Gå til hovedindhold

Mobile menu

FN’s generalsekretær besøger syriske flygtninge i Jordan

Tirsdag besøgte FN’s generalsekretær Zaatari-lejren i Jordan, som huser omkring 80.000 syriske flygtninge. Under besøget appellerede generalsekretæren til det internationale samfund om “ikke at lade Jordan i stikken” og roste Jordan for sine historiske bestræbelser for tage imod “millioner af flygtninge”. 
FN's generalsekretær Antonio Guterres taler med en beboer i Zaatari-flygtningelejren i Jordan.

FN's generalsekretær Antonio Guterres taler med en beboer i Zaatari-flygtningelejren i Jordan.

Souha Al-Mersal

AMMAN, 28. marts, 2017 (Globalnyt): Tidligere på ugen offentliggjorde flere arabiske medier at FN’s generalsekretær, Antonio Guterres, under et besøg i det hashemetiske kongerige, skal mødes med konge Abdullah II og andre højtstående ledere fra den regionale samarbejdsorganisation Den Arabiske Liga.

Besøget sker op til Den Arabiske Ligas topmøde, som Antonio Guterres forventes at deltage i onsdag d. 29. marts ved Det Døde Hav, hvor han mødes med de deltagende regeringsledere, herunder også generalsekretær for Den Arabiske Liga Ahmed Aboul-Gheit. 

Under sit besøg i Zaatari-lejren besøgte Guterres et værksted for kvinder, drevet af FN-organisationen UN Women.

Det er et sikkert rum, som fremmer økonomisk empowerment-programmer for syriske kvinder i Zaatari, og som giver dem redskaber til økonomisk selvstændighed.

simple

En af de, der har fulgt iværksætterprogrammet hos UN Women. Hun satser på at komme til at leve af at sy efter at have taget et kursus.


Souha Al-Mersal

Flere af kvinderne fra værkstedet forklarede generalsekretæren vigtigheden af, at de får et rum, hvor de kan udfolde deres kvalifikationer og tilegne sig praktiske egenskaber, som kan hjælpe dem med at finde jobmuligheder senere.

Flere af de fordrevne kvinder udtrykte deres håb om en løsning på konflikten, så de kan vende tilbage til Syrien.

Guterres besøgte desuden et medborgercenter administreret af UNHCR og IRD (International Relief & Development) og en skole i lejren, hvor yngre piger kan få støtte og tage forskellige kapacitetsopbyggende kurser. 

simple

I lejren bor ca. 80.000 flygtninge og 55,6 procent af dem er børn. Det er i alt 26.732 børn i skolealderen, ud af dem følger 20.951 skolegang, mens 5.781 ikke gør.


Souha Al-Mersal

Roste Jordan for at modtage millioner af flygtninge

Til pressekonferencen, som blev afholdt for journalister i lejren, roste Guterres Jordans rolle som en stabiliserende partner i regionen og landets bestræbelser for at tage imod syriske flygtning siden krigens udbrud: 

”Jordan har generøst taget imod syriske flygtninge, irakiske flygtninge, palæstinensiske flygtninge. Jordan har altid været åben for at hjælpe millioner af flygtninge, men der har fra det humanitære samfunds side ikke været nok humanitær hjælp for flygtningene selv,” sagde generalsekretæren.

Guterres understregede den overordnede vigtighed af en omfattede arabisk enhed, som kan bidrage til holdbare politiske løsninger på den ustabilitet og regionale konflikter, som plager regionen.

I den forbindelse understrege han, at den manglende enhed og støtte til flygtningene kan hjælpe ekstremistiske grupper med at rekruttere flere mennesker til deres rækker. 

”Terrorister drager stor nytte af konflikten i Syrien og nogle af de andre konflikter i regionen. Dette er øjeblikket hvor alle de lande, som er direkte og indirekte involveret i konflikten, skal tilsidesætte deres forskelle og fokusere på deres fælles interesser, som opstår i de alle er truet af risikoen for global terrorisme,” sagde han. 

De syriske flygtninge står, ifølge generalsekretæren, i en yderst sårbar situation i det sjette år af konflikten i Syrien, hvor flere og flere lande ”lukker dørene for syriske flygtninge og reducerer nødhjælpen,” lød det fra Guterres. 

Brug for politisk løsning på konflikten i Syrien

Til spørgsmålet vedrørende Syrien lagde Guterres vægt på, at det ikke alene er en militær men også en politisk løsning, der skal til, for at sætte en stopper på den krig, der nu har varet i seks år. 

”Lad os være klare. Det er meget vigtigt at bekæmpe terrorisme, men kampen mod terrorisme i Syrien vil ikke komme nogen vegne, hvis ikke der snart kommer en omfattende politisk løsning,” sagde han.

”Min appel til den internationale verden lyder: Forøg jeres humanitære nødhjælp til syriske flygtninge, og vis jeres solidaritet til lande som Jordan og Libanon og andre værtslande, som tager imod syriske flygtninge, ” sagde han. 

”Jordan som er et land med en sårbar økonomi, men som spiller en vigtig stabiliserende rolle, har brug for langt større international solidaritet for at håndtere en så enorm udfordring,” forklarede generalsekretæren. 

Guterres lagde stor vægt på at verdenssamfundet har brug for at udvise solidaritet og støtte syriske flygtninge, som en afgørende indsats for at opnå global sikkerhed.

”Det handler ikke om generøsitet, men det handler i ligeså høj grad om at beskytte egeninteresser og bekæmpe terrorismen,” understregede Gutteres.