud i gaderne, mistede han en stor del af sin legitimitet og evne til at føre politik ud i livet.
Så galt går det ifølge Matias Bargsted ikke for Boric. Nærmere betyder det, at balancen i hans koalition kommer til at rykke fra et punkt ude på venstrefløjen ind mod midten.
Men forfatningsændringen kommer. Det slår Matias Bargsted fast. For som han siger, er den gamle forfatning “politisk død”.
Har allerede vundet
Uagtet om denne udgave af en ny forfatning bliver afvist eller godkendt har man i Chile allerede gjort sig nogle vigtige demokratiske landvindinger. Det mener blandt andre Rosa Catrileo, der er repræsentant for Chiles største oprindelige folkeslag, Mapuche.
“Jeg mener allerede, at Chiles oprindelige folk har vundet. Vi har gjort vores krav synlige på et nationalt niveau, så vi aldrig igen vil blive ekskluderet fra den offentlige debat,” udtalte hun tidligere på måneden til The Guardian.
Adspurgt om hele processen har været sund for det chilenske demokrati, svarer Matias Bargsted også prompte.
“Ja. 100 procent. Selv hvis nej-sigerne vinder på søndag, vil det være det værd. Der er et par meget vigtige lektioner i det her. En er at antipatien over for politiske partier har været meget stærk i de sidste to årtier. Der har været en illusion om den uskyld uafhængige politikere bærer rundt på. Det er blevet modbevist. I sidste ende har du brug for partier for at opnå politiske resultater.”
