Der var fest i Tunis’ gader i 2019, dyttende biler og tusindvis af mennesker, der sang Tunesiens nationalsang i kor. Tuneserne kunne for alvor høste frugterne fra det træ, der blev plantet under Det arabiske forår otte år tidligere.
En forholdsvis ukendt konservativ juraprofessor havde netop vundet endnu et demokratisk valg med sikker margin over en karismatisk mediemogul, der blev løsladt fra fængslet ugen inden. Han havde særligt vundet de unges gunst. Og ikke nok med det. Vinderen, Kais Saied, blev lykønsket af sin direkte modstander, som erkendte sit nederlag.
I dag, fem år senere, er den demokratiske kurve knækket. Præsident Saied blev mandag erklæret vinder af et valg, som dårligt kan kaldes et valg. Han vandt med 90 procent af stemmerne, hvilket overstiger den påståede popularitet for selv den tidligere diktator, der blev væltet under Det arabiske forår, Ben Ali. Human Rights Watch beskyldte allerede for en måned siden de tunesiske myndigheder for at underminere valgets integritet.
Baggrunden er, at Kais Saied og Tunesiens valgmyndighed med varierende forklaringer har forhindret i alt 14 kandidater i at stille op, herunder seriøse udfordrere. Det efterlod den tunesiske befolkning med kun fire valgmuligheder. At stemme på en af de tre tilbageværende kandidater, eller slet ikke at stemme.
En klassisk autoritær politistat
Det sidste har store dele af oppositionen opfordret til. De kalder valget et fupnummer. Og ifølge de tunesiske valgmyndigheder, der ikke længere betragtes som uafhængige, er valgdeltagelsen faldet fra 49 procent i 2019 til 27,7 procent. Altså en historisk lav valgdeltagelse.
Det har været en langsommelig tilbagevenden til en klassisk autoritær politistats model for, hvordan politik udspiller sig
Og det er netop valgdeltagelsen, autoritære systemer, en kategori Tunesien nu er havnet i, skal bedømmes på. Det mener Rasmus Boserup, der har studeret Nordafrika i over 20 år. Han vil gerne gå så langt til at kalde Kais Saied for en diktator med mange ligheder med Ben Ali. Men ikke engang tallet for valgdeltagelsen, mener Boserup, man rigtigt kan stole på.
“Det er sådan systemet gerne vil se ud. Og det må være udtryk for, at valgdeltagelsen har været meget lav,” konstaterer han.
Rasmus Boserup er direktør i organisationen EuroMed Rights, der blandt andet arbejder i Tunesien. Men i artiklen her udtaler han sig som ekspert i Nordafrika, som han har beskæftiget sig med blandt andet som PhD ved Københavns Universitet og som forsker ved DIIS.
Han mener, at den genvalgte præsident gradvist har gjort sig fortjent til titlen som diktator over de seneste tre år. Men nu, efter søndagens valg, står det tindrende klart.
“Det har været en langsommelig tilbagevenden til en klassisk autoritær politistats model for, hvordan politik udspiller sig,” siger han.
Noget vi har set før
Rasmus Boserup står langt fra alene med sin analyse. Sarah Yerkes, senior fellow i den Washington-baserede tænketank Carnegie Endowment for International Peace, kalder valget “et lavpunkt for udviklingen i det, der engang var den arabiske verdens eneste demokrati”.
Et par enkelte nedslag i Tunesiens demokratiske deroute:
I 2021 valgte Kais Saied, også til mange tuneseres glæde, at fyre den daværende islamiske premierminister og opløse parlamentet, efter stor utilfredshed i befolkningen med dennes håndtering af corona-pandemien.
Året efter udførte han en mindre udrensning af den tunesiske dommerstand, da han fyrede mere end 100 dommere og degraderede lige så mange, da de blev anset for ikke at følge systemets linje.
Og op til valget omstrukturerede Saied valgkommissionen for at placere den under sin egen kontrol, mens han har nægtet landets førende valgobservationsgrupper, I Watch og Mourakiboun, i at få adgang til at overvåge valget, på baggrund af beskyldninger om “mistænkelig udenlandsk finansiering”. De to organisationer blev etableret efter Det arabiske forår.
Dertil kommer den intensiverede jagt på civilsamfundsorganisationer. Det sidste vender vi tilbage til.
“Det har i lang tid lignet noget, vi har set en masse gange før, i Egypten i 2013 for eksempel. Men fordi det har været mindre blodigt, mindre brutalt, end den måde, det har udspillet sig mange andre steder, så har der været en vis tøven med at sige, hvad der egentlig foregår. Mange har håbet, at døren stadig stod på klem til, at folk kunne komme ud af fængslerne igen,” forklarer Rasmus Boserup.
Ngo’erne er tavse
Meget tyder på, at de fleste netop holder vejret lige nu for at se, hvordan Saied marcherer videre efter valget. Det internationale samfund, navnlig EU og USA, har været slående stille. Og civilsamfundet i Tunesien har ikke været ude med kraftig kritik af valgprocessen og det indsnævrede spillerum, de har fået tildelt.
Det skyldes ifølge Rasmus Boserup, at man stadig har et spinkelt håb, om at Saied nu vil løsne grebet en smule. At hvis man holder vejret, så vil han rulle nogle ting tilbage.
“Men den anden hypotese er, at nu går han så endelig til stålet, for nu har han sit folkelige mandat til at få fjernet de sidste kritiske elementer. Og den uvished, om hvad vej det så egentlig kommer til at gå, har lammet civilsamfundet, for der har været en del repression op til valghandlingen.”
Han sporer en stor bekymring blandt civilsamfundet. Ikke kun fordi at arrestationer og chikane er blevet en del af ngo’ernes hverdag. Men også fordi, at myndighedernes undertrykkelse sker pludseligt og arbitrært.
“Det har typisk kørt på, at præsidenten er gået ud og annonceret en kampagne mod nogle forrædere. Det kunne være hvem som helst. Feminister, dommere, islamister,” forklarer Rasmus Boserup.
Det mest markante eksempel, som også fangede mange mediers opmærksomhed, var da Saied i sommeren sidste år lavede et tunesisk spin på teorien om den store befolkningsudskiftning. Han fremturede med påstanden, om at hvis man ikke sætter hårdt ned over for illegal indvandring fra Afrika Syd for Sahara, så vil tuneserne snart være i undertal i eget hus.
Læs også: Tunesien lægger sig ud med afrikanske lande
I den forbindelse var det migrant- og asylfremmende organisationer, der kom i klemme. Nogle blev lukket, andre udsat for administrativ chikane.
“Så civilsamfundet har været enormt bange for det der med at være i hans søgelys, fordi når først han kommer ud og dundrer mod et eller andet felt og udråber dem til at være femte kolonne eller forrædere, så ved man godt, at der kommer et eller andet efter.”
Hvad har demokratiet leveret?
Men en ting er demokrati og et levende civilsamfund. En anden ting er almindelige tunesere, som langt henad vejen ikke har mærket et økonomisk løft i deres dagligdag oven på Det arabiske forår. Og corona-pandemien ramte, som i så mange andre lande, som en fremkaldervæske for netop statens uformåen og tunesernes i forvejen pressede privatøkonomi. Det var også derfor, at Saieds beslutning om at opløse parlamentet og fyre premierminsteren også blev taget godt imod fra mange tunesere.
Hvad har demokratiet leveret for tuneserne?
“Det er ubetinget en rigtig betragtning. Den skuffelse over, hvad der kom ud af deres højt besungne politiske revolution, har været meget tydelig. Det var den allerede tilbage 2011-12, da jeg begyndte at komme i Tunesien. Mange unge sagde ‘fuck det her, det giver mig ingenting’.”
“Det var, mens valgdeltagelsen stadig var meget høj, og den følelse er bare taget til. At systemet ikke rigtigt leverede for dem. Det var fastlåst i åndssvage partikampe, om det så var feminister mod islamister eller islamister mod venstreorienterede, som ikke rigtig hjalp med at løse nogle af de dybere, strukturelle, finansielle og arbejdsmarkedsrelaterede problemer, som man havde arvet fra Ben Ali-tiden.”
Men ifølge Rasmus Boserup taler alle erfaringer for, at autokratiet heller ikke vil være i stand til at levere på de problemer. Tværtimod viser sådanne systemer sig ofte at være meget svage i forhold til at garantere en stærk politisk og økonomisk udvikling og ikke mindst til at frisætte innovative kræfter.
“Det eneste de kan, det er, at de kan lave pres og så få geopolitiske renter. Og det har han jo allerede gjort over for EU, med at sige, at vi åbner dørene for migration, hvis I ikke giver os penge. Og det vil man formodentligt blive ved med.”
