Libanon: Dette er, hvad der sker, når ondskab hersker

dsc_0003
"Dette er, hvad der sker, når ondskab hersker" – Libanon har længe balanceret på kanten af afgrunden, men har nu kurs mod dybet.
Foto: Gerd Kieffer-Døssing
Gerd Kieffer-Døssing

16. juli 2021

Kort efter at Libanons udpegede premiereminister, Saad Hariri, trak sig fra posten torsdag eftermiddag, tog valutakursen det mest dramatiske dyk i et ellers imponerede konstant fald. Da libaneserne slog øjnene op torsdag morgen, lød kursen for en dollar på 19.500 libanesiske pund på det sorte marked – efter Hariris udmelding var den over 22.000.

Den officielle kurs lyder vel at mærke stadig på 1.500 pund. Det er rent til grin, men lige nu er der ikke meget at grine af i Libanon. For Hariris farvel har definitivt givet landet det sidste skub ud over bjergkanten, og lige nu har Libanon og dets omkring fem millioner indbyggere kurs direkte mod bunden.

Hvor er de ansvarlige politikere?
Siden en reportagetur til det mellemøstlige land i juni har denne signatur skrevet om situationen i Libanon og om de forskellige kriser, landet står midt i. På blot halvanden måned er situationen gået fra uforståelig, grotesk og uholdbar til meget, meget værre.

Manglen på medicin er nu aldeles akut. Fødevarepriserne fortsætter deres himmelflugt, mens flere og flere mister deres job, og lønnen forbliver lav – der er nu kun strøm i stikkontakterne to timer dagligt, og køerne foran landets tankstationer synes aldrig at forsvinde.

Læg dertil, at Libanon stadig lider under efterveerne fra den voldsomme eksplosion i Beirut havn den 4. august 2020, hvor en stor del af byen fortsat ikke er genopbygget, og bygningsdele spreder sig som vraggods, mens rekonstruktionsarbejdet er gået i stå på grund af stigende priser på byggematerialer.

Og hvorfor? Fordi ”Libanon ikke er et land, men en virksomhed for en lille elite at skalte og valte med,” som en kilde sagde til mig i juni. En ganske profitabel virksomhed, som ”aktieejerne” – politikere, businessfolk, bankfolk, storimportørerne med monopol – har delt op imellem sig og udpint og udnyttet, mens de selvfølgelig har sørget for at sende udbyttet til udlandet i god afstand fra den inflation, der lige nu æder indbyggernes sparepenge op.

Libanon har været et legetøj, som nu, efter langt tilløb, lader til at være gået itu. Dette er, hvad der sker, når ondskab hersker

På en mur i det centrale Beirut hænger portrætter af de hundredvis af mennesker, der mistede livet, da havnen i Beirut sprang i luften 4. august 2020. Der er endnu ikke placeret et ansvar for tragedien.


Foto: Gerd Kieffer-Døssing

Hvor er retfærdigheden?
Som grund til sin fratrædelse, peger Saad Hariri på uenigheder med landets præsident Michel Aoun i forbindelse med arbejdet for at danne en ny regering – en kompliceret sag i Libanon, der ikke mindst hænger sammen med det sindrige sekteriske politiske system, der blandt andet dikterer, at præsidenten skal være kristen (maronit), premierministeren sunni og formanden for parlamentet shia. 

Aoun udpegede Hariri til premierminister, efter landets forrige regering gik af som konsekvens af eksplosionen, og gav ham til opgave at danne en ny regering, men Hariri er ikke uskyldig. Han har været premierminister ad flere omgange og gik af i første omgang i oktober 2019 som følge af en massiv folkelig revolte, hvor libaneserne i hundredtusindvis for første gang rejste sig i protest mod den magtsyge og pengebegærlige elite, der siden borgerkrigens slutning i 1990 har styret landet.

Ifølge Forbes har Saad Hariri – hvis far var premierminister før ham og ejendomsspekulant, der i løbet af 1990’erne svindlede landet for ufattelig mange penge, og som en slags dobbelthån har fået opkaldt lufthavnen i Beirut efter sig – en formue på 1,5 milliarder dollars.

Nogle stemmer i Libanon siger lige nu, at Hariris fratrædelse er et dække, der skal få opmærksomheden væk fra det faktum, at kommissionen, der blev nedsat kort efter eksplosionen, endnu ikke har formået at placere et ansvar for hvem i toppen, der i seks år vidste, at pakhusene på Beiruts havn indeholdt 2.700 tons ammoniumnitrat, uden at gøre noget ved det. Vrede over politikeres immunitet i sagen fik i denne uge desperate folk til at angribe indenrigsministerens hjem for at kræve retfærdighed.

Hvor er det internationale samfund?
Efter Saad Hariri trak sig, tøvede fungerende premierminister, Hassan Diab, der gik af efter eksplosionen, men som har ageret premierminister i ventetiden på en ny regerign, ikke længe med at indkalde til pressemøde. Her advarede han om, at Libanon ”er dage væk fra social eksplosion” og tryglede det globale samfund om hjælp for at undgå økonomisk ruin.

Økonomisk ruin kan ikke undgås. Den er et faktum, der nu har fået Verdensbanken til at klassificere krisen som den værste nogensinde siden 1850. 

Men hvad kan det globale samfund i det hele taget stille op? Libanons deroute har det internationale samfund for længst givet op overfor, men samtidig er Libanons centrale placering og rolle i Mellemøsten af så stor betydning, at man nok ikke bare kan lade landet sejle sin egen sø. Går vi mod borgerkrig? Måske – det vil betyde stigning af ikke blot vold og dødstal, men også af flygtningestrømme (udover de fem millioner libanesere, bor der mellem halvanden og to millioner syriske flygtninge i det lille land), hvilket om ikke andet burde få EU’s ledere til at rette et skarpt blik mod syd. 

Mon ikke det var det, der spillede ind, da en koalition af lande med Frankrig i spidsen sidste måned sendte en hjælpepakke til Libanons militær, der ganske vist ikke dækker løn, men sikrer soldaterne med mad og medicin …

Martyrernes plads i Beirut blev hjertet i revolutionen. Jernhjertet med pigtråd er ganske symbolsk fyldt ud med de tomme tåregaspatroner, sikkerhedsstyrker brugte mod demonstranterne.


Foto: Gerd Kieffer-Døssing
Hvor er fremtiden?
Ingen ved selvsagt, hvilken fremtid Libanon og libaneserne går i møde. Men mere og mere tyder på, at vi lige nu ser på en fejlslagen stat, og begivenhederne vil præge landet i generation efter generation.

For mens der ganske vist kun bor fem millioner libanesere i Libanon, er der omkring 14 millioner libansere i den globale diaspora, der sender penge hjem til deres nødstedte familier. Lige nu afholdes en hel generation fra at gøre det samme. Studerende har måtte rejse hjem, fordi der ikke længere er penge til at betale for skolepenge, og når den kæde bryder sammen, afbrydes altså også den ellers faste strøm af remitter, der langt hen ad vejen har holdt Libanon flydende indtil nu.

Hvad kan befolkningen så stille op?

Enten kan de gå på gaden igen, puste liv i revolutionen, som et par tusind ildsjæle har båret ved til siden 2019, og protestere med deres liv som indsats. Eller de kan være tvunget til at vende sig mod de selvsamme skiderikker, der har stjålet deres penge og deres liv, og tigge.

Som en libanesisk kilde, en uddannet læge på 26 år, sagde, efter nyheden om Hariris tilbagetræden kom ud: ”Nu kan vi dø i fred.”

Rettelse: I en tidligere udgave fremgik det, at Hassan Diab var blevet udpeget som ny premierminister efter Hariris afgang.