Tirsdag den 17. april valgte parlamentet i Armenien Serzh Sargsyan som landets næste premierminister med 70 stemmer for og 17 imod. Studerende og politiske modstandere af det nuværende styre demonstrerer nu på femtedagen i Yerevan.
Unge blokerer metroen
Grigor Yeritsyan, leder af Armenian Progressive Youth, en ungdomscivilsamfundsorganisation, fortæller, at demonstranter har besat regeringsbygninger og lammet metroen ved at forhindre dørene i at lukke.
Flere lokale medier rapporterer om civil ulydighed, hvor demonstranter blokerer gader, forhindrer metroen i at køre og blokerer adgangen til regeringsbygninger.
Politiet forsøger at få kontrol med demonstranterne ved at blokere veje og det er lykkedes dem at forhindre demonstranterne i at nå ind i parlamentsbygningen, hvor afstemningen om premierministerposten foregik i går. BBC melder indtil videre om 60 anholdte og flere af demonstranterne er sårede.
”Magten skal overdrages til folket”
Protesterne er ledet af oppositionspolitikeren Nikol Pashinyan, leder af Yelq-alliancen. Han siger ifølge BBC, at ”vi må lamme hele statssystemet og magten skal overdrages til folket”.
Han opfordrede i går til en massedemonstration på Republic Square som reaktion på valget af Serzh Sargsyan som ny premierminister.
Sargsyans forfatningsændring i 2015
Serzh Sargsyan, som repræsenterer det regerende republikanske parti, har været præsident siden et bredt kritiseret valg i 2008, hvor ti mennesker døde i demonstrationerne i kølvandet på valget.
I 2015 gennemførte Sargsyan en forfatningsændring, som ændrede det politiske system fra et semi-præsidentielt til et parlamentarisk system med effekt fra 2017-2018.
Sargsyan er blevet beskyldt for at have gennemtrumfet denne forfatningsmæssige ændring for at sikre, at han kan fortsætte ved magten efter hans to perioder som præsident nu er udløbet.
Selv hævder han, ifølge Civilnet, at premierministeren er under kontrol af parlamentet og at han kan blive afsat af parlamentet.
Geografisk klemt mellem fjender og venners fjender
Den tidligere Sovjetrepublik Armenien ligger klemt inde mellem fjender og venners fjender i det sydlige Kaukasus.
Landet har været i væbnet konflikt med nabolandet Aserbajdsjan siden slutningen af 1980’erne indtil en våbenhvile blev indgået i 1994.
Våbenhvilen forhindrer dog ikke ugentlige skududvekslinger langs en grænsestrækning mellem de to lande.
Grænsen til vest mod Tyrkiet er hermetisk lukket, fordi Tyrkiet ikke anerkender det armenske folkemord i 1915.
Mod syd grænser landet op til Iran, som har været internationalt isoleret i årtier og mod nord Georgien, som er langt mere pro-europæisk end Armenien og tilsvarende mindre pro-russisk.
Siden landets selvstændighed i 1991 har indenrigspolitikken været præget af konflikten over Nagorno-Karabakh med Aserbajdsjan, militær og national sikkerhedsmæssig afhængighed af Rusland og træg økonomisk vækst.
Se flere nyheder og billeder fra Yerevan:
https://www.evnreport.com/politics/the-last-48-hours-in-yerevan